Spørgsmål om kendelse er opfyldt af indklagede.
| Sagsnummer: | 199 /2001 |
| Dato: | 06-11-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Karen Frøsig, Grit Munk, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Opfyldelse af afgørelse fra Ankenævnet
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om kendelse er opfyldt af indklagede. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har opfyldt Ankenævnets kendelse af 13. marts 2001 i sag nr. 2000422.
Sagens omstændigheder.
Den 25. oktober 2000 indbragte klageren en sag for Ankenævnet om forrentningen af sit indestående på ca. 1 mio. kr. på en højrentekonto hos indklagede. Der henvises til sagsfremstillingen i sag nr. 2000422.
Ved kendelse af 13. marts 2001 blev indklagede pålagt at yde klageren en rentekompensation svarende til, at indeståendet på højrentekontoen i perioden 1. december 1997 - 1. februar 1998 havde være placeret som aftaleindskud med en løbetid på 1 måned.
Indklagede, der var indstillet på at følge kendelsen, beregnede, at klageren i perioden 1. december 1997 - 1. februar 1998 faktisk havde opnået rente på 5.996,04 kr. svarende til en rentesats på 3,50% p.a. Rentesatsen på aftalekonti på 1 mio. kr. med løbetid på 1 måned havde pr. 1. december 1997 og pr. 1. januar 1998 været henholdsvis 3,55% og 3,62%, hvorved klageren kunne have opnået en rente på i alt 6.291,90 kr. Rentekompensationen blev derfor opgjort til 295,86 kr. (6.291,90 kr. - 5.996,04 kr.), som blev indsat på klagerens konto.
Ved skrivelse af 26. marts 2001 til Ankenævnet anmodede klageren om en genoptagelse af sagen. Klageren gjorde endvidere gældende, at rentekompensationen på 295,86 kr. var for lille.
Ved skrivelse af 20. april 2001 afslog Ankenævnets næstformand klagerens anmodning om genoptagelse af sagens behandling.
Klageren fastholdt, at rentekompensationen på 295,86 kr. var for lille og indgav den 29. maj 2001 en ny klage til Ankenævnet.
Klageren har under sagen fremlagt kopi af en udskrift fra indklagede, der viser indklagedes rentesatser for aftaleindlån pr. 13. september 2000. Af udskriften fremgår, at der for aftaleindlån på 1-20 mio. kr. med løbetid på 1 måned blev ydet en rente på 5,70 %. Rentesatsen på klagerens højrentekonto var på samme tidspunkt 3,125% p.a. Rentesatsen på højrentekontoen steg den 23. september 2000 til 3,625% p.a.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en større rentekompensation.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at den ydede rentekompensation på 0,05 procentpoint og 0,12 procentpoint for henholdsvis december 1997 og januar 1998 er for lille. Det må formodes, at forskellen i rentesatsen på højrentekonti og aftaleindlån var på ca. 2,575 procentpoint svarende til den dokumenterede renteforskel den 13. september 2000.
Han mener fortsat, at indklagede bør yde rentekompensation for mere end to måneder.
Indklagede har anført, at rentekompensationen på 295,86 kr. er beregnet korrekt. Rentesatsen på 3,55% p.a. pr. 1. december 1997 og 3,62% p.a. pr. 1. januar 1998, er de aftalesatser, som indklagede ville have tilbudt de pågældende dage ved aftaleindskud på 1 mio. kr. med løbetid på 1 måned.
Der er stor variation i renteforskellen på højrentekonti og aftalekonti. Dette skyldes, at der er tale om to væsentligt forskellige produkter.
Aftalekontoen er en konto, hvor kunden binder et vist beløb i en vis periode, og renten er fast i perioden. Rentesatsen for aftalekonti relaterer sig til markedsrenten med beregning af en rentemarginal. Rentesatsen varierer også efter andre faktorer end markedsrenten, f.eks. efter forventningerne til det fremtidige renteniveau. Dette skal ses i relation til, at man i den aftalte periode er bundet af den aftalte rente. Når man forventer et faldende renteniveau, vil man - alt andet lige - tilbyde en lavere rente på aftaleindskudskontoen.
På højrentekontoen er renten variabel, og der kan frit foretages hævninger. Rentesatsen relaterer sig til markedsrenten og konkurrencesituationen.
Længden af perioden, for hvilken der skal ydes rentekompensation, blev afgjort ved Ankenævnets kendelse af 13. marts 2001.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at det ved Ankenævnets kendelse af 13. marts 2001 blev bestemt, for hvilken periode indklagede var forpligtet til at yde en rentekompensation, og at der ikke er grundlag for en genoptagelse af sagen.
Ifølge det oplyste oversteg rentesatsen på aftaleindlån på 1 mio. kr. med en løbetid på 1 måned i december 1997 og januar 1998 rentesatsen på højrentekonti med henholdsvis 0,05 procentpoint og 0,12 procentpoint. Den 13. september 2000 var renteforskellen på de to produkter 2,575 procentpoint.
På baggrund af indklagedes oplysninger om forskellene på de to indlånsprodukter, herunder om betydningen af forventningerne til renteudviklingen for så vidt angår rentesatsen på aftalekonti, er der ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysninger om aftalesatserne for december 1997 og januar 1998. Ankenævnet finder derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at yde klageren en større rentekompensation end de 295,86 kr.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.