Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Personlig fordring. Frivillig handel. Overbelåning.

Sagsnummer: 20311054
Dato: 16-02-2004
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Jeanette Werner, Morten Westergaard, Jes Zander Brinch og Steen Jul Petersen
Klageemne: Personlig fordring - frivillig handel
Overbelåning
Ledetekst: Personlig fordring. Frivillig handel. Overbelåning.
Indklagede: Realkredit Danmark A/S
Øvrige oplysninger:
Realkreditinstitutter

Klageren havde en ejendom, hvori indestod 2 lån til det indklagede realkreditinstitut. Det seneste af lånene var ydet i 1999. Efter at lånene var blevet nødlidende, blev ejendommen afhændet ved en frivillig handel (underhåndssalg). I marts 2002 underskrev klageren en skylderklæring til instituttet på en foreløbigt opgjort gæld på 95.000 kr. Ifølge skylderklæringen kunne gælden blive mindre, men derimod ikke højere, når der bortsås fra rentetilskrivningen, og klageren forpligtede sig til at underskrive en ny reguleret skylderklæring eller et frivilligt forlig, når gælden var endeligt opgjort. I august 2003 genoptog instituttet sagen og gjorde en personlig fordring på 70.351 kr. gældende over for klageren. Hertil skulle lægges et rentebeløb på 6.320 kr. for perioden maj 2002 til august 2003. Klageren henvendte sig i oktober 2003 til instituttet, idet han mente at der var sket en overbelåning med 164.000 kr. i forhold til ejendommens værdi i 1999, som klageren ansatte til 750.000 kr. Klageren mente, at overbelåningen måtte få konsekvenser for instituttet, når der var videresolgt med tab. Instituttet orienterede i oktober 2003 klageren om, at instituttet – i overensstemmelse med lovgivningen - ved belåningen havde anvendt den af instituttet fastsatte kontante værdi i fri handel, samt at den af klageren oplyste værdi på 750.000 kr. ikke passede med instituttets værdiansættelse, og i øvrigt ikke var en værdi, som instituttet var bundet af. Yderligere korrespondance førte ikke til en afklaring mellem parterne.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham i anledning af den frivillige handel. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at instituttet ved belåningen i 1999 havde overtrådt reglerne i værdiansættelsesbekendtgørelsen. Nævnet bemærkede i tilslutning hertil, at selv om dette måtte have været tilfældet, var det uden betydning for klagerens personlige hæftelse for det optagne lån. Nævnet frifandt derfor instituttet.