Omlægning af kredit til gældsbrevslån. Omkostninger. Forsinket effektuering af anmodning om overførsel af lån. Validering.
| Sagsnummer: | 274 /1988 |
| Dato: | 10-07-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Mogens Hvelplund, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Validering
Udlån - omlægning |
| Ledetekst: | Omlægning af kredit til gældsbrevslån. Omkostninger. Forsinket effektuering af anmodning om overførsel af lån. Validering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 16. december 1983 oprettede klageren i indklagedes Nørreport afdeling et lån med variabel udnyttelsesadgang ("KVIK-lån") med et maksimum på 25.000 kr., som den 1. april 1985 blev forhøjet til 30.000 kr.
Ved oprettelsen af lånet i 1983 fremsendte afdelingen et lånetilbud, der udgjorde side 1 i et blanketsæt bestående af 4 sider. Klageren accepterede dette mundtligt, hvorefter indklagede fremsendte en lånenota til ham. På blanketsættets side 2 var optrykt betingelser for kviklån, af hvis pkt. 7 fremgår, at indklagede til enhver tid kan bringe lånet til ophør og kræve en eventuel restsaldo indfriet.
Ved forhøjelsen af lånet i 1985 fremgik det af side 1, at lånet ville blive nyvurderet senest efter 3 år. Ifølge aftalen skulle klageren hver måned overføre 900 kr., som skulle dække forretningen af lånet, klageren havde dog uanset den månedlige indbetaling mulighed for at udnytte trækmuligheden op til det fastsatte maksimum. Den 3. februar 1987 overførte klageren på grund af flytning sine konti til indklagedes Rosenørns afdeling. I skrivelse af 22. nvoember 1988 anmodede Nørreport afdeling klageren om at henvende sig i afdelingen med henblik på drøftelse om afvikling af lånet, da forfaldstidspunket var indtrådt, således at lånet erstattedes af et afgiftfrit omlægningslån med passende løbetid.
I skrivelser af 25. november og 27. december 1988 oplyste klageren, at han ikke var bekendt med, at lånet havde et forfaldstidspunkt, men at han ville være interesseret i på grund af reglerne om renteafgift inden årsskiftet at indgå en aftale om afvikling af lånet. Klageren kontaktede endvidere telefonisk afdelingen, der meddelte ham, at man ønskede KVIK-lånet afviklet, således at trækningsmuligheden ophørte.
Klageren anmodede herefter Rosenørns afdeling om at få etableret et omlægningslån som foreslået af Nørreport afdeling. Omkostningerne til oprettelsen af lånet beløb sig til 1.124 kr. hidrørende fra stempelgebyr 68 kr., gebyr 600 kr. og bevillingsprovision 456 kr., og endvidere skulle klageren tegne en forsikring med en kvartalsvis ydelse på 87 kr.
Klageren meddelte, at han ikke ønskede at afholde disse udgifter, og den 21. december 1988 indgik han en aftale med Provinsbankens Falkoner afdeling om overførsel af sine konto fra indklagede. Samme dag anmodede Provinsbanken indklagede om at opgøre klagerens konti. Den 30. december 1988 optog klageren herefter et omlægningslån i Provinsbanken, og den 18. januar 1989 opgjorde indklagedes Nørreport afdeling klagerens kviklånkonto.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, han har lidt som følge af, at indklagede krævede, at han omlagde kviklånet til et gældsbrevslån og af, at indklagede først opgjorde kviklånet til overførsel den 18. januar 1989. Klageren har opgjort tabet til 1.605 kr., der er sammensat af 316 kr., udgørende udgifterne til oprettelsen af lån i Provinsbanken og 1.289 kr. der udgør de af indklagede krævede omkostninger. Endvidere ønsker klageren indklagedes rentekrav i perioden 22. december 1988 til 18. januar 1989 godtjort.
Klageren har envidere nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham en overtræksrente på hans konto i indklagedes Rosenørn afdeling. Overtrækket opstod, da han den 2. januar 1989 via postgiro overførte 3.348,18 kr. til afdelingens postgirokonto til dækning af træk fra Betalingsservice. Beløbet blev dog først valideret hans konto den 9. januar 1989.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at det ved oprettelsen af kviklånet i 1983 ikke fremgik af blanketsættet, at lånet skulle revurderes efter 3 år, hvorfor han har opfattet lånet som en kredit ydet på ubestemt tid. Han havde naturligvis ikke forhøjet lånet, såfremt han havde fået oplyst, at dette medførte, at hele lånet nu blev en tidsbegrænset kredit.
Såfremt tidsfristen var blevet overholdt af indklagede, skulle lånet have været revurderet 1. april 1988 og ikke i slutningen af 1988, hvorfor indklagede har udvist passivitet.
Indklagede har endvidere på intet tidspunkt henvist til den generelle opsigelsesklausul i bestemmelsernes pkt. 7, men har alene henvist til den 3 årsfrist, der er anført på forhøjelsesdokumentet, og som må antages ikke at gælde for det oprindelige lån. Lånet har på intet tidspunkt været misligholdt. Klageren var indstillet på at få en almindelig afgiftsfri afviklingsordning, som indklagede tilbyder sine kunder med almindelig kassekredit, hvor der ikke oprettes et gældsbrev.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at det fremgår af forhøjelsesdokumentet, at lånet nyvurderes efter en 3-årig periode, ligesom det fremgår af bestemmelsernes pkt. 7, at indklagede til enhver tid kan bringe låneforholdet til ophør. Dette er endvidere godkendt af Ankenævnet ved kendelse af 9. marts 1989 i sag nr. 212/1988.
I slutningen af 1988 var indklagede ikke indstillet på at fortsætte kreditgivningen, men var dog indstillet på at viderføre engagementet. Indklagede ønskede derfor at omlægge lånet til et afgiftsfrit gældsbrevslån og ville ikke indgå på den af klageren ønskede afviklingsaftale, da der til denne ville være knyttet en fortsat trækningsmulighed, hvilket netop var hvad indklagede ønskede bragt til ophør. Der er ingen omkostningsmæssig forskel på de to fremgangsmåder, idet gebyr og stempeludgift var ens.
Da opsigelsen af kviklånets trækningsfaciliteter var berettiget, har klageren derfor intet krav på at få dækket omkostninger ved etablering af en ny kreditfacilitet i Provinsbanken. Rentekravet i perioden fra 22. december 1988 til 18. januar 1989 skyldes, at overførselsanmodningen af den 22. december 1988 fra Provinsbanken beklageligvis først blev ekspederet den 18. januar 1989. Da klageren, inden engagementsoverførslen var gennemført, fik etableret og udbetalt et omlægningslån i Provinsbanken, har han en periode betalt renter begge steder. Da den dobbelte renteudgift alene beror på klagerens egne aftaler med Provinsbanken, kan indklagede ikke være ansvarlig for det lidte tab.
Det af klageren til Rosenørn afdeling overførte beløb blev anvist til en postgirokonto tilhørende afdelingen, hvilket blev adviseret den 3. januar 1989, hvorefter beløbet straks blev bogført på klagerens konto. Valideringen af det omhandlede beløb skete imidlertid først med virkning fra den 9. januar 1989. Årsagen hertil er, at indklagede ved en sådan overførsel tidligst kan råde over beløbet tre bankdage efter advisering.
Da indklagedes valideringsregler endvidere medfører, at indbetalinger valideres 1 dag efter beløbets modtagelse, er beløbet valideret 4 bankdage efter bogføring, eller den 9. januar 1989, hvorved overtrækket opstod.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har været berettiget til at bringe klageren trækningsmulighed på Kvik-lånet til ophør, men dette findes ikke at medføre, at indklagede kunne betinge sig bevillingsprovision som for et nyt lån i forbindelse med indgåelsen af aftalen om tilbagebetaling. Indklagede findes derimod at kunne beregne sig et efter forholdene rimeligt vederlag for arbejdet med etablering af tilbagebetalingsaftalen, ligesom indklagede med rette har betinget sig gebyr til stempling af den skriftlige tilbagebetalingsaftale. Da udgifterne til klagerens etablering af lån i Provinsbanken i midlertid efter det oplyste var mindre end de omkostninger, som indklagede efter det anførte med rette kunne opkræve, har klageren ikke lidt noget tab, som kan kræves erstattet.
Klageren findes at have haft føje til at gå ud fra, at indklagede inden for en rimelig tid ville effektuere overførslen af hans lån til Provinsbanken, hvor han havde optaget et tilsvarende lån. Indklagede har derfor, jf. princippet i rentelovens § 4, stk. 1, været uberettiget til at at opkræve rente efter af en efter forholdene rimelig ekspeditionstid, som passende ham fastsattes til den 31. december 1988. Indklagede bør derfor kreditere klageren de for tiden fra den 1. januar 1989 til effektueringen af overførslen debiterede renter på Kvik-lånet. Det bemærkes herved, at Ankenævnet ikke finder grundlag for at foretage afkortning efter princippet i lovens § 4, stk. 2.
Efter det af indklagede oplyste om, hvornår man kunne disponere over det af klageren via giro til afdelingen fremsendte beløb, findes der ikke at kunne gives klageren medhold på dette punkt.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende at have været uberettiget til at betinge sig bevillingsprovision ved indgåelse af aftale om klagerens afvikling af saldoen på hans Kvik-lån. Inden 4 uger betaler indklagede til klageren det rentebeløb, som er debiteret klagerens Kvik-lån vedrørende tiden fra den 1. janaur 1989, og indtil overførsel af lånet fandt sted. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.