Afgørelse

Omkostninger ved flytning af lån

Ved sit køb af ejendommen i januar 1986 overtog klageren et obligationslån til det indklagede realkreditinstitut. Lånet var baseret på inkonvertible obligationer. Klagerens advokat bad i marts og maj 1994 instituttet om et forhåndstilsagn om flytning af det inkonvertible lån til en ny ejendom. Instituttet meddelte den 16. maj 1994, at det inkonvertible lån kunne flyttes til den anden ejendom, såfremt 1)lånets forholdsmæssige andel af pantets værdi -ud fra instituttets vurdering af begge ejendomme - ikke blev større end i den nuværende ejendom, og 2)en kreditvurdering ikke gav anledning til bemærkninger. Klageren meddelte i oktober 1994 instituttet, at han med udgangspunkt i forhåndstilsagnet planlagde at skifte ejendom og forespurgte, om en indeståelse fra hans pengeinstitut for det inkonvertible lån fra salget af hans daværende ejendom frem til lånets flytning til en ny ejendom kunne accepteres. Dette godkendte instituttet og fremsendte garantiteksten til klagerens pengeinstitut. Pengeinstituttet fremsendte i august 1995 dokumenter vedrørende den nye ejendom og anmodede om, at realkreditinstituttet besigtigede denne med henblik på flytning af det inkonvertible lån. Den 14. august 1995 meddelte realkreditinstituttet pengeinstituttet forudsætningerne for flytning aflån og opgjorde de forventede udgifter til 3.000 kr. i besigtigelses- og ekspeditionsgebyrer og 1.900 kr. til tinglysningsafgift og udfærdigelse af allonge. Realkreditinstituttet bad om indbetaling af de 3.000 kr. i gebyrer, hvilket skete den 18. august 1995. Klageren rettede den 13. september 1995 henvendelse til realkreditinstituttet med en klage over gebyrerne, som han fandt urimelige. Realkreditinstituttet afviste klagerens protest og redegjorde for sin gebyrpraksis. Pengeinstituttet indbetalte i september 1995 de 1.900 kr. til dækning af tinglysningsafgift og udfærdigelse af allonge. Herefter rettede klageren henvendelse til Forbrugerrådet, som henviste klageren til Realkreditankenævnet.

Klageren indbragte sagen for Nævnet med påstand om, at instituttet ved flytningen af det inkonvertible lån havde opkrævet for høje gebyrer. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet fandt det rimeligt, om instituttet på et tidligere tidspunkt end sket havde orienteret klageren om gebyrerne for flytning af lån. Flertallet fandt imidlertid, at det ikke kunne anses for urimeligt, at instituttet havde beregnet sig et gebyr af den omhandlede størrelse. På grund af det sene tidspunkt for orienteringen om gebyrerne, som ikke fremgik af aftalegrundlaget, fandt mindretallet, at der alene kunne opkræves gebyrer, som var påregnelige, hvilket ifølge mindretallet ikke gjaldt det opkrævede ekspeditionsgebyr på 2.000 kr. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfo frifundet.