Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gebyr ved tilbageførsel af betalingsserviceoverførsler

Sagsnummer: 68 /2001
Dato: 26-09-2001
Ankenævn: John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Mette Frøland, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Betalingsservice - tilbageførsel
Gebyr - PBS-aftale
Ledetekst: Gebyr ved tilbageførsel af betalingsserviceoverførsler
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører størrelsen af indklagedes gebyr ved tilbageførsel af PBS-betalinger.

Sagens omstændigheder.

Ved skrivelse af 24. september 2000 til indklagede fremsatte klageren et forslag til afvikling af et overtræk opstået på klagerens lønkonto hos indklagede. Overtrækket var på ca. 21.000 kr.

Ved skrivelse af 27. september 2000 meddelte indklagede, at forslaget om nedbringelse af overtrækket ikke var tilfredsstillende. Indklagede anførte samtidig, at yderligere træk på lønkontoen ikke måtte forekomme, idet engagementet i så fald ville blive opsagt. Indklagede anførte desuden, at der fremover kun ville blive betalt regninger i det omfang, der var dækning på klagerens og dennes ægtefælles konti, hvilket også gjaldt betalinger fra budgetkontoen.

Den 1. november 2000 tilbageførte indklagede en PBS-betaling på 1.749,73 kr. til klagerens lønkonto, der var i overtræk. Indklagede hævede samtidig et gebyr for ekspeditionen på 200 kr.

Den 1. december 2000 hævede indklagede på ny et gebyr på 200 kr. i forbindelse med tilbageførsel af en PBS-betaling. Baggrunden for tilbageførslen var overtræk af lønkontoen.

Den 11. december 2000 gennemførtes der en PBS-betaling fra klagerens budgetkonto på 4.083 kr., hvorved kontoen gik i overtræk. Indklagede tilbageførte betalingen den følgende dag og hævede et gebyr herfor på 200 kr.

Den 29. december 2000 gennemførtes der to PBS-betalinger på klagerens budgetkonto på 3.983,08 kr. og 16.837,78 kr., hvorved kontoen gik i overtræk. Indklagede tilbageførte disse betalinger 4. januar 2001 og hævede to gebyrer herfor à 200 kr.

Af indklagedes gebyroversigt fremgår: "

Checks

………

Returnering/afvisning:

v/manglende dækning

200 kroner

(også v/PBS- og dankort-

v/kontramandering

200 kroner

betalinger)

"Parternes påstande.

Klageren har den 4. april 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale gebyrerne for afvisning af betalinger i henhold til betalingsservice.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede har under sagens forberedelse imødekommet et andet klagepunkt fra klageren.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han finder, at indklagede bør tilbageføre de opkrævede gebyrer på 5 x 200 kr.

Klageren har særskilt bemærket, at indklagede er forpligtet til at tilbagebetale gebyrerne, da han i perioden har indbetalt de aftalte beløb til banken.

Indklagede har anført, at man ved skrivelsen af 27. september 2000 meddelte, at man ikke ville acceptere betalinger, for hvilke der ikke var dækning. Af denne grund fastholdes gebyrerne for tilbageførsel af PBS-betalinger.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

3 medlemmer - John Mosegaard, Karen Frøsig og Bjarne Lau Pedersen - udtaler:

Af indklagedes gebyroversigt fremgår, at der ved returnering af PBS-betalinger opkræves et gebyr på 200 kr. Indklagede findes således at have haft hjemmel til det opkrævede gebyr, som vi ikke finder grundlag for at tilsidesætte som urimeligt stort.

2 medlemmer - Lisbeth Baastrup og Mette Frøland - udtaler:

Vi finder ikke, at indklagede har haft tilstrækkelig klar hjemmel til at opkræve gebyrerne. Gebyrerne fremgår således alene af indklagedes gebyroversigt under rubrikkendelse "Checks" med angivelsen "Returnering/afvisning: (også af PBS- og dankortbetalinger)".

Vi stemmer derfor for at klagerens påstand tages til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.