Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Regres mod den, der uberettiget har fået udbetalt indeståendet af en uddannelsesopsparing.

Sagsnummer: 76 /1995
Dato: 16-11-1995
Ankenævn: Niels Waage, Niels Busk, Inge Frølich, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl
Klageemne: Tilbagesøgning
Uddannelsesopsparing
Ledetekst: Regres mod den, der uberettiget har fået udbetalt indeståendet af en uddannelsesopsparing.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 17. maj 1988 oprettede klageren for hver af sine to mindreårige børn en uddannelsesopsparingskonto hos indklagede.

Den 5. februar 1993 udbetalte indklagede indeståendet på de to uddannelsesopsparingskonti til klageren. Det samlede beløb var 26.579,76 kr.

Ved skrivelse af 18. april 1994 rettede indklagede henvendelse til klageren og anmodede denne om med henvisning til, at klageren ikke havde forældremyndigheden over sine to børn at dokumentere, at beløbene fra de to uddannelsesopsparingskonti var indsat på konti tilhørende børnene. Dette undlod klageren.

Den 18. august 1994 udtog indklagede stævning mod klageren ved retten i Thisted med påstand om, at klageren tilpligtedes at betale 26.579,76 kr. med procesrente fra 1. august 1994. Sagen er udsat af retten efter retsplejelovens § 361 på forelæggelse for Ankenævnet.

Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han principalt ikke hæfter for det omtvistede beløb, subsidiært højst for halvdelen af beløbet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede, efter at han var flyttet, gjorde opmærksom på, at der på de to konti skulle indsættes et minimumsbeløb årligt, idet kontiene ellers blev anset for misligholdte og ville blive udbetalt til ham. Han meddelte, at han gerne ville have udbetalt de konti, der kunne udbetales, og at indklagede kunne flytte de andre konti. Herefter udbetalte indklagede kontiene. Indklagede burde ved udbetaling have sikret sig, at han havde forældremyndigheden over børnene. På grund af denne fejl finder han ikke, at han kan hæfte for tilbagebetaling af beløbet. Det er muligt, at han uberettiget har modtaget dette, men det er sket i god tro og efter indklagedes egen anvisning. Hertil kommer, at de indsatte beløb stammer fra ham.

Indklagede har anført, at man ikke har forespurgt klageren om, hvem der havde forældremyndigheden over børnene, hverken ved kontienes oprettelse eller ved udbetaling. Man var i den tro, at klageren havde forældremyndigheden bl.a. som følge af, at børnenes adresser var registreret som sammenfaldende med klagerens på udbetalingstidspunktet. Indklagede bestrider, at klageren i god tro kan have modtaget beløb, som tilhørte hans børn. Klageren burde have oplyst, at han ikke havde forældremyndigheden over børnene ved udbetalingen af kontiene.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 243 af 30. april 1987, som var gældende på tidspunktet for klagerens oprettelse af de to uddannelsesopsparingskonti, kunne sådanne konti (bl.a.) oprettes af en person beslægtet med barnet i ret opstigende linje. Kontiene er således gyldigt oprettet som konti efter lov om uddannelsesopsparing.

Indeståendet på en uddannelsesopsparingskonto tilhører kontohaveren (barnet), og det må derfor lægges til grund, at klageren var uberettiget til at modtage indeståendet på sine to børns uddannelsesopsparingskonti. Heraf følger, at klageren er forpligtet til at retablere de to konti. Ankenævnet finder, at klageren burde have indset, at han ikke havde nogen adkomst til de penge, der stod på børnenes konti, og der findes herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor

Klagen tages ikke til følge.