Spørgsmål om ansvar i forbindelse med udarbejdelse af budget ved køb af ejerlejlighed.
| Sagsnummer: | 1211 /2009 |
| Dato: | 19-01-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Hans Daugaard, Peter Stig Hanen, Maria Hyldahl, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Boligberegning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar i forbindelse med udarbejdelse af budget ved køb af ejerlejlighed. |
| Indklagede: | Nova Bank Fyn |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens krav mod Fionia Bank (nu Nova Bank Fyn) i forbindelse med udarbejdelsen af budget ved køb af en ejerlejlighed.
Sagens omstændigheder
Klageren havde et forbrugslån på 140.000 kr. i Fionia Bank. Lånet skulle afvikles som et annuitetslån med 34 ydelser på hver 5.000 kr. månedligt. Renten var 13 % (variabel), og lånets løbetid var 2 år.
Den 13. august 2009 udarbejdede Fionia Bank et budget i forbindelse med hans overvejelse om køb af en ejerlejlighed. Budgettet viste et rådighedsbeløb for klageren på 5.988 kr. pr. måned. I budgettet var forudsat en indkomst på 293.568 kr. pr. år. Herfra blev trukket skat på 92.526 kr. og faste udgifter, herunder boligudgift, på i alt 129.182 kr.
Klageren har oplyst, at han i forbindelse med beregningen afleverede et "dagligdagsbudget", udregnet af en anden bank, D, til Fionia Bank. Banken har bestridt at have modtaget dette.
Af den vejledende budgetberegning fremgår:
"Budgettet er udfærdiget på baggrund af de oplysninger, som vi har modtaget fra dig. Vi anbefaler, at du nøje gennemgår de enkelte poster i budgettet. Hvis du har tilføjelser eller rettelser til budgettet, skal du oplyse dem til os, så vi kan lave en ny beregning.
…
Budgettet er udarbejdet på baggrund af de oplysninger som vi har modtaget af dig/Jer og de oplysninger, som du/I har givet. Budgettet er udarbejdet på baggrund af de i afsnittet "Forudsætninger" anførte oplysninger og med de nedenstående forbehold. Budgettet kan kun anvendes som vejledning, så længe der ikke er sket ændringer heri. Vi påtager os intet ansvar for rigtigheden af de af dig afgivne oplysninger og de angivne forudsætninger, herunder evt. manglende eller fortiede oplysninger.
Budgettet er lagt for den på side 1 angivne periode. Budgettet betragter kalenderåret som en helhed og tager derfor ikke højde for, at der indenfor perioder kan være et likviditetsmæssigt underskud."
Klageren har oplyst, at han gjorde bankrådgiveren opmærksom på, at han skulle have tingene forklaret, da han er stærkt ordblind.
Klageren købte herefter en ejerlejlighed.
Klageren henvendte sig efterfølgende hos et andet pengeinstitut, A, hvor hans tidligere bankrådgiver nu var ansat og anmodede A om at overtage hans engagement med Fionia Bank. Han afleverede budgettet fra Fionia Bank.
Bankrådgiveren hos A kunne konstatere, at 36.000 kr. var medtaget under lønindkomst, som bl.a. hidrørte fra overarbejde, som klageren ikke kunne regne med ville fortsætte. Der var ikke medtaget udgifter til telefoni, internet, vand/vandledningsafgift, el samt fagforeningskontingent. A afslog at overtage klagerens engagement fra Fionia Bank.
Klageren kontaktede Fionia Bank på baggrund af, at rådighedsbeløbet var mindre end forudsat.
Af en vejledende budgetberegning udarbejdet af Fionia Bank den 8. oktober 2009 fremgår, at klagerens rådighedsbeløb er 6.361 kr. månedligt. De årlige indtægter og udgifter svarer stort set til beløbene i beregningen af 13. august 2009, men skatten er reduceret med 5.808 kr. Klageren har oplyst, at udgift til el ikke er medtaget i budgettet.
Banken har taget ligelydende forbehold som ved den første beregning.
Den 4. november 2009 tilbød banken klageren at forhøje det bestående lån med 17.500 kr. Lånet skulle afvikles som et annuitetslån med 65 ydelser på hver 3.000 kr. månedligt. Renten var 12, 8 % (variabel), og lånets løbetid var 5 år.
Klageren har sat ejerlejligheden til salg. I september 2010 blev ejerlejligheden udbudt til salg for 850.000 kr., i oktober for 795.000 kr. og i november for 775.000 kr.
Parternes påstande
Klageren har den 20. november 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fionia Bank skal betale erstatning for den fejlagtige budgetberegning.
Nova Bank Fyn har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han købte ejerlejligheden i tillid til bankens beregning, der viste et rådighedsbeløb på knap 6000 kr. om måneden.
Det er muligt, at han har skrevet under på, at han har modtaget rådgivning fra banken, men han har ikke fået den rådgivning som banken påstår. Han er stærkt ordblind, hvilket han forklarede bankrådgiveren, og det var årsagen til, at han bad om at få tingene forklaret. Det fik han ikke, men blot en besked på, at bankrådgiveren "nok skulle gøre det godt for [ham]".
Banken begik en fejl i forbindelsen med beregningen af rådighedsbeløbet. Der er tale om manglende udgifter i budgettet på ca. 24.000 kr. om året, og indtægten er fortsat meget lavere end beregnet.
Han vil blive påført en væsentlig meromkostning til renter, hvis han skal anvende det finansieringsforslag som banken har skitseret i det nye budget, ligesom banken igen i budgettet har beregnet hans lønindtægt for højt, idet den forudsætter overarbejde i et omfang, han ikke fremover kan regne med at have.
Nova Bank Fyn har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det fremgår tydeligt af bankens vejledende budgetberegninger, at disse er udarbejdet på baggrund af klagerens egne oplysninger, og at budgetberegningerne indeholder en anbefaling til klageren om nøje at gennemgå de enkelte poster til brug for evt. rettelser.
Banken har ikke modtaget et budget, der er udarbejdet af D til brug for drøftelser med klageren.
Klageren har modtaget rådgivning om de økonomiske konsekvenser af lånoptagelsen og låneoptagelsens vilkår i øvrigt. Klageren har sammen med sin rådgiver vurderet at kunne klare udgifterne og leve med det rådighedsbeløb, der var fastsat.
Da banken senere blev oplyst om fejl i budgettet, drøftede man situationen på ny med klageren. Det blev vurderet, at han enten måtte sælge lejligheden eller omlægge sit lån for at klare sin økonomi. Klageren ønskede at blive boende, og banken har tilbudt at finansiere klageren, men på nye vilkår.
Banken har således været behjælpelig med at finde en løsning til klageren til trods for at have modtaget ukorrekte budgetoplysninger til brug for bankens risikovurdering og mulighed for at yde finansiering til klageren.
Banken har handlet efter almindelige retningslinjer ved at lægge klagerens oplysninger til grund for sin budgetberegning. Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at banken har begået fejl i forbindelse med budgetterne.
Banken har ikke påtaget sig et udvidet ansvar, henset til at klageren er ordblind. Bankens sædvanlige vilkår i forhold til udarbejdelse af budgettet er derfor også gældende i denne sag. Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at vilkårene skulle være fraveget.
Banken har ikke begået fejl i rådgivningen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Fionia Bank, nu Nova Bank Fyn, ved udarbejdelsen af budgetberegninger i forbindelse med klagerens køb af en ejerlejlighed begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar for banken.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.