Spørgsmål om ejendomsret til løsøreeffekter beroende på ejendom overtaget på tvangsauktion.
| Sagsnummer: | 30 /1996 |
| Dato: | 12-12-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Tvangsauktion
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ejendomsret til løsøreeffekter beroende på ejendom overtaget på tvangsauktion. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I maj 1989 ydede indklagede anpartsselskabet D en kredit på 200.000 kr. mod sikkerhed i et ejerpantebrev med pant i D's faste ejendom. D var ejet af klageren og dennes ægtefælle, der begge er norske statsborgere, og som beboede ejendommen i en periode.
I skrivelse af 18. januar 1991 til indklagede anførte klagerens ægtefælle, der var D's direktør:
"Vi har nå forsøkt å drive forretning i Danmark, og fått gjentagne bekreftelser på at dette ikke er mulig for utlendinger. Dette er beklagelig.
Vi ser imidlertidig, av den grunn, det mest hensiktsmessig å selge [D's faste ejendom]. Da salget ikke kan administreres av oss fra utlandet, og vi ikke har tillit til at en megler eller advokat vil ivareta våre interesser, i henhold til tidligere erfaring, vil vi tilby banken å kjøpe huset. Vi antar at en relativt lav pris er kr. 850.000,-. Innbo og redskaper kan følge med på kjøpet."
Indklagede afviste at købe ejendommen.
Den 7. marts 1991 overtog indklagede på tvangsauktion D's faste ejendom. Auktionen var begæret af Nykredit. Klageren og ægtefællen var forinden fraflyttet ejendommen.
Ved skrivelse af 13. august 1991 til D anmodede indklagede med henvisning til, at ejendommen nu var ved at blive videresolgt efter tvangsauktionen, D om at flytte møbler og andre effekter fra ejendommen. Ifølge klageren er skrivelsen, der blev sendt pr. telefax, ikke modtaget, idet han ikke havde det påførte telefax nr. på dette tidspunkt. Ifølge indklagede gav klagerens ægtefælle under en telefonsamtale samme dag indklagede fuldmagt til at sælge effekterne i ejendommen og modregne provenuet i indklagedes tilgodehavende hos D. Ifølge klageren blev alene et eventuelt køb af den faste ejendom drøftet under telefonsamtalen.
Ved skrivelse af 14. august 1991 sendt pr. telefax til D bekræftede indklagede den foregående dags telefonsamtale, "hvori De gav tilladelse til, at banken bortsælger de i ejendommen [adresse] beroende møbler og andre effekter og afskriver beløbet på vort tilgodehavende hos [D]." I telefaxskrivelse af s.d. til indklagede anførte klageren:
"Vedrørende møbler etc.
Møblene etc. eies av tredjemann og inngår ikke i [D's] aktiva. Avregning kan derfor ikke gjøres mot [D] direkte. Avregning må gjøres i henhold til nærmere avtale når totaloversikten foreligger. Dette etter opgjør fra [klagerens ægtefælle] for huset eller i mellomværende med [klagerens ægtefælle] etter et eventuellt salg direkte til tredjemann i hvilke banken fratrekker sitt oppgjør i salgssummen slik at banken holdes skadesløs og får dekket sine totale utlegg og omkostninger i saken. Banken har derfor fullmakt til å omsette møbler og annet i forbindelse med salg til tredjemann.
Det er notert bud på kr. 820.000,- for huset i henhold til telefonsamtale den 13.08.91."
Den 15. november 1991 indrykkede skifteretten i Næstved meddelelse i Statstidende om, at D's konkursbo den 13. november 1991 var sluttet i medfør af konkurslovens § 143.
Den 19. december 1991 solgte indklagede til et møbelfirma en række effekter beroende i ejendommen. Salgsprisen var 14.400 kr., som indklagede modregnede i sit tilgodehavende mod D.
Ved telefax af 22. april 1994 rejste klageren krav mod indklagede om betaling af 100.000 kr. med tillæg af renter. Klageren støttede kravet på, at indklagede uretmæssigt havde disponeret over indbo m.v. i D's tidligere ejendom. Der fandt herefter en korrespondance sted, hvorunder indklagede afviste kravet.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 100.000 kr. med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indbo m.v., der beroede i ejendommen, ikke tilhørte D, men ham og hans familie. Det bestrides, at indklagede fik fuldmagt til at sælge tingene fra ejendommen og modregne provenuet i kravet mod D. Indklagedes bekræftelse af 14. august 1991 vedrørende en telefonsamtale den foregående dag er fejlagtig, idet alene køb af ejendommen blev diskuteret. Han tilbageviste straks indholdet af indklagedes skrivelse i telefax af s.d. Indklagede havde således ikke fuldmagt til at sælge effekterne. Disse blev i øvrigt solgt til langt under deres reelle værdi. Der forelå en mundtlig aftale med indklagede om, at klageren skulle købe den faste ejendom til samme pris, som indklagede havde overtaget den til på auktionen, men indklagede ville ikke vedstå aftalen. Han finder, at indholdet af indklagedes telefaxskrivelser af 13. og 14. august 1991 må forstås således, at indklagede erkender, at klageren havde ejendomsretten til effekterne. I sommeren 1993 besøgte han en af indklagedes medarbejdere, som var nabo til den omhandlede ejendom. Medarbejderen oplyste, at indklagede skulle fremkomme med en redegørelse og udbetale erstatning til klageren for de ejendele, som indklagede havde taget i forvaring. Indklagede må være bundet af medarbejderens udtalelser.
Indklagede har anført, at indklagede fik fuldmagt til at sælge indboet beroende i ejendommen. Fuldmagten blev givet dels telefonisk, dels passivt bekræftet ved, at klagerens ægtefælle ikke reagerede på indklagedes bekræftelse af modtagelsen af fuldmagten. Herudover meddelte klageren ved sin telefaxskrivelse af 14. august 1991 indklagede fuldmagt til at sælge tingene til tredjemand. Det har formodningen for sig, at effekterne tilhørte D, idet ægtefællen som direktør i selskabet gav indklagede fuldmagt til at modregne salgsprovenuet i D's mellemværende med indklagede, ligesom ægtefællen i skrivelsen af 18. januar 1991 tilbød indklagede at købe den faste ejendom inkl. indbo og redskaber. Klageren fraflyttede ejendommen uden at medtage effekterne. Hertil kommer, at han har forholdt sig passiv fra slutningen af 1991 frem til april 1994, ligesom han i øvrigt ikke har kunnet godtgøre ejerskabet til tingene. Efter at have konstateret indbrud på ejendommen primo november 1991 anmeldte indklagede dette til politiet; for at begrænse sit tab valgte man at sælge effekterne hurtigst muligt herefter.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede havde i marts 1991 på tvangsauktion overtaget anpartsselskabets ejendom, som klageren og hans familie forinden var fraflyttet. Ved telefaxskrivelsen af 14. august 1991 bekræftede indklagede, at man i henhold til en telefonsamtale den foregående dag havde fået tilladelse til at sælge de møbler og andre effekter, som befandt sig på ejendommen, og afskrive beløbet på sit tilgodehavende hos anpartsselskabet. Som svar herpå anførte klageren i en telefaxskrivelse af samme dato, at møblerne etc. ikke tilhørte anpartsselskabet, og at afregning derfor ikke kunne gøres direkte mod dette, men han tilkendegav alligevel, at indklagede havde fuldmagt til at sælge møbler og andet i forbindelse med salg til tredjemand.
Det må herefter lægges til grund, at indklagedes salg af de omhandlede møbler m.v. i sig selv var berettiget.
Ankenævnet finder derimod, at indklagede, der ikke havde pant eller anden sikkerhedsret i de omhandlede effekter, var forpligtet til at respektere det i klagerens skrivelse anførte om, at effekterne ikke tilhørte anpartsselskabet. Indklagede var derfor ikke berettiget til at anvende det indkomne provenu på 14.440 kr. til afskrivning på sit tilgodehavende hos anpartsselskabet, men bør udbetale beløbet til klageren. Det er efter det foreliggende ikke godtgjort, at indklagede burde have opnået et større provenu. Under hensyn til klagerens skrivelse af 22. april 1994 findes det nævnte beløb at burde forrentes fra den 22. maj 1994, jf. rentelovens § 3, stk. 2.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger til klageren betale 14.440 kr. med rente efter renteloven fra den 22. maj 1994. Klagegebyret tilbagebetales klageren.