Afgørelse

Morarente.

Ved sit køb af ejendommen overtog klageren et af sælgeren optaget ejerskiftelån hos det indklagede realkreditinstitut. Af det for lånet udstedte pantebrev fremgik det, at klageren var underkastet instituttets vedtægter. I henhold til vedtægterne havde instituttet fastlagt, at der ved for sen betaling skulle betales morarente med 1,5 pct. pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen. Instituttet fremsendte i februar 2002 en terminsopkrævning på 28.434 kr. til klageren for perioden 12. december 2001 til 31. marts 2002, hvoraf det fremgik, at forfaldsdagen var 1. marts 2002, samt at sidste rettidige betalingsdag var den 27. marts 2002. Den pågældende terminsydelse blev indbetalt den 2. april 2002. Instituttet fremsendte den 25. maj 2002 en terminsopkrævning til klageren for juni-terminsydelsen, som var tillagt et beløb på 853 kr. i morarente. Klageren protesterede herefter forgæves over for instituttet over størrelsen af den krævede morarente.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at morarentebeløbet skulle nedsættes til et rimeligt niveau. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at der i aftalegrundlaget var hjemmel til opkrævning af morarente. Et mindretal fandt ud fra en vurdering af de samlede hensyn, der må antages søgt varetaget ved instituttets morarenteopkrævning, ikke grundlag for at tilsidesætte den anvendte beregningsmåde. Dette mindretallet tillagde det betydning, at en beregningsmåde svarende til instituttets er almindelig på realkreditområdet samt anvendes af det offentlige inden for skatte- og afgiftslovgivningen. Et andet mindretal fandt, at den opkrævede morarente ud fra den nuværende lave markedsrente væsentlig overstiger morarenten i private skyldforhold, som den beregnes efter renteloven. Under hensyn til, at det offentlige beregner sig morarente på lignende måde, fandt dette mindretal ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte instituttets morarenteberegning i medfør af aftalelovens § 36. Et tredje mindretal fandt, uanset aftalegrundlagets bestemmelser om morarente, at såvel satsen som beregningsmåden var i strid med pkt. 7 i Forbrugerombudsmandens retningslinier for etik i realkreditinstitutter, og at den beregnede morarente var åbenbar urimelig, jf. aftalelovens § 36. Efter dette mindretals opfattelse berettigede det ikke instituttet til at anvende den aktuelle morarenteberegning og –sats, at der i det offentlige bliver anvendt en tilsvarende fremgangsmåde. Dette mindretal stemte derfor for væsentlig at nedsætte den morarente, som instituttet havde opkrævet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertal, og instituttet blev derfor frifundet.