Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med køb af lejligheder i 2005 og 2007 samt indsigelse om, at yderligere henstand var aftalt som forudsætning for sikkerhedsstillelse for lån.

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod rådgivning i forbindelse med køb af lejligheder i 2005 og 2007 samt indsigelse om, at yderligere henstand var aftalt som forudsætning for sikkerhedsstillelse for lån.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Bank, hvor han blandt andet havde en virksomhedskredit og en MasterCard konto med en tilknyttet kredit.

I april 2005 købte klageren og hans daværende ægtefælle, H, en lejlighed, L1, for 875.000 kr., der blev finansieret ved et F1 lån på 700.000 kr. i Nordea Kredit og et ejerskiftelån i banken på 182.323,21 kr.

I en e-mail af 18. september 2005 til banken oplyste klageren, at han var interesseret i at købe en projektbolig til indflytning i 2007, da han ønskede at flytte til København på dette tidspunkt. Klageren har oplyst, at banken i 2005 stillede garanti for købet af en bestemt projektlejlighed, L2.

Af årsopgørelser fra Skat fremgår, at klageren havde en personlig indkomst efter arbejdsmarkedsbidrag på henholdsvis 266.420 kr. i 2004 og 253.133 kr. i 2005. Klageren har oplyst, at H ikke havde indkomst i 2004 og 2005.

I juni 2007 købte klageren og H L2 for 2.299.400 kr., der blev finansieret ved et såkaldt S1-lån (et lån med 1-årig rentetilpasning og 10 års indledende afdragsfrihed) på 1.840.000 kr. i Nordea Kredit.

L2 har efter det oplyste været udlejet siden købet, mens L1 blev udlejet fra 2013.

I september 2010 blev kreditten, der var tilknyttet klagerens MasterCard, nedskrevet og omlagt til et privat forbrugslån på 50.000 kr.

Den 22. november 2011 underskrev klageren en kreditkontrakt vedrørende virksomhedskontoen, hvoraf fremgik, at den tilknyttede kredit udgjorde 130.000 kr., og at kreditten skulle tages op til forhandling den 1. november 2012.

Banken har fremlagt sine almindelige bestemmelser for lån og kreditter til erhvervsmæssige formål af september 2011, hvoraf blandt andet fremgår, at banken kan forlange hele gælden betalt, hvis kunden afvikler sine aktiviteter på en måde, der efter bankens vurdering har væsentlig betydning for kundens engagement i banken.

I januar 2013 blev L1 og L2 vurderet til henholdsvis 800.000 kr. og 2,3 mio. kr.

I foråret 2013 afviklede klageren sin virksomhed i forbindelse med et overfald fra en kunde. Den 28. maj 2013 var klageren til møde i banken. Samme dag underskrev han et gældsbrev, hvorefter gælden på virksomhedskontoen og forbrugslånet, der da udgjorde henholdsvis 229.995,33 kr. og 33.633,46 kr., blev sammenlagt til et 14-årigt forbrugslån på 265.633,46 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.000 kr., første gang den 1. august 2013. Ifølge gældsbrevet skulle lånet indfries, når L2 var solgt.

I et brev til klageren af 29. maj 2013 sendte banken et resume af mødet den 28. maj 2013:

”… Her er et resumé af det, vi aftalte: …

Vi omlagde din kassekredit og dit overtræk til privat forbrugslån. Afviklingen er aftalt til 3 tkr. månedligt første gang den 1/8. Det er desuden aftalt, at lånet indfries i forbindelse med provenuet fra salget af [L2]. Du mener desuden at du er berettiget til udbetaling fra din ulykkesforsikring, forsikring mod tabt erhvervsevne og driftstabsforsikring. …

Du har sat [L2] til salg. Det anslåede provenu er 332 tkr. Vi har aftalt, at du taler med ejendomsmægleren om en prisreduktion på 100 tkr. for at fremme salget. …”

Banken har anført, at den i forbindelse med optagelsen af forbrugslånet oplyste klageren om, at banken skulle have pant i L2, hvis L2 ikke var solgt indenfor seks måneder. Klageren har bestridt dette.

I sommeren 2013 indgav klageren anmodning om gældssanering. Skifteretten fandt, at betingelserne for en gældssanering ikke var opfyldt, særligt fordi klagerens indtægter og udgifter ikke var stabile. I retsbogen var blandt andet anført:

”… Skifteretten oplyste, at gældssanering sandsynligvis kan indledes på et senere tidspunkt, og at der er vigtigt, at der ikke opstår ny gæld. Ansøger kan derfor ikke tage nye lån til at leve for, og da indtægten primært må bruges til leveomkostninger, henviste skifteretten ansøgeren til i givet fald at orientere sine kreditorer om, at han desværre ikke har mulighed for at afdrage på gælden, i hvert fald ikke indtil videre. …”

Den 1. august 2013 sendte klageren en udskrift af retsbogen til banken og meddelte, at han ikke havde mulighed for at betale ydelserne på forbrugslånet. Den 6. og 7. august 2013 meddelte banken, at afviklingen af forbrugslånet kunne stoppes, hvis klageren stillede supplerende sikkerhed i form af pant i L2.

Den 11. september 2013 underskrev klageren et gældsbrev, hvorefter forbrugslånet blev forhøjet med 14.387,76 kr. til 277.104,77 kr., og hvorefter han fik tre måneders henstand med betaling af ydelserne frem til den 1. januar 2014. Ifølge gældsbrevet skulle lånet ”tages op til genforhandling første gang den 01.01.2014”. Lånets stiftelsesomkostninger var angivet til 887,76 kr. Klageren gav samtidig banken sikkerhed i to ejerpantebreve på henholdsvis 150.000 kr. og 250.000 kr. i L1 og L2 for sine nuværende og fremtidige forpligtelser overfor banken. Banken har oplyst, at forhøjelsen af lånet skete til dækning af tinglysningsomkostninger m.v. til pantebrevene.

I december 2013 anmodede klageren om yderligere henstand. Banken har oplyst, at klagerens rådgiver i banken, R, efter drøftelser med klageren indstillede, at banken gav henstand. Den 20. januar 2014 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende henstand frem til den 1. maj 2014 og forhøjelse af lånet med 3.673,47 kr. til 292.042,77 kr.

Klageren har efter det oplyste betalt ydelserne fra januar 2014.

Ved brev af 14. marts 2014 meddelte banken, at klagerens engagement ikke kunne udvides, da banken havde modtaget meddelelse om, at der var tinglyst et udlæg i L2.

Banken har fremlagt sine almindelige bestemmelser for lån og kreditter til private formål af oktober 2011, hvoraf blandt andet fremgår, at banken kan forlange hele gælden indfriet straks, hvis kunden udsættes for individuel retsforfølgning i form af udlæg eller arrest.

Klageren har oplyst, at hans og H’s indkomst i 2014 var på ca. 525.000 kr., og at han fik bevilget førtidspension med virkning fra den 1. februar 2014.

Parternes påstande

Den 22. og 30. september 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal anerkende, at bankens rådgivning i forbindelse med hans køb af lejlighederne var ansvarspådragende, at banken skal medvirke til at rydde op i hans økonomi, og at banken skal erstatte ham tab af lejeindtægter i ti måneder. Vedrørende forbrugslånet har klageren nedlagt påstand om, at banken skal nedskrive lånet helt eller delvist, tilbagebetale omkostninger og gebyrer, frafalde sit pant samt betale en kompensation for dårlig rådgivning.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at bankens rådgivning vedrørende hans og H’s køb af lejlighederne var mangelfuld. Begge lejligheder blev købt i 2005. Banken har for nylig meddelt, at de ikke har økonomi til at beholde lejlighederne, og at lånet i lejlighederne er afskrevet på grund af hans dårlige økonomi. Dette viser, at rådgivningen i 2005, hvor deres indtægter var meget lavere, var fejlagtig og mangelfuld. I 2005 havde de en samlet indkomst på ca. 260.000 kr. I 2014 udgjorde deres indkomst ca. 525.000 kr., og renten var betydeligt lavere end på købstidspunkterne.

Kravet er ikke forældet. Han har først for nylig haft tilstrækkeligt grundlag for at indgive en klage over rådgivningen i forbindelse med købene. Tabet vedrørende købet af lejlighederne kan først opgøres endeligt, når lejlighederne er solgt.

Han har efter pres fra banken to gange forsøgt at sælge lejlighederne og har tabt i alt ti måneders lejeindtægter, som banken bør erstatte. Banken har ikke krav på, at han skal sælge lejlighederne. Lejlighederne løber rundt med lejeindtægter og afdragsfrie lån. Han skylder banken ca. 280.000 kr. og har derudover anden gæld på ca. 120.000 kr. Et salg af lejlighederne vil kun nedbringe gælden med 200.000 kr. og vil medføre tab af lejeindtægter i mindst seks måneder.

Han fik forbrugslånet i maj 2013 uden at stille sikkerhed. Han gav forinden banken de ønskede økonomiske oplysninger. Han aftalte ikke med banken, at L2 skulle sælges indenfor seks måneder. Den 1. august 2013 meddelte han, at skifteretten havde anbefalet ham at stoppe afviklingen af lånet. Banken lovede ham, at han kunne få den nødvendige henstand til hans økonomi blev stabil mod at stille sikkerhed. Banken fik som ønsket pant i lejlighederne. Han betalte omkostninger og gebyr for pantsætningen og betalte ydelser på lånet frem til september 2013. Til gengæld herfor aftalte han med banken, at han skulle have henstand frem til medio 2014. Ifølge gældsbrevet af 11. september 2013 fik han foreløbig henstand til udgangen af 2013 med genforhandling i januar 2014. Banken gav mundtligt tilsagn om henstand, foreløbig frem til den 30. april 2014 og oplyste, at man ville drøfte situationen igen, hvis hans økonomi ikke havde ændret sig inden da. Banken udarbejdede en ny aftale med henstand frem til maj 2014, som han underskrev i januar 2014. Banken afviste imidlertid efterfølgende aftalen. Banken brød dermed de indgåede aftaler og bragte ham i en gældsfælde. Det er åbenbart, at han ikke ville pantsætte lejlighederne og afholde så store udgifter bare for tre måneders henstand.

Udlægget i L2, som kun var på 20.000 kr., blev foretaget i marts 2014, mens henstanden skulle gives i december 2013.

Banken skal frigive pantet og betale erstatning for den manglende overholdelse af aftalen. Alternativt bør banken give ham en længerevarende henstand, således at han kan afvikle anden gæld, hvilket vil kunne ske inden 36 måneder.

Banken har anført, at den har hjulpet ham ved at undgå en tvangsauktion. Dette afvises. En tvangsauktion ville ikke have været til skade for ham. Skifteretten anbefalede ham at ophøre med at betale ydelserne og at indgive konkursbegæring. Han fik pension for tab af 2/3 erhvervsevne fra den 1. februar 2014 og opfyldte dermed vilkårene om en stabil indtægt. Han kunne derfor have fået gældssanering, hvis lejlighederne skulle sælges på tvangsauktion. Gældens størrelse ville i så fald være uden betydning for ham. Han fravalgte den nemme udvej, som skifteretten havde anbefalet og underskrev gældsbrevene for at opfylde sine moralske forpligtelser.

Banken har givet forkerte oplysninger under sagen. Banken har blandt andet fejlagtigt anført, at forbrugslånet blev optaget til dækning af gæld opstået ved misbrug af hans MasterCard. Banken har efterfølgende anerkendt, at dette ikke var rigtigt. Banken anførte fejlagtigt, at lejlighederne var investeringslejligheder. Dette ikke er korrekt. Lejlighederne blev købt til deres private beboelse. De boede i L1 fra købet og frem til 2013. Planen var at flytte til L2, men dette lykkedes ikke. Banken valgte uden grund at nedskrive og omlægge hans kredit i tilknytning til MasterCardet fra 150.000 kr. til et lån på 50.000 kr., hvilket satte hans økonomi under pres. Bankens fejl og manglende kendskab til sagen har ført til fejlagtig rådgivning.

Nordea Bank har blandt andet anført, at bankens rådgivning vedrørende købet af lejlighederne ikke var mangelfuld. Der er intet, der tyder på, at klageren og H burde have undladt købene. Klageren og H har været i stand til at opfylde alle deres gældsforpligtelser, indtil klageren blev overfaldet i 2013. Klagerens økonomiske udfordringer indtraf længe efter købet af lejlighederne. Klagerens nuværende økonomiske situation og bankens nuværende vurdering af hans engagement er uden betydning for vurdering af rådgivningen vedrørende købet af lejlighederne. Banken er ikke og skal ikke længere være i besiddelse af dokumentation for rådgivningen om købet af lejlighederne. Klageren har endvidere under hele forløbet fastholdt, at han kunne betale ydelserne på lejlighederne, hvis blot han fik henstand fra maj 2013.

Klageren har ikke lidt et tab ved købet af lejlighederne. Begge lejligheder kan efter bankens opfattelse sælges med fortjeneste, og klageren må selv bære ansvaret for, at han fortsat ønsker at spekulere i prisstigninger. Klageren har undladt at begrænse tabet ved at sælge lejlighederne.

Et eventuelt erstatningsansvar vedrørende rådgivning i forbindelse med købet af lejlighederne er bortfaldet som følge af forældelse og passivitet. Den treårige forældelsesfrist er ikke suspenderet, da klagen angår faktiske forhold, som klageren var bekendt med på rådgivningstidspunktet.

Bankens rådgivning vedrørende henstand og sikkerhedsstillelse for forbrugslånet var ikke mangelfuld. Banken har i hele 2013 hjulpet klageren med at undgå opsigelse af hans engagement og en deraf følgende tvangsauktion over hans ejendomme, hvilket banken bekendt var det eneste alternativ til de gennemførte dispositioner. Banken har overholdt samtlige aftaler med klageren. Banken tilbød klageren en afdragsordning for gælden i maj 2013. Banken kunne have forlangt hele gælden på virksomhedskontoen indfriet ved klagerens afvikling af virksomheden, jf. bankens betingelser. Banken accepterede henstand med ydelserne i september 2013. Det var en tydelig og kendelig forudsætning for banken, at banken fik pant i lejlighederne, hvilket også var i overensstemmelse med det i maj 2013 aftalte. Banken krævede pantsætning dels da salget af lejlighederne ikke forløb som forudsat, dels som betingelse for at yde henstand. Den samlede pantsætning oversteg det daværende skyldige beløb, da der var usikkerhed om lejlighedernes værdi, udviklingen i markedet og den endelige gælds størrelse. Banken har på intet tidspunkt lovet klageren henstand ud over henstanden aftalt i gældsbrevet af 11. september 2013.

Klageren blev ikke påført et tab ved de indgåede aftaler. Det må lægges til grund, at klageren ikke på daværende tidspunkt var i stand til at betale ydelserne. Klageren ville derfor have været kommet i misligholdelse, og banken havde måttet foretage udlæg og dernæst iværksætte tvangsauktion.

I 2014 afviste banken yderligere henstand. Dette skyldtes, at klageren havde optaget og misligholdt yderligere gæld og havde undladt at fremme salget af lejlighederne som aftalt. R oplyste udtrykkeligt klageren om, at der endnu ikke forelå en endelig bevilling af henstanden. R har ikke lovet og kunne ikke egenhændigt love klageren yderligere henstand. Banken meddelte den 14. marts 2014, at den ikke kunne bevilge yderligere henstand.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort forhold, der kan medføre, at Nordea Bank har pådraget sig et erstatningsansvar ved rådgivning af ham i forbindelse med købet af lejlighederne L1 og L2 i 2005 og 2007. Et eventuelt krav vedrørende rådgivningen må endvidere anses for at være forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, hvorefter erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar som udgangspunkt forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet.

Ankenævnetfinder ikke, at banken på utilbørlig måde har presset klageren til at søge at sælge lejlighederne, eller at der i øvrigt foreligger omstændigheder, der kan medføre et erstatningsansvar for banken i forbindelse med klagerensforsøg på at sælge lejlighederne.

I maj 2013 blev klagerens gæld til banken omlagt til et forbrugslån på 265.633,46 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.000 kr., første gang den 1. august 2013. Det fremgår af resume af mødet den 28. maj 2013, at salget af L2 skulle fremmes. Ifølge gældsbrevet af 28. maj 2013 skulle lånet indfries, når L2 var solgt.

Ved gældsbrev af 11. september 2013 fik klageren tre måneders henstand med betaling af ydelserne frem til den 1. januar 2014. Lånet blev samtidig forhøjet med 14.387,76 kr. til 277.104,77 kr., og banken fik sikkerhed i to ejerpantebreve på henholdsvis 150.000 kr. og 250.000 kr. i L1 og L2. Låneforhøjelsen blev efter det oplyste anvendt til dækning af tinglysningsomkostninger m.v. til pantebrevene. Ifølge gældsbrevet skulle lånet ”tages op til genforhandling første gang den 01.01.2014”. Klageren har anført, at banken mundtligt gav ham tilsagn om, at han kunne få yderligere henstand. Banken har bestridt dette.

Omlægningen af klagerens gældsforpligtelser i maj 2013 til et forbrugslån skete i forbindelse med klagerens afvikling af sin virksomhed, og den største del af gældsforpligtelserne stammede fra erhvervskontoen.

Efter Ankenævnets opfattelse ville bevillingen af et forbrugslån af den nævnte størrelse som udgangspunkt forudsætte, at der blev stillet sikkerhed for lånet. Under henvisning til omtalen i resumeet af mødet den 28. maj 2013 af salgsbestræbelserne vedrørende L2 finder Ankenævnet, at banken undlod at stille dette krav henset til forventningerne om, at lånet kunne indfries eller nedbringes væsentligt ved salget af L2.

Da L2 ikke var solgt i september 2013, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte Nordea Banks krav om sikkerhedsstillelse for lånet i form af to ejerpantebreve, og klageren er derfor som udgangspunkt bundet af sikkerhedsstillelsen.

Ankenævnet finder det mod bankens benægtelse ikke godtgjort, at banken i forbindelse med klagerens pantsætning og underskrivelse af gældsbrevet den 11. september 2013 gav klageren tilsagn om, at han kunne få yderligere henstand efter den 1. januar 2014.

Ved brev af 14. marts 2014 meddelte banken, at klagerens engagement ikke kunne udvides, da banken havde modtaget meddelelse om, at der var tinglyst et udlæg i L2. Ifølge bankens "Almindelige bestemmelser for lån/kreditter", der var gældende for lånet, kunne banken opsige lånet til indfrielse uden varsel, hvis der blev foretaget udlæg hos klageren. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge Nordea Bank at yde klageren yderligere henstand.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.