Forskel mellem to beregninger.
| Sagsnummer: | 23 /1988 |
| Dato: | 04-11-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Boligberegning
|
| Ledetekst: | Forskel mellem to beregninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I april 1987 bad klageren i forbindelse med påtænkt salg af sin ejendom og køb af en anden ejendom indklagedes Tåstrup afdeling om at udarbejde en økonomisk beregning, hvilket skete. På grundlag af denne annoncerede klageren sin ejendom til salg.
Det viste sig imidlertid, at den ejendom, som klageren havde ønsket at købe, i mellemtiden var blevet solgt. Klageren fandt herefter en tilsvarende ejendom annonceret til salg, hvis årlige brutto husleje dog var ca. 6.000 kr. højere end for den ejendom, som klageren først havde ønsket at købe.
På klagerens anmodning foretog afdelingen herefter en ny beregning, som i modsætning til den først fortagne, der havde udvist et årligt overskud på ca. 10.000 kr., udviste et årligt underskud på ca. 30.000 kr. Klageren måtte derfor opgive den påtænkte ejendomshandel og opsige kommissionsaftalen med den ejendomsmægler, hos hvem klagerens ejendom var sat til salg.
Det er oplyst, at klageren har makuleret de af afdelingen udleverede beregninger med tilhørende materiale.
Efter at have brevvekslet med afdelingen rettede klageren herefter henvendelse til indklagedes direktion, som ved skrivelse af 18. august 1987 til klageren bl.a. udtalte:" ....
Vi må endvidere påpege, at der har været tale om salgsopstillinger vedrørende køb af 2 forskellige ejendomme, hvor også forskelle i sammensætningen af renter og afdrag ved samme bruttohusleje kan have betydning for den endelige nettohusleje efter skat.
Vi skal beklage, hvis vor Taastrup Afdeling - efter Deres opfattelse - ikke har levet op til bankens sædvanlige standard. Dette har vi bedt afdelingen tage ad notam.
På baggrund af det foreliggende materiale kan vi ikke imødekomme Deres ønske om erstatning og skal beklage, at det ikke har været muligt at klarlægge årsagerne til differencen mellem de 2 boligberegninger."
Klageren indbragte herefter sagen for Tilsynet med Banker og Sparekasser (nu Finanstilsynet), der ved skrivelse af 9. maj 1988 udtalte, at man i det hele kan henvise til bankens ovenfor nævnte redegørelse og tilføjede, at tilsynet ikke har beføjelse til at tage stilling til om, bankens sagsbehandling giver grundlag for klagerens påståedede erstatningskrav.
Klageren har herefter indbragt sagen for Pengeinstitutankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte klageren hans i sagens anledning lidte tab. Dette har klageren opgjort til 4.452,20 kr., der udgør udgifter til den ejendomsmægler, hos hvem klagerens ejendom var sat til salg.
Til støtte herfor har klageren henvist til, at tabet er indtrådt som følge af fejl begået af indklagede, som derfor må været pligtig at erstatte klagerens tab, uanset at beregninger som de foreliggende som udgangspunkt foretages uden økonomisk ansvar for det pågældende pengeinstitut.
Indklagede har afvist at være pligtig at erstatte klagerens tab.
Ankenævnets bemærkninger:
Det har ikke været muligt at klarlægge årsagen eller årsagerne til forskellen mellem resultaterne af de to boligberegninger, bl.a. fordi klageren ikke har opbevaret de udleverede beregninger. Således som sagen herefter foreligger oplyst, findes det ikke godtgjort, at indklagedes Tåstrup afdeling har begået fejl, for hvilke indklagede er erstatningsansvarlig.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.