Afgørelse

Optagelse af realkreditlån, hvis provenu anvendtes til indskud på livrente uden garanti.

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes rådgivning vedrørende etablering af en livrente, hvis indskud blev tilvejebragt ved optagelse af et realkreditlån.

Sagens omstændigheder.

Klager i denne sag er dødsboet efter A, der var kunde i indklagedes Skandborg afdeling. A var født i 1932 og døde i 2001. A efterlod sig ingen livsarvinger eller ægtefælle.

Indklagede har anført, at A i november 1999 rettede henvendelse med henblik på hjælp til at få et større månedligt rådighedsbeløb. Indklagede afholdt herefter møde med A, hvor A's økonomiske forhold blev drøftet.

Under sagen er fremlagt et den 3. november 1999 dateret "fremtidigt budget for 1999" for A. Heraf fremgår, at A's disponible indkomst efter skat og boligudgifter udgjorde 48.811 kr. A's udgifter til varme, el, ejendomsskat, telefon, forsikringer mv. udgjorde i alt 41.720 kr. A's rådighedsbeløb var beregnet til 591 kr. pr. måned.

Indklagede har anført, at man drøftede muligheden af, at A solgte sin faste ejendom, hvorved en friværdi kunne realiseres. A afviste dette. Man kunne ikke anbefale A en kassekredit med sikkerhed i ejendommen med henblik på finansiering af A's private forbrug, idet det på grund af en forholdsvis høj rente på en kassekredit ikke ville være fordelagtigt. Det blev foreslået A at optage et realkreditlån og placere provenuet i en livrente. Indskuddet ville give et skattemæssigt fradrag, der skulle fordeles over 10 år. Sammen med udbetalingerne fra livrenten ville det medføre en forhøjelse af det månedlige rådighedsbeløb. A gav udtryk for, at hun ønskede et månedligt rådighedsbeløb på 3 - 4.000 kr. Det forhøjede skattefradrag ville give mulighed for forhøjede sociale ydelser i form af boligstøtte. Indklagede foretog en beregning af A's budget ved tegning af den foreslåede livrente.

Indklagede har anført, at der på grundlag af drøftelserne blev udarbejdet et tilbud på en livrente med garanti. Muligheden for at tegne en livrente uden garanti blev også drøftet med A, herunder betydningen af en garanti. Baggrunden for at livrente uden garanti blev drøftet var, at A hverken havde ægtefælle eller livsarvinger. Tilbudet på livrente med garanti ville give A en årlig udbetaling på 43.199 kr., mens en livrente uden garanti ville give en udbetaling på 44.400 kr. årligt. Den maksimale garantiperiode var på grund af A's alder 5 år.

Via en ejendomsmægler, der er koncernforbundet med indklagede, indhentede indklagede i november 1999 en vurdering af A's ejendom. Ejendommens skønnede kontante handelsværdi var ifølge vurderingen 1.085.000 kr.

Den 30. december 1999 underskrev A begæring om tegning af en livrente i et selskab, der er med indklagede. Den årlige udbetaling var 44.400 kr., dog længst til 1. februar 2010. Udbetalingen skulle påbegyndes 1. februar 2000. Indskuddet var 400.000 kr. Af et samtidigt af A underskrevet tillæg til begæringen fremgår :

"Jeg er blevet rådgivet om muligheden for at oprette livrente med garanti og evt. ægtefælledækning.

Jeg er indforstået med, at livrenten oprettes uden garanti og uden ægtefælledækning.

Når jeg dør, bortfalder livrenten uden yderligere udbetaling."

Den 3. januar 2000 udstedte Unikredit, der er koncernforbundet med indklagede, lånetilbud på et 30-årigt 7% realkreditlån på 493.000 kr. Lånet skulle have sekundær prioritet efter et foranstående realkreditlån på 400.000 kr.

Indklagede har anført, at provenuet af realkreditlånet udgjorde 440.000 kr., som blev indbetalt på livrenten. Efter tegningen af livrenten havde A et månedligt rådighedsbeløb på ca. 4.400 kr. ekskl. boligstøtte.

I januar 2000 udarbejdede indklagede ansøgning om boligstøtte for A.

I september 2001 rettede dødsboet efter A henvendelse til indklagede vedrørende indklagedes rådgivning ved tegningen af livrenten, herunder optagelsen af realkreditlånet. Der fandt herefter en korrespondance sted med indklagede, som ikke førte til en bilæggelse af tvisten. Boets advokat indhentede nogle beregninger over A's økonomi foretaget af en statsautoriseret revisor, som gav et andet resultat end indklagedes beregninger forud for A's tegning af livrenten.

Parternes påstande.

Boet efter A har den 15. januar 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Boet har anført, at A led af kræft på tidspunktet for etableringen af livrenten. Det var almindeligt kendt, at A havde kræft.

Det forekommer usandsynligt, at A skulle have fravalgt en livrente med garanti, hvis hun havde forstået konsekvenserne ud fra indklagedes rådgivning. Forskellen i udbetalingerne med og uden garanti var ubetydelig.

Det er usandsynligt, at A skulle have oplyst, at hun ikke havde nære slægtninge, idet hun havde to søskende, hvoraf den ene var begunstiget i A's testamente.

Det er ikke korrekt, som af indklagede anført, at A skulle have drøftet etableringen af livrenten med en nevø. Denne har oplyst, at han aldrig har drøftet disse forhold med A. A drøftede imidlertid spørgsmålet med en venindes søn, der kraftigt frarådede A at acceptere tilbudet og i stedet tilrådede A en nedsparingsordning.

De beregninger, som en statsautoriseret revisor efterfølgende har foretaget, viser, at A ikke var bedre stillet ved købet af livrenten. Herved bemærkes, at i indklagedes beregning er indtægtsført boligstøtte, selv om der er tale om lån, der skal tilbagebetales.

Ved beregningerne har indklagede ikke taget højde for, at A, når udbetalingerne fra livrenten stoppede efter 10 år, ville være nødt til at sælge sin ejendom, da hun ikke ville kunne afholde prioritetsudgifterne.

Et naturligt råd til A ville have været at etablere en egentlig nedsparing. Ved nedsparing havde der ikke været administrationsudgifter, ligesom valgmulighederne fremover ville være langt større. Selv om A skulle have betalt mere i rente ved en nedsparingsordning, var det beløb, der skulle forrentes, langt mindre. De fleste pengeinstitutter yder lån med en fast rente, hvor hovedstolen forhøjes en gang årligt svarende til ordningen med indfrysning af ejendomsskatter. Med den valgte fremgangsmåde blev hele lånet hjemtaget fra starten, ligesom man fra starten betalte et meget stort administrationsgebyr og omkostninger. Disse omkostninger kunne have finansieret en langt højere fradragsberettiget rente på lån eller kassekredit i nogle år.

Der er ikke ydet rådgivning til gavn for A. Der er alene sket salg af en livrente.

Indklagede har anført, at A i forbindelse med drøftelserne om tegningen af livrenten ikke oplyste, at hun var syg af kræft. A virkede sund og frisk, og indklagede havde ikke grund til at tro, at A var syg.

Indklagede kunne ikke anbefale en nedsparing i form af en kassekredit på baggrund af en kassekredits forholdsvise høje rente. En kassekredit med sikkerhed i form af pant i fast ejendom giver heller ikke samme muligheder for konvertering (gældspleje) som f.eks. et realkreditlån.

Fordelen ved løsningen med et realkreditlån var bl.a., at de månedlige afdrag var faste og ikke afhang af renteudviklingen. A ville på forhånd vide, hvad hun havde at holde sig til. Samtidig ville der være mulighed for at foretage aktiv gældspleje af realkreditlånet.

Det var A's plan at ville blive i huset, indtil livrenten var fuldt udbetalt. Herefter ville der sandsynligvis var opsparet en friværdi, som A ved salg eller yderligere belåning kunne realisere og derved bevare sit rådighedsbeløb.

Det blev drøftet, om livrenten skulle tegnes med eller uden garanti. Medarbejderen forklarede A forskellen. Den forholdsvis lille forskel mellem de årlige udbetalinger på en livrente med eller uden garanti skyldes, at der ikke ved beregningen af tilbuddet vedrørende udbetalingen af livrenten uden garanti tages hensyn til de beløb, der tilfalder de overlevende forsikringstagere fra de forsikringstagere, der ikke lever i hele udbetalingsperioden. Reelt vil forskellen være større.

A oplyste at ville drøfte tilbudene med sin nevø. A vendte nogle dage senere tilbage og meddelte, at hun havde drøftet tilbudene med denne, og at hun ønskede at tegne en livrente uden garanti. A nævnte, at hun hverken havde børn eller andre nære slægtninge, hvorfor hun ønskede en livrente, der ville give hende selv så stor en udbetaling som muligt, medens hun levede. A var fuldt ud klar over, at livrenten uden garanti ville bortfalde uden yderligere udbetaling ved hendes død. I forbindelse med at A underskrev begæring om tegning af livrenten, underskrev hun særlig erklæring, hvoraf disse forhold fremgår.

Ved sammenligning af indklagedes beregninger forud for A's etablering af livrenten med de under sagen fremlagte beregninger foretaget af en statsautoriseret revisor ses det, at revisoren ikke har lagt samme indtægter og udgifter til grund. Således opererer revisoren med langt større boligudgifter end indklagede, og med en lavere indkomst.

A blev fyldestgørende og korrekt rådgivet i forbindelse med sin henvendelse om tegningen af livrenten. En livrente var den mest fordelagtige nedsparingsordning for A.

Indklagedes rådgivning var båret af hensynet til A, dennes ønsker og økonomi og ikke af hensyn til indklagedes forretning. Det kommer hverken indklagede eller forsikringsselskabet til gode, at livrenten blev tegnet uden garanti, idet A's indskud ved A's død tilgik de øvrige overlevende forsikringstagere med livrente.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder omkring årsskiftet 1999-2000, da medarbejderen rådgav A i forbindelse med dennes tegning af en ophørende livrente ved anvendelse af provenuet af et realkreditlån, var bekendt med, at A led af kræft. Det må endvidere lægges til grund, at medarbejderen med A drøftede, om livrenten skulle tegnes med eller uden garanti, og at A, da hun valgte at tegne livrenten uden garanti, var bekendt med retsvirkningen heraf, jf. herved også den af A underskrevne særskilte erklæring herom. Ankenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at fastslå, at indklagedes medarbejder begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af A i forbindelse med etableringen af livrenten.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.