Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tilbagesøgning af for meget udbetalt renteafkast af obligationer. Spørgsmål om vekselkurs vedrørende udenlandske værdipapirer.

Sagsnummer: 123 /1999
Dato: 27-09-1999
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Tilbagesøgning
Valuta - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Tilbagesøgning af for meget udbetalt renteafkast af obligationer. Spørgsmål om vekselkurs vedrørende udenlandske værdipapirer.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Den 4. februar 1999 hævede indklagede på klagerens konto 48.672,36 kr. Baggrunden var, at indklagede i september 1998 i forbindelse med indsætning af renteafkast af klagerens svenske obligationer ved en fejl havde indsat renteafkastet med modværdien af 89.100 SEK, uanset at det rigtige renteafkast var 29.700 SEK kr. Klagen vedrører, om indklagede var berettiget hertil, samt den kurs, som indklagede anvendte.

Sagens omstændigheder.

Af depotmeddelelse af 16. september 1998 fra indklagede til klageren fremgår:

"Følgende meddeles vedrørende rente, udbytte og udtrækning for ovenstående depot:

Valørdato

Værdipapir

Afkasttype

Afkast

17.09.1998

0370118 SPINTAB 16.9.98 11 %(159)

Beholdning 270.000,00

SEK

Rente

89.100,00

Valutakurs (SEK) 81,94000

DKK

rente

73.008,54



Afkast ialt kr. 73.008,54 indsættes den 16.09.1998 på konto...."

Klagerens beholdning af 270.000 SEK Spintab obligationer blev udtrukket på samme tidspunkt, og modværdien i danske kroner - 221.238 kr. omregnet efter kurs 81,94 - blev indsat på klagerens konto den 16. september 1998.

Ultimo januar 1999 blev indklagede opmærksom på, at afregningen af rentebeløbet den 16. september 1998 var fejlbehæftet. Indklagede har oplyst, at man fredag den 29. januar 1999 forsøgte at komme i telefonisk kontakt med klageren for at orientere denne om fejlen.

Der blev lagt en besked på klagerens telefonsvarer, hvor man kort redegjorde for den opståede fejl, og klageren blev opfordret til at kontakte indklagede den følgende ekspeditionsdag. Dette skete ikke, hvorefter man den 1. februar 1999 skrev således til klageren:

"Fejlpostering af kuponrenter vedr. Deres svenske obligationer

I forbindelse med udløb af Deres beholdning af 11% Spintab den 16. september 1998 på nominelt SEK 270.000 har vi ved en fejl indsat et for stort rentebeløb på Deres konto .....

Konkret indbetales der et beløb på DKK 221.238,00, hvilket svarer til SEK 270.000 omvekslet til en valutakurs på 81,94. Derudover modtager De kuponrente af Deres obligationer på SEK 89.100,00, der ved samme valutakurs modsvarer DKK 73.008,54.

Ved bankens revision har vi konstateret, at De imidlertid kun skulle have modtaget SEK 29.700 i kuponrente svarende til 24.336,18 kr. På baggrund af denne fejl tillader vi os at trække differencen på 48.672,36 kr. fra Deres konto ..... med valør 1. marts 1999."

Den 4. februar 1999 hævede indklagede beløbet på 48.672,36 kr. på klagerens konto, hvorefter dennes saldo var 7.742,32 kr.

Klageren rettede henvendelse til advokat, som den 22. februar 1999 stillede krav om tilbageførsel af beløbet. Dette afviste indklagede.

Med hensyn til den ved transaktionerne den 16. september 1998 anvendte vekselkurs har indklagede oplyst, at i overensstemmelse med kutyme på området er anvendt middelkursen for svenske kroner to bankdage før forfald +/÷ tillæg/fradrag. I det konkrete tilfælde var middelkursen den 14. september 1998 82,10; med fradrag af 0,16 giver dette en afregningskurs på 81,94. Om fradraget har indklagede oplyst, at dette er fastsat ud fra hensynet til indklagedes kursrisiko på valutaen.

Parternes påstande.

Klageren har den 22. marts 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 48.672,36 kr. med procesrente fra den 1. februar 1999. Endvidere skal indklagede betale 3.483,27 kr. med procesrente fra den 16. september 1998, som udgør differencen mellem korrekt og de facto anvendt kurs.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han medio september 1998 var bortrejst og først nogle uger senere blev bekendt med transaktionerne på hans konto. Han fandt ikke anledning til at betvivle rigtigheden af indklagedes opgørelse eller undersøge denne. Han er uden særlig indsigt i værdipapirer herunder udenlandske værdipapirer, hvorfor han ikke havde nogen forudsætninger for at gennemskue, om det tilskrevne rentebeløb kunne afvige fra år til år. Investeringen i obligationerne skete på indklagedes opfordring, og han har ikke modtaget nogen form for afkastprospekt eller -prognose fra indklagede. Han kendte derfor ikke det samlede nominelle svenske kronebeløb, som skulle afregnes. Indklagedes fejl er opdaget sent, hvorfor det følger af retspraksis vedrørende condictio indebiti, at der ikke tilkommer indklagede noget tilbagebetalingskrav. I forhold til det samlede afregningsbeløb - rentebeløb og udtrækningsbeløb - udgjorde differencen kun ca. 16,5%. En sådan difference kan ikke anses som væsentlig. Indklagedes afregning af såvel rentebeløb som udtrækning er sket til forkert kurs. Middelkursen for den 16. september 1998 (82,91) og ikke den 14. skal anvendes, hvorfor indklagede bør foretage en korrektion i forhold hertil. Subsidiært har klageren anført, at indklagede under ingen omstændigheder burde have foretaget den pågældende hævning den 1. februar 1999 uden hans forudgående tilladelse, uanset om man mente sig berettiget til beløbet.

Indklagede har anført, at det af afregningsmeddelelsen af 16. september 1998 fremgår, at der er tale om værdipapirer med en kuponrente på 11% p.a. Ved kontrol af denne meddelelse burde det have været kendeligt for klageren, at der var tale om en fejl i renteberegningen. Afvigelsen mellem det faktisk afregnede rentebeløb og det beløb, der skulle have været afregnet, er i en størrelsesorden, som klageren burde have bemærket. Dette støttes af, at klageren i september 1997 vedrørende samme obligationer modtog meddelelse om et afkast omregnet til danske kroner på ca. 26.000 kr. Indklagedes tilbagesøgningskrav hviler på almindelige obligationsretlige grundsætninger. Tilbagesøgning kunne ske over klagerens konto, da det var denne konto, hvortil det for meget afregnede beløb blev indsat. Indklagede orienterede klageren om, at beløbet ville blive tilbageført. Tilbageførslen skete den 4. februar 1999, men med rentemæssig valør pr. 1. marts 1999. Såfremt tilbagesøgningskravet ikke anerkendes, opnår klageren en ugrundet berigelse på indklagedes bekostning. Ved omregningen til danske kroner er anvendt kurs 81,94, der fremkommer som middelkursen den 14. september 1998 på 82,10 med fradrag på 0,16 kr. Dette er i overensstemmelse med kutyme på området.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at indklagede efter reglerne om condictio indebiti har krav på tilbagebetaling af det beløb på 48.672,36 kr., som den 16. september 1998 blev betalt for meget til klageren i forbindelse med betalingen af renter af dennes svenske obligationer. Nævnet lægger herved navnlig vægt på betalingens art og på, at fejlen var så åbenlys, at den kunne have været opdaget af klageren ved en blot overfladisk kontrol.

Ankenævnet finder endvidere, at indklagede under de foreliggende omstændigheder var berettiget til at hæve beløbet på klagerens konto.

Hvad angår den kurs, til hvilken omvekslingen fra svenske til danske kroner fandt sted, må det lægges til grund, at der foreligger kutyme for anvendelse af middelkursen to ekspeditionsdage før den dag, da beløbet skal være til disposition for beløbsmodtager. Der er heller ikke grundlag for at kritisere indklagedes fradrag i middelkursen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.