Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Omkostninger til opgørelser ved tvangsauktion.

Sagsnummer: 236 /1992
Dato: 08-12-1992
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn
Klageemne: Tvangsauktion
Ledetekst: Omkostninger til opgørelser ved tvangsauktion.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 23. juni 1986 ydede indklagede klageren et lån på 180.000 kr. Til sikkerhed for lånet håndpantsattes to ejerpantebreve med pant i to forskellige ejendomme samt fire pantebreve.

Restgælden i henhold til lånet blev i februar 1989 overgivet til retslig inkasso. Restgælden var da 171.389,08 kr. Indklagede overgav samtidig to andre lån med en restgæld på henholdsvis 53.550,56 kr. og 3.413,89 kr. til inkasso.

Den 18. maj 1990 solgtes via indklagede et af de håndpantsatte pantebreve. Ved en fejl fra indklagedes side blev opkrævningsproceduren ikke stoppet, således at pantebrevsdebitor betalte ydelse pr. 30. juli 1990 og 30. oktober 1990 med 2 x 3.455 kr., hvilke beløb krediteredes en inkassokonto hos indklagede vedrørende klagerens engagement. Ydelsen pr. 30. juli 1990 blev dog alene krediteret med et fradrag for et depotgebyr på 415,90 kr.

Ved skrivelse af 19. marts 1991 til klageren anmodede indklagede om tilbagebetaling af de to pantebrevsydelser med fradrag af 345,26 kr. depotgebyr fejlagtigt opkrævet pr. 12. december 1990. Klageren anmodedes om at indbetale 6.564,74 kr.

Ved stævning indleveret til Retten i Nykøbing Sjælland den 9. september 1991 stævnede indklagede klageren til betaling af 7.064,74 kr. Beløbet fremkom som det tidligere opkrævede beløb på 6.564,74 kr. med tillæg af 500 kr., som udgjorde indklagedes ekspeditionsgebyr for opkrævningsskrivelser. På klagerens anmodning udsattes sagen den 27. marts 1992 på forelæggelse for Ankenævnet.

Under sagen er fremlagt en opgørelse fra indklagedes inkassoadvokat over indklagedes tilgodehavende pr. 1. oktober 1990. Ifølge denne udgjorde hovedstolen pr. 21. februar 1989 med tillæg af inkassosalær 259.459,64 kr. Beløbet er fradraget indbetalinger på ialt 148.630,65 kr. i form af indbetalinger til indklagede, pantebrevsydelser samt provenu ved salg af to pantebreve. Med tillæg af omkostninger ved fogedretsmøde 20. april 1990 samt med fradrag af yderligere indbetalinger på 7.500 kr. er restgælden opgjort til 105.080,89 kr. Herefter er tillagt renter for 1989 med 34.355,35 kr. og rente indtil 1. oktober 1990 med 24.678,80 kr. eller rente ialt 59.034,15 kr. Endvidere er tillagt 3.904 kr., som er oplyst at vedrøre "salær inklusive moms for udfærdigelse af 16 stk. opgørelser til besvarelse af forespørgsler i anledning af begæring om tvangsauktion fra anden side". Restgælden er herefter ialt opgjort til 168.019,04 kr.

Af kontoudskrift over inkassokontoen hos indklagede fremgår, at der den 3. oktober 1990 er bogført en indbetaling på 168.019,04 kr., hvorefter kontoens saldo udgør 64.471,16 kr. Samme dag er beløbet på 64.471,16 kr. bogført som en udbetaling, hvorefter kontoens saldo er 0 kr. Beløbet 168.019,04 kr. var en overførsel fra klagerens nye pengeinstitut.

Under sagens forberedelse for Ankenævnet har indlagede oplyst, at differencen mellem beløbet på 64.471,16 kr. og rentebeløbet på 59.034,15 kr. udgjorde indklagedes inkassogebyr af 16. februar 1989 1.100 kr., samt pantebrevsydelser indgået 2. og 7. august 1990 med henholdsvis 1.298,18 kr. og 3.039,10 kr. Disse beløb var ikke medregnet i opgørelsen af gælden pr. 1. oktober 1990. Endvidere er fradraget 0,27 kr. vedrørende en fejl i forbindelse med opgørelse af indlånskonti den 21. februar 1989.

Indklagede har herefter nedsat kravet mod klageren med 1.298,18 kr. og 3.455 kr., således at det udgør 2.311,56 kr. Indklagede har efterfølgende yderligere nedsat kravet med 500 kr. vedrørende ekspeditionsgebyr for opkrævningsskrivelser, dvs. til 1.811,56 kr..

Klageren har anført, at der yderligere bør fragå et beløb for manglende godskrivning af rente på 150 kr., ligesom klageren ikke kan anerkende salæret på 3.904 kr.

Klageren har herefter nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 2.242,44 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede uberettiget har debiteret klagerens engagement med 3.904 kr. vedrørende indklagedes inkassoadvokats honorarer for besvarelse af forespørgsler i forbindelse begæring om tvangsauktion. Klageren har endvidere anført, at den fremlagte opgørelse udarbejdet af indklagedes inkassoadvokat ikke tager hensyn til renter af pantebrevsydelserne pr. 2. august og 30. juli 1990, hvorfor klageren bør godskrives renter med 150 kr. for tiden frem til 1. oktober 1990.

Indklagede har anført, at salæret på 3.904 kr. er debiteret engagementet med rette, og har henvist til lånedokumentet fra 1986, pkt. 13, hvorefter "omkostninger ved varetagelse af Sparekassens interessere ifølge gældsbrev betales af debitor.". Med hensyn til renter af de to pantebrevsydelser har indklagede anført, at man har valgt at se bort fra rentekrav under hensyntagen til, at der er tale om ganske beskedne beløb, men såfremt klageren finder, at rentekrav skal medtages, vil indklagede tillige kræve renter af sit tilgodehavende beløb fra 1. oktober 1990.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagedes advokat har til varetagelse af indklagedes interesser som panthaver i klagerens ejendomme foretaget opgørelser af indklagedes krav til brug i forbindelse med begæringer om tvangsauktion indgivet af andre kreditorer. Ankenævnet finder, at indklagede er berettiget til at forlange advokatens salær herfor godtgjort af klageren.

Af de grunde, der er anført af indklagede, finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at imødekomme klagerens krav om godskrivning af et rentebeløb på 150 kr.

Der afsiges herefter kendelse i overensstemmelse med indklagedes seneste forligstilbud.

Som følge heraf

Indklagede bør anerkende, at fordringen mod klageren nedsættes til 1.811,56 kr. Iøvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.