Kreditkøbslovens § 14. Rykkergebyrer, opsigelsesgebyrer m.m.
| Sagsnummer: | 441 /1989 |
| Dato: | 30-04-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Per Overbeck, Niels Busk, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kreditkøb
Gebyr - rykkergebyr |
| Ledetekst: | Kreditkøbslovens § 14. Rykkergebyrer, opsigelsesgebyrer m.m. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 29. maj 1986 købte klageren en brugt Citroen 2CV. I købekontrakten, der er med ejendomsforbehold, var kontantprisen angivet til 35.130 kr. og kreditkøbsprisen til 41.544,98 kr. Udbetalingen udgjorde 9.000 kr., og restgælden incl. oprettelsesgebyrer 27.437 kr. skulle afvikles med en månedlig ydelse på 904 kr. at erlægge den 1. i hver måned.
Ved allonge til købekontrakten transporteredes kontrakten samme dag til indklagede. Ved underskrift af allongen erklærede klageren, at han havde gjort sig bekendt med købekontraktens bestemmelser, herunder allongens indhold og transport til indklagede.
Af købekontraktens almindelige bestemmelser § 2 fremgår, at køber betaler gebyr ved sælgerfirmaets fremsættelse af betalingspåkrav efter forfaldsdagen, og af allongens bestemmelser, hvor der er henvist til købekontraktens almindelige bestemmelser § 2 fremgår, at betaling ".... anses for rettidig, hvis den sker senest 4 hverdage efter forfald. Ved betaling efter dette betales påkravsgebyr.".
I januar 1988 undlod klageren at betale den månedlige ydelse, og ved skrivelse af 11. februar 1988 rykkede indklagede klageren for betaling af restancen på 904 kr., ligesom indklagede debiterede klagerens konto et gebyr på 200 kr., hvilket oplystes i rykkerskrivelsen. Den 9. marts 1988 indbetalte klageren 904 kr. til indklagede, og den 10. marts 1988 rykkede indklagede påny klageren for betaling af en restance på 904 kr., ligesom klagerens konto blev debiteret for et gebyr på 200 kr.
Ved skrivelse af 28. april 1988, på hvilket tidspunkt restancen udgjorde 1.808 kr., opsagde indklagede kontrakten til fuld indfrielse pr. 3. maj 1988 og debiterede klagerens konto med et gebyr på 500 kr.
Den 10. maj 1988 indbetalte klageren restancen på 1.808 kr. Ved skrivelse af 13. maj 1988 rykkede indklagede klageren for indbetaling af 1.404 kr. og debiterede kontoen for et rykkergebyr på 200 kr. Efter anmodning fra klageren oplyste indklagede i skrivelse af 20. maj 1988, at beløbet 1.404 kr. udgjorde en måneds ydelse samt opsigelsesgebyr på 500 kr. Samtidig meddelte indklagede, at der hver måned ville blive tilskrevet rykkergebyr på 200 kr., til restancen var indfriet.
Klageren blev herefter rykket for indbetaling af restancen den 14. juni, 13. juli, 15. august og den 14. september 1988, samtlige gange med debitering af et gebyr på 200 kr. I samme periode indbetalte klageren den månedlige ydelse på 904 kr. den 14. juni, den 7. juli, den 17. august og den 30. august.
Den 14. september 1988 opkrævede indklagede et gebyr på 200 kr. til dækning af omkostninger forbundet med notering af panthaverdeklaration i bilen i klagerens forsikringsselskab, hvilket ifølge indklagede var vanskeliggjort ved, at klageren var i restance med forsikringspræmien.
Ved skrivelse af 16. september 1988 meddelte indklagede klageren, at klagerens forsikringsselskab havde oplyst, at præmierestancen nu var betalt. Samtidig meddeltes klageren, at fremtidige besvarelser af hans henvendelser til indklagede ville medføre et gebyr på 200 kr.
Ved skrivelse af 20. september 1988, hvor restancen udgjorde 904 kr., opsagde indklagede kontrakten til fuld indfrielse og debiterede klagerens konto med et gebyr på 500 kr.
Den 27. september 1988 beregnede indklagede et gebyr på 200 kr. for besvarelse af en henvendelse fra klageren vedrørende opgørelsen af restgælden.
Den 30. september 1988 indbetalte klageren 2.000 kr. Klageren var herefter ikke i restance frem til september 1989, hvor indklagede den 11. september 1989 rykkede for indbetaling af en restance på 1.807,02 kr. og debiterede klagerens konto med et gebyr på 200 kr.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede ikke har været berettiget til at opkræve gebyrer som sket.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han finder indklagedes gebyrpolitik urimelig. Indklagede har indtil nu opkrævet ca. 3.000 kr. i gebyrer. Indklagede har i september 1988 beregnet sig gebyr for rykkerskrivelser m.v., der er udsendt med få dages mellemrum. Indklagede kunne i stedet have rykket for disse forhold i en enkelt skrivelse og have krævet et gebyr. Det har været vanskeligt for klageren at overskue størrelsen af restancerne og gebyrerne, idet indklagede fra december 1986 ophørte med at sende månedlige specifikationer for engagementet.
Klageren har endvidere anført, at indklagede ikke har hjemmel i købekontrakten eller allongen til at kræve gebyrer for opsigelse af kontrakten og besvarelser af henvendelser fra kunderne.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at klageren med sin underskrift på allongen til købekontrakten har erklæret, at han har gjort sig bekendt med købekontraktens bestemmelser, herunder tillæggets indhold, hvori der henvises særskilt til købekontraktens almindelige bestemmelsers § 2. Hjemlen til at beregne rykkergebyrer fremgår således direkte af aftalen med klageren.
Det er endvidere sædvane i branchen at beregne gebyrer ved opsigelse af engagementer. Denne sædvane er idag nedfældet i indklagedes almindelige forretningsbetingelser, og gebyret beregnes til dækning af omkostninger forbundet med opgørelse af tilgodehavendet.
Ekspeditionsgebyret i forbindelse med besvarelse af klagerens henvendelse findes at have sin berettigelse i det arbejde, der var forbundet med at besvare klagerens talrige henvendelser til indklagede, og klageren blev orienteret om dette gebyr, forinden yderligere henvendelser fra klageren gav anledning til beregning af gebyret. Beregning af gebyrerne er ikke udtryk for en tilfældig belastning af klagerens engagement, men for at man ved at beregne gebyrer særskilt for misligholdte engagementer opnår, at den enkelte kunde betaler for de ydelser, kunden far. Alternativt skulle samtlige kunder belastes med omkostninger forbundet med administration af misligholdte engagementer.
Klageren har ultimo hvert år modtaget kontoudskrifter, hvoraf samtlige posteringer fremgår.
Ankenævnets bemærkninger:
Selv om der som i det foreliggende tilfælde i kontrakten er hjemmel til at kræve gebyr for rykkerskrivelser, må adgangen hertil være betinget af, at rykkerskrivelsen kan siges at være afgivet med føje. Heraf følger bl.a., at der må være et maksimum for antallet af gentagne rykkerskrivelser, for hvilke der kan kræves gebyr. Dette maksimum findes passende som udgangspunkt at kunne fastsættes til 3 rykkerskrivelser, idet kreditor i hvert fald, når dette antal gentagne rykkerskrivelser er afgivet, i almindelighed bør tage stilling til, om restgælden, hvis der er adgang hertil, bør opsiges til indfrielse, om restancen bør inddrives, eller om der bør indrømmes henstand med restancen i form af forlængelse af lånets løbetid eller på anden måde. Det anførte normale maksimum for antallet af gebyrbelagte rykkerskrivelser sigter til en sammenhængende periode, i hvilken låntageren til stadighed har været i restance, selv om der måtte være foretaget indbetalinger i perioden.
Efter det anførte findes indklagede ikke at kunne kræve gebyr for de rykkerskrivelser, der er afgivet den 14. juni, den 13. juli, den 15. august og den 14. september 1988.
Det bemærkes, at klagen ikke angår størrelsen af de enkelte rykkergebyrer, og at Ankenævnet derfor ikke har taget stilling til dette spørgsmål.
Indklagede findes ikke at have haft hjemmel til at opkræve de 2 gebyrer på hver 500 kr. for opsigelse af lånet, allerede fordi de i kreditkøbslovens § 14 indeholdte betingelser for opsigelse ikke var opfyldt.
Selv om indklagede i sin skrivelse af 16. september 1988 tilkendegav, at man fremtidig ville beregne sig et gebyr på 200 kr. for besvarelse af henvendelser fra klageren, findes indklagede ikke at have været beføjet til at afkræve klageren et sådant gebyr.
Endelig findes det i mangel af nærmere oplysninger om hjemmelen og baggrunden heller ikke godtgjort, at indklagede har haft ret til at opkræve et gebyr på 200 kr. for notering af panthaverdeklaration.
Som følge af det anførte