Pantebrevslån ydet i forbindelse med køb af ejendom afregnet med for stort beløb.
| Sagsnummer: | 205 /2006 |
| Dato: | 21-12-2006 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Rut Jørgensen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Tilbagesøgning
|
| Ledetekst: | Pantebrevslån ydet i forbindelse med køb af ejendom afregnet med for stort beløb. |
| Indklagede: | BRFbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører indklagedes tilbagesøgningskrav som følge af, at et pantebrevslån, der blev etableret i forbindelse med klagernes køb af en fast ejendom, blev afregnet med et for stort beløb.
Sagens omstændigheder.
I efteråret 2005 købte klagerne en fast ejendom for en købesum på 1.195.000 kr., som skulle finansieres med et realkreditlån og et lån hos indklagede.
Klagerne optog et 4 % realkreditlån med en hovedstol på 991.000 kr. i BRFkredit og underskrev den 6. oktober 2005 et pantebrev til indklagede vedrørende et boliglån på 284.500 kr. til en rente på 7,5 % p.a.
Den 22. november 2005 afregnede indklagede pantebrevslånet med et provenu på 302.624 kr., som blev indsat på klagernes køberkonto med valør den 15. oktober 2005. Samme dag sendte indklagede en skrivelse til klagerne om afregningen. Af skrivelsen fremgik, at lånets hovedstol var på 308.800 kr.
Den 29. november 2005 blev køberkontoen opgjort med et provenu på 25.657,68 kr., som ved skrivelse af samme dato blev sendt til klagerne i check. Indklagede anførte, at sagen blev betragtet som afsluttet og vedlagde en kontoudskrift for køberkontoen.
Klagerne har anført, at de ved modtagelsen af skrivelsen af 22. november 2005 rettede telefonisk henvendelse til indklagede og gjorde opmærksom på, at hovedstolen tilsyneladende var fejlagtigt angivet. Ved modtagelsen af checken kontaktede de på ny indklagede, der undersøgte sagen og herefter bekræftede, at udbetalingen var korrekt. Indklagede har bestridt, at klagerne skulle have rettet henvendelse. Der foreligger ingen notater herom, og ingen af de relevante medarbejdere hos indklagede kan mindes at have talt med klagerne.
Ved skrivelser af henholdsvis 16. og 25. januar 2006 rettede indklagede henvendelse til klagerne om ydelsen på pantebrevslånet pr. den 11. december 2005, der ikke som forudsat var blevet opkrævet ved fremsendelse af indbetalingskort. Af begge skrivelser fremgår lånet med en hovedstol på 308.800 kr.
Ved skrivelse af 7. februar 2006 rettede indklagede henvendelse til klagerne om pantebrevslånet, som var blevet udbetalt med et for stort beløb. Forskellen mellem det udbetalte og det faktiske provenu var på 24.212,30 kr. Indklagede hævede dette beløb på køberkontoen med valør den 3. januar 2006. Indklagede tilbød at opskrive pantebrevet med det manglende beløb eller at yde et lån med afdragsfrihed en kortere årrække.
Ved skrivelse af 9. marts 2006 rykkede indklagede for klagernes stillingtagen til afviklingen af gælden på køberkontoen.
Den 31. marts 2006 blev køberkontoen debiteret renter på 373,80 kr. Kontoen udviste herefter en saldo på 24.586,10 kr. (negativ).
Ved stævning af 28. juni 2006 indbragte indklagede sagen for retten i Brøndbyerne, hvor indklagede påstod klagerne dømt til at betale 24.586,10 kr. med tillæg af rente 14,75 % p.a. fra den 22. maj 2006.
Klagerne nedlagde påstand om frifindelse.
Den 29. august 2006 blev sagen af retten udsat på Ankenævnets afgørelse.
Parternes påstande.
Klagerne har nedlagt påstand om, at indklagede skal frafalde kravet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de hverken vidste eller burde have vidst, at de fik udbetalt et for stort beløb, idet de inden udbetalingen havde gjort indklagede opmærksom på fejlen med hensyn til hovedstolen og efterfølgende fik bekræftet, at udbetalingen var korrekt. Indklagede må således anses for at være bundet af erklæringen om udbetalingen, jf. aftalelovens § 32, stk. 1.
De forbrugte det udbetalte beløb i god tro og i tillid til, at udbetalingen var korrekt.
Indklagede må bære risikoen for sine egne fejl.
Indklagede gjorde først kravet gældende mere end to måneder efter, at udbetalingen fandt sted. Det fremgik ikke af skrivelserne af 16. og 25. januar 2006, at udbetalingen af overskuddet af finansieringen ikke skulle have været foretaget.
Indklagede har anført, at klagerne efter reglerne om condictio indebiti har pligt til at tilbagebetale beløbet, der blev udbetalt ved en fejl i forbindelse med etableringen af pantebrevslånet.
Fejlen opstod, fordi der undervejs i forløbet var forskellige lånestørrelser på bordet. Ved en fejl blev det ikke rettet i systemet, at det endelige pantebrev blev udstedt med en hovedstol på 284.500 kr.
Ved modtagelsen af checken burde klagerne havde indset, at der var tale om en fejl. Dette understøttes af klagernes egen forklaring, hvorefter de var usikre på, om beløbet rettelig skulle udbetales til dem.
Låneoptagelsen skete alene med henblik på finansiering af købesummen, og klagerne burde derfor have indset, at det beroede på en fejl, at de fik udbetalt et provenu.
Umiddelbart før modtagelsen af checken modtog klagerne en skrivelse, hvor lånets hovedstol var forkert angivet. Da de herefter modtog checken, vidste de således, at opgørelsen var sket på et forkert grundlag.
Klagerne kunne også af posteringsoversigten for køberkontoen se, at pantebrevslånet var blevet afregnet med et større beløb end 284.500 kr.
Der blev rettet henvendelse til klagerne umiddelbart efter, at fejlen var blevet opdaget. Der kan derfor ikke lægges vægt på, at der gik to måneder fra udbetalingen af checken og til kravet om tilbagebetaling.
Klagerne har ikke lidt noget tab ved kravet om tilbagebetaling, idet pengene aldrig var tiltænkt dem. Klagerne blev tilbudt en afdragsordning.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved afregningen af klagernes pantebrevslån indsatte indklagede ved en fejl 24.212,30 kr. for meget på klagernes køberkonto. Fejlen medførte, at klagerne ved opgørelsen af køberkontoen fik udbetalt et for stort beløb.
Beløbet på 25.657,68 kr., som indklagede sendte til klagerne, oversteg væsentligt, hvad klagerne kunne forvente at få udbetalt i forbindelse med opgørelsen af køberkontoen, og Ankenævnet finder derfor, at klagerne burde have indset, at beløbets størrelse beroede på en fejl. Som følge heraf og idet indklagede ikke ved passivitet eller på anden måde findes at have fortabt sin ret til at forlange det for meget udbetalte låneprovenu tilbagebetalt, er indklagede berettiget til at kræve det for meget udbetalte tilbagebetalt.
Ankenævnet har ikke taget stilling til forrentningen af indklagedes krav.
Ankenævnet bemærker, at indklagede før stævning blev udtaget har tilbudt klagerne en afdragsordning.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.