Rådgivning i forbindelse med investering i investeringsforeningsbeviser.
| Sagsnummer: | 36 /2000 |
| Dato: | 06-06-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Ole Reinholdt, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Etiske retningslinier |
| Ledetekst: | Rådgivning i forbindelse med investering i investeringsforeningsbeviser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes rådgivning i forbindelse med klagerens køb af investeringsforeningsbeviser i 1998.
Sagens omstændigheder.
Ved handelsnota af 25. november 1998 afregnede indklagede klagerens køb af 1.904 stk. investeringsforeningsbeviser i BG Invest Danske Obligationer til kurs 104,5, svarende til en kursværdi på 198.968 kr.
Den 20. april 1999 blev der udbetalt 12.376 kr. i udbytte på investeringsforeningsbeviserne. Udbyttet, der efter fradrag af 25% i skat udgjorde 9.282 kr., blev indsat på klagerens konto hos indklagede.
Ved handelsnota af 13. januar 2000 blev investeringsforeningsbeviserne solgt til kurs 99,70, svarende til en kursværdi på 189.828,80 kr.
Ved handlerne blev der betalt henholdsvis 994,84 kr. og 949,14 kr., i alt 1.943,98 kr., i kurtage.
Parternes påstande.
Den 21. januar 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det investerede beløb på 198.968 kr. indestod på en aktionærkonto hos indklagede til en rente på 3,25% p.a.
I forbindelse med, at hun i november 1998 henvendte sig til indklagede for at få en kontooversigt, sagde indklagedes medarbejder, at det var dumt at have et så stort beløb stående på en almindelig bankkonto. Hun oplyste, at hun var i gang med en renovering af sin ejendom, og at hun skulle bruge indeståendet på kontoen, når renoveringen var tilendebragt om forventet 1/2 - 1 år, og mente derfor ikke, at det kunne svare sig at investere beløbet. Hun ville under ingen omstændigheder løbe en risiko.
Medarbejderen overbeviste hende om, at hun burde investere beløbet i investeringsforeningsbeviser, idet hun herved uden at løbe en risiko kunne opnå en bedre forrentning. Den højere rente ville opveje omkostningerne ved placeringen. Medarbejderen gentog flere gange, at hun kunne være helt sikker på, at hun på et hvilket som helst tidspunkt kunne få det fulde investerede beløb udbetalt. Der ville ikke være kursfald eller -stigning, da sammensætningen af investeringen gjorde, at denne var stabil.
Ved salget af investeringsforeningsbeviserne fik hun udbetalt 11.083,18 kr. mindre end det investerede beløb.
Selv om der tages højde for det udbetalte udbytte, har hun lidt et tab, idet provenuet ved salget af investeringsforeningsbeviserne med tillæg af udbyttet efter skat alene udgør 198.161,66 kr., mens det investerede beløb med tillæg af rente 3,25% p.a. kan opgøres til 207.815,54 kr. Differencen udgør 9.653,89 kr. Indklagede har som følge af mangelfuld rådgivning om investeringen pådraget sig erstatningsansvar for dette tab. Indklagede bør i hvert fald refundere omkostningerne til kurtage. Rådgivningen var i strid med Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning, hvoraf det bl.a. fremgår, at kunden skal orienteres om relevante risici.
Indklagede har anført, at den endelige beslutning om investeringen blev truffet af klageren, og indklagede har ikke påtaget sig nogen garanti for kursudviklingen på investeringsbeviserne, ligesom indklagede ikke har stillet klageren i udsigt, at der ikke er en risiko ved investering i investeringsforeninger.
Når der henses til det modtagne udbytte i april 1999, har klageren ikke lidt noget tab ved investeringen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft og Inge Frølich - udtaler:
Det må som ubestridt af indklagede lægges til grund, at indklagede var bekendt med, at investeringsforeningsbeviserne skulle realiseres efter relativt kort tid, idet klageren i forbindelse med renoveringen af sin ejendom havde behov for et kontant beløb svarende til det investerede.
Vi finder derfor, at indklagede havde særlig anledning til at sikre sig, at klageren var bekendt med risikoen for et kursfald på investeringsbeviserne. Ifølge klageren fremhævede indklagede, at investeringen ikke indebar en kursrisiko, og at omkostningerne ved investeringen ville blive opvejet af en højere forrentning.
Vi finder herefter, at indklagede bør godtgøre klageren kurstabet ved investeringen på 4,8 kurspoint, svarende til 9.139,20 kr., hvorved klageren stilles, som hun havde forudsat ved beslutningen om at foretage investeringen. Vi har herved lagt vægt på, at det af Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning pkt. 11, fremgår, at pengeinstituttet skal sørge for, at alle væsentlige aftaler indgås eller bekræftes skriftligt med angivelse af eventuelle særlige forudsætninger, herunder væsentlige forudsætninger i den tilknyttede rådgivning.
2 medlemmer - Ole Reinholdt og Ole Simonsen - udtaler:
Efter de modstridende oplysninger om omstændighederne ved klagerens beslutning om at investere i investeringsforeningsbeviser finder vi, at en stillingtagen til sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Vi stemmer derfor for at afvise klagen, jf. § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger betale klageren 9.139,20 kr. med tillæg af rente efter renteloven fra den 21. januar 2000. Klagegebyret tilbagebetales klageren.