Afgørelse

Låneomlægning. Løbetid på obligationer.

Det indklagede institut tilbød den 26. september 1996 på eget initiativ klageren omkostningsfrit pr. 31. december 1996 at omlægge et 9 pct. mix-lån til et 7 pct. annuitetslån. Instituttet tilbød at opkøbe det nye låns obligationer til kurs 100. Klageren accepterede den 9. oktober 1996 tilbudet med forbehold om, at han ved en kurs over 100 frit kunne sælge obligationerne til anden side. Den 15. november 1996 meddelte instituttet klageren, at han ikke - hvis instituttets købstilbud ønskedes fastholdt - kunne stå frit med hensyn til obligationssalget. Med henvisning til instituttets lange reaktionstid fastholdt klageren over for instituttet, at aftalen svarede til indholdet af hans brev af 9. oktober 1996. Klageren meddelte primo december 1996 instituttet, at han ønskede obligationerne for det nye lån overført til sin VP-konto snarest og senest pr. 31. december 1996. Instituttet meddelte den 9. december 1996 klageren, at han skulle være opmærksom på, at obligationerne for det nye lån var 15-årige. Klageren protesterede flere gange over den manglende sammenhæng mellem obligationernes og lånets løbetid, hvilket han fandt var i strid med den indgåede aftale, og forbeholdt sig ret til erstatning, da kursværdien for 15-årige obligationer måtte antages at være mindre end for 10-årige obligationer. Instituttet fastholdt sin ret til at afregne lånet som anført. Obligationerne blev overført til klagerens VP-konto og blev afhændet den 8. januar 1997 til en kurs på 100,85.

Klageren nedlagde ved Nævnet med påstand om, at instituttet skulle yde ham erstatning samt dække hans advokatsalær - et samlet krav på 20.566 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at tilbudet måtte forstås således, at der skulle udstedes 10-årige obligationer for det 10-årige lån, og at det må anses for en typeforud-sætning, at lånenes og obligationernes løbetid er identisk, således at kursen på 10-årige obligationer er bestemmende for vilkårene på et 10-årigt lån. Det tilføjedes, at obligationskursen ikke alene afhænger af den pålydende rente på obligationerne, men navnlig også af disses løbetid. Klageren havde med rette kunnet gå ud fra, at hans accept af 9. oktober 1996 var overensstemmende med tilbudet, og instituttet måtte have indset dette. Instituttets meddelelse af 28. november 1996 til klageren om vilkårene for fastholdelse af tilbudet var ikke sket uden ugrundet ophold, jf. aftalelovens § 6, stk. 2, hvorfor der var indgået en aftale med et indhold svarende til klagerens accept. Nævnet fandt derfor, at instituttet havde været forpligtet til at udbetale lånet i 7 pct. 10-årige annuitetsobligationer, og at instituttet skulle erstatte klageren hans tab i anledning af instituttets manglende overholdelse af den indgåede aftale. Nævnet fastsatte en skønsmæssig erstatning på 10.000 kr.