For meget udbetalt provenu. Condictio indebiti.
| Sagsnummer: | 216081550 |
| Dato: | 07-04-2017 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Morten B. Pedersen, Anna Marie Ringive, Jacob Elverum og Per Englyst |
| Klageemne: |
Tilbagebetaling - for meget udbetalt provenu
Condictio indebiti |
| Ledetekst: | For meget udbetalt provenu. Condictio indebiti. |
| Indklagede: | BRFkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Realkreditinstitutter |
SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:
Efter det oplyste blev der den 8. april 2016 afholdt et møde mellem klagerne og en kunderådgiver 1 fra det indklagede realkreditinstitut. Mødet havde angiveligt til formål at drøfte mulighederne for klagernes omlægning af et lån til realkreditinstitut 2 samt et boliglån, som var sikret ved et ejerpantebrev på 600.000 kr.
Klagerne fremsendte samme dag den 8. april 2016 forskellige økonomiske oplysninger til rådgiver 1, herunder oplysninger om den indestående gæld til realkreditinstitut 2 og boliglånet. Sidstnævnte havde pr. 1. april 2016 en saldo på -538.918,25 kr.
Realkreditinstitut 2 fremsendte den 26. maj 2016 et indfrielsestilbud til indklagede, hvoraf følgende fremgår:
”Lånets hovedstol er 1.960.000,00 kr. På indfrielsesdatoen er restgælden 1.960.000,00 kr. og obligationsrestgælden 1.895.833,92 kr.
Lånet kan indfries således:
Indfrielsesform Obligationsbeløb til betaling Kontantbeløb i kr. til betaling
Obligationsindfrielse 1.895.833,92 1.020,29
…
Beløb og obligationer til indsendelse
Kontantbeløb kr. 1.020,29
Obligationer i fondskode … med renter til 01.07.2016 kr. 20.953,50
Obligationer i fondskode … med renter til 01.07.2016 kr. 1.874.880,42
Obligationsbeløbet skal overføres til …(realkreditinstitut 2’s)… VP-konto …
…
Specifikation af kontantbeløbet
Ydelse for perioden 01.04.2016 – 21.06.2016 kr. 5.800,52
Heraf renter kr. 1.277,40
Heraf bidrag kr. 4.523,12
Obligationsafdrag for perioden 01.07.2015 – 21.06.2016 kr. 31.249,69
Obligationsrente for perioden 01.07.2015 – 21.06.2016 kr. -36.779,92
Gebyr for indfrielse kr. 750,00
I alt kr. 1.020,29
…”
Indklagede fremsendte den 30. maj 2016 et tilbud til klagerne vedrørende et rentetilpasningslån F3 på 2.600.100 kr. Lånetilbuddet forudsatte indfrielse af lånet på oprindelig 1.960.000 kr. til realkreditinstitut 2 samt boliglånet og det tinglyste ejerpantebrev. Låneudbetalingen var endvidere betinget på følgende måde:
- Da …(indklagede)… på tidspunktet for lånetilbuddets udarbejdelse ikke har alle oplysninger om realkreditlån, der skal indfries, er det ikke muligt at beregne det nøjagtige indfrielsesbeløb. De indfrielsesbeløb/omkostninger, der fremgår af provenuberegningen, er derfor anslåede. De endelige indfrielsesomkostninger vil fremgå af indfrielsesafregningen.”
Endvidere indeholdt lånetilbuddet følgende provenuberegning:
”3. Beregning af provenu ved optagelse af nyt lån
Beregningerne er foretaget den 30.05.2016 og baseret på foreløbige kurser. Det endelige resultat kendes først ved lånets udbetaling
Hovedstol på nyt rentetilpasningslån 2.600.100 kr.
-Omkostninger til …(indklagede)…
Ekspeditionsgebyr 2.000 kr.
Kurtage 6.000 kr.
Gebyr for TinglysningsService 1.500 kr. 11.500 kr.
-Omkostninger til staten
Procentuel tinglysningsafgift* 700 kr. 700 kr.
= Forventet provenu af nyt lån 2.587.900 kr.
-Udgift til lån, der skal indfries (se nedenfor) 1.985.598 kr.
= Forventet provenu af nyt lån efter indfrielse af eksisterende lån 602.302 kr.
Der kan være følgende udgifter og godtgørelse:
-Gebyr, hvis nyt lån bliver udbetalt på baggrund af en garanti 1.000 kr.
= Forventet overskud 601.302 kr.
*Beregning af det beløb, hvoraf der skal betales procentuel tinglysningsafgift (1,5%)
Pålydende, nyt lån 2.600.100,00 kr.
-Overført afgift, indfriede 2.560.000,00 kr.
Afgiftspligtigt beløb 40.100,00 kr.
Specifikation af overført afgift, indfriede lån
Dato/løbenummer Afgift til anvendelse Overført afg. Ikke anvendt afg. Metode
20141028-… 600.000,00 600.000,00 0,00 Hovedstol
20141028-… 1.960.000,00 1.960.000,00 0,00 Hovedstol
Oplysninger om lån, der skal indfries
1. …(Realkreditinstitut 2)…, Rentetilpasningslån, 1.960.000 kr., 02892%
Manuel opsat indfrielse 1.985.598 kr.
Udgift til indfrielse af lån 1.985.598 kr.
Beløb, der skal betales ved indfrielse 1.985,598 kr.
Indfrielsen er baseret på, at lånet kan indfries til kurs 100,000. Kursen er anslået.”
Indklagede foretog den 8. juni 2016 opkøb af de obligationer, der skulle anvendes til indfrielsen af lånet til realkreditinstitut 2. Af fondsnotaerne fremgår følgende:
”…
BELØB
Terminskurs BASISKURS 102,5000000
TERMINSFRADRAG 0,0500000
KURSVÆRDI NOM 1.874.880,42 KURS 102,4500000 1.920.814,99-
KURSTILLÆG KURSPOINT 0,1000000 1.874,88-
KURTAGE 0,25000% AF KURSVÆRDI 1.920.814,99- 4.802,04-
RENTE 2,00000% i 357 DAGE 36.575,54-
I ALT 1.964.067,45-
…
BELØB
Terminskurs BASISKURS 101,3500000
TERMINSFRADRAG 0,0000000
KURSVÆRDI NOM 20.953,50 KURS 101,3500000 21.236,37-
KURSTILLÆG KURSPOINT 0,1000000 20,96-
KURTAGE 160,00-
RENTE 1,00000% i 357 DAGE 204,38-
I ALT 21.621,71-
…”
Rådgiver 1 videresendte den 14. juni 2016 til klagerne følgende e-mail fra rådgiver 2 i indklagedes udbetalingsafdeling:
”Til info har jeg i dag udbetalt lån i ovennævnte ejendom. Jf. indfrielsesbeløb fra …(klagernes pengeinstitut)… bliver provenu 163.811,51.
…
Prioriteter
Beh. Type Indfri Modregn. Nedbring Kreditor Provenu i DKK
Foran 0 stk.
Nyt Rente …(Indklagede)… 2.593.400,00
Indfri. Rente …(Realkreditinstitut 2)… -1.020,29
Indfri. Ejerp. Privat pantebrev -532.234,28
…
Beløb
Omk. Type Beskrivelse Beløb
Tinglysningsafg. Gebyr for TinglysningsService 3.500,00 DKK
Rabat på Tingly. Rabat på gebyr for TinglysningsService -3.000,00 DKK
Automatisk ops. Obligationskøb 1.874.880,42 DKK
Automatisk ops. Obligationskøb 20.953,50 DKK
…”
Indklagede fremsendte den 22. juni 2016 en endelig låneafregning til klagerne, som indeholder følgende provenuberegning:
Endeligt provenu for …
Nyt lån, Rentetilpasningslån
Hovedstol 2.600.100,00 kr.
-Procentuel tinglysningsafgift 700,00 kr.
-Kurtage 6.000,00 kr.
-Ekspeditionsgebyr for låneetablering 2.000,00 kr.
+ Refusion af kurtage 1.660,00 kr.
-Tinglysningsafgift (nyt lån) 1.660,00 kr.
+ Rabat på ekspeditionsgebyr for låneetablering 2.000,00 kr.
+ Refusion af kurtage 1.660,00 kr.
Provenu af det nye lån 2.595.060,00 kr.
Modregninger:
Indfrielse: Rentetilpasningslån, lånenr. …, opr. 1.960.000,00 kr.
-Indfrielsesbeløb 1.020,29 kr.
.Indfrielse: Ejerpantebrev, opr. 600.000,00 kr.
-Indfrielsesbeløb 532.234,28
-Gebyr for TinglysningsService 3.500,00 kr.
+Rabat på gebyr for TinglysningsService 3.000,00 kr.
-Tinglysningsafgift(nyt lån) 1.660,00 kr.
-Obligationskøb 1.874.880,42 kr.
-Obligationskøb 20.953,50 kr.
Samlet overskud/underskud 163.811,51 kr.
Fordeling af provenu:
Overført til konto … 163.811,51 kr.
…”
Den 23. juni 2016 fremsendte realkreditinstitut 2 en indfrielseskvittering til indklagede med følgende oplysninger:
Obligationer Kontantbeløb i kr.
…(Realkreditinstitut 2)… 1.895.833,92 1.020,29
…
Specifikation af obligationer
Serie Afdeling Procent Årgang Fondskode
13 Hld 1,00 2017 …
12 Hld 2,00 2017 …
Obligationer i fondskode … kr. 20.953,50
Obligationer i fondskode … kr. 1.874.880,42
Specifikation af kontantbeløb
Ydelse for perioden 01.04.2016 – 21.06.2016 kr. 5.800,52
Heraf renter kr. 1.277,40
Heraf bidrag kr. 4.523,12
Obligationsafdrag for perioden 01.07.2015 – 21.06.2016 kr. 31.249,69
Obligationsrente for perioden 01.07.2015 – 21.06.2016 kr. -36.779,92
Gebyr for indfrielse kr. 750,00
I alt kr. 1.020,29
…”
Af udskrift fra klagernes netbank fremgår det, at der den 22. juni 2016 var straksoverført 163.811,51 kr. til klagernes konto, og at klagerne den 23. juni 2016 overførte et beløb på 25.233,23 kr. til et automobilfinansieringsselskab.
Klagerne indgik den 20. juli 2016 en lejeaftale vedrørende kontorlokaler, som angiveligt skulle danne rammen om en af klagerne nystartede selvstændig virksomhed.
Efter det oplyste var der den 26. juli 2016 dialog mellem rådgiver 1 og klagerne, idet der angiveligt ved en fejl var udbetalt et provenu til klagerne, som var næsten 90.000 kr. større end tilsigtet. Klagerne fremsendte samme dag følgende e-mail til rådgiver 1:
”Tak for snakken tidligere i dag – jeg er glad for, at vi to er enige om, at …(rådgiver 2’s)… fejl aldrig kan blive vores problem J
I den forbindelse vil jeg godt henlede opmærksomheden på følgende kendelse afsagt af Realkreditankenævnet i 1997: …
Som du kan se, har sagen optil flere lighedspunkter med vores og ”Instituttet kunne ikke kræve tilbagebetaling af for meget udbetalt låneprovenu” Nævnet fandt nemlig at ”Fejlen var dels instituttets, dels ikke åbenbar, dels først opdaget meget sent, og desuden havde klagerne da indrettet sig på afregningens rigtighed.”
Med ovenstående kendelses nærvær, finder jeg sagen afsluttet og forventer ikke at skulle foretage mig yderligere.
Venligst bekræft at du er enig i nærværende.”
E-mailen blev efter det oplyste samme dag videresendt til indklagedes juridiske afdeling – dog uden klagernes indledende tekst i relation til betydningen af fejlen.
Indklagedes juridisk afdeling kvitterede den 27. juli 2016 for modtagelsen og oplyste, at sagen ville blive nærmere undersøgt, hvorefter juridisk afdeling ville vende tilbage.
Klagerne gjorde senere samme dag rådgiver 1 opmærksom på, at hendes e-mail af 26. juli 2016 var videresendt til indklagedes juridiske afdeling uden den indledende linje i relation til betydningen af fejlen.
Indklagedes juridisk afdeling fremsendte den 2. august 2016 følgende e-mail til klagerne:
”I forbindelse med at min kollega skulle fremsende sagen til mig, modtog jeg ikke hele mailen. Den har jeg efterfølgende fået fremsendt. …(Rådgiver 1)… skulle gerne have kontaktet dig i sidste uge med henblik på afklaring af det første afsnit i din mail, da hun ikke var af samme opfattelse.
Jeg har vedhæftet skrivelse af d.d.
Jeg vil igen beklage fejlen og den ulejlighed den har medført jer.”
Indklagede fremsendte endvidere også den 2. august 2016 følgende redegørelse til klagerne:
”Jeg har nu gennemgået jeres sag.
Indledningsvis vil jeg gerne beklage, at …(indklagede)… har lavet en fejl i forbindelse med udbetalingen.
Vi har udbetalt jer et for stort provenu
Beregningen i lånetilbud af 30. maj 2016 viser et forventet provenu på 601.302 kr. Rådgiveren har på tidspunktet for udarbejdelsen af tilbuddet ikke kendskab til restgælden bagved ejerpantebrevet. Det er derfor lagt til grund, at restgælden er 600.000 kr. Dette beløb skal trækkes fra og medfører, at provenuet går næsten i nul.
Restgælden af ejerpantebrevet er på indfrielsestidspunktet 532.234,28 kr. Det svarer til, at I kunne forvente et provenu på ca. 69.000,00 kr.
Det fremgår også af lånetilbuddet, at udgiften til indfrielse af …(realkreditinstitut 2)… lånet er anslået til 1.985.598 kr.
I forbindelse med udbetalingen, fik vi ved en fejl tastet obligationsmængden i stedet for prisen for købet af obligationerne. Af låneafregningen af 22. juni 2016 under punkterne ”obligationskøb” er det derfor obligationsmængden, 1.874.880,42 og 20.953,50 (i alt 1.895.833,92 kr.), der står anført. Der skulle rettelig stå 1.964.067,45 kr. og 21.621,71 kr. (i alt 1.985.689,16 kr.), som er prisen for købet af obligationerne. Det betyder, at I har fået udbetalt 89.855,24 kr. mere end I var berettiget til.
Fejlen i udbetalingen i jeres sag blev opdaget i forbindelse med vores månedlige kasseafstemning. I bliver herefter kontaktet og gjort opmærksomme på, at der er sket en fejl, og I har fået udbetalt ca. 90.000,00 kr. for meget.
Når en person med urette modtager et beløb fra en anden, skal beløbet som udgangspunkt betales tilbage. Det udbetalte provenu er væsentligt større end, hvad I har forventet at modtage. Ved at sammenholde beløbene for obligationskøbene på låneafregningen med det anslåede indfrielsesbeløb i lånetilbuddet, kan I se, at der er for stor forskel i beløbene. Fejlen blev opdaget ca. 1 måned efter I havde fået udbetalt provenuet og I blev herefter underrettet om fejlen. Hertil kommer, at en person almindeligvis ikke berettiget kan opnå en gevinst som følge af en anden persons fejl. Vi fastholder derfor, at I skal tilbagebetale 89.855,24 kr.
Vi vil gerne tilbyde jer en afdragsordning
Vi er rigtig ærgerlige over fejlen og den ulejlighed den har medført.
Har I ikke mulighed for at tilbagebetale beløbet på én gang, vil vi derfor gerne tilbyde jer en afdragsordning, hvor I tilbagebetaler beløbet over 5 år.
Hvis I tager imod vores tilbud om en afdragsordning, vil vi gerne tilbyde jer en meget fordelagtig rente, som svarer til den rente, I pt. har på jeres nyudbetalte rentetilpasningslån. Debitorrenten vil derfor være 0,04753%. Den lave rente tilbyder vi under forudsætning af, at I inden 8 dage fra dato accepterer afdragsordningen.
Er I fortsat ikke tilfredse
Medfører besvarelsen ikke et resultat, som er tilfredsstillende for jer, kan I klage til: Realkreditankenævnet …”
Klagerne indbragte efterfølgende en sag for Realkreditankenævnet.
PARTERNES PÅSTANDE:
Klagerne påstår indklagede tilpligtet at anerkende, at indklagede er afskåret fra at kræve det for meget udbetalte provenu tilbagebetalt af klagerne.
Indklagede påstår frifindelse.
KLAGERNES FREMSTILLING:
Klagerne anfører, at sagen drejer sig om tilbagebetaling af for meget udbetalt nettoprovenu i forbindelse med omprioriteringen af deres ejendom.
Deres sag er en parallel til Ankenævnets sagsnr. 96-09-048 med kendelse af 21. marts 1997.
De henviser i øvrigt til nedenstående detaljerede, kronologiske sagsfremstilling:
Den 8. april 2016 besøger indklagedes rådgiver 1 klagerne:
Rådgiver 1 er på kundesøg, hvor kun klager 1 deltager. Her drøftes, hvilken låneform de er interesseret i. Rådgiver 1 lover at fremsende et tilbud. Klager 1 bemærker, at de gerne vil skifte fra realkreditinstitut 2 og havde hørt godt om indklagede.
Samme dag kontakter de rådgiver 1 på mail:
De fremsender 14 dokumenter, som blev efterspurgt af rådgiver 1 – heriblandt opgørelse over ejerpantebrevet, der skulle indfries i deres pengeinstitut.
Den 7. juni 2016 besøger rådgiver 1 klagerne:
Rådgiver 1 er på kundebesøg hos dem. Her fremlægger hun et nyt lånetilbud. Af tilbuddet fremgår det, at provenuet, når lånet i realkreditinstitut 2 indfries, vil være på DKK 601.302. Rådgiver 1 fortæller, at man forventer, at den forestående afstemning i Storbritannien kan skabe noget økonomisk turbulens, hvorfor det er klogest at omlægge enten inden, dvs. nu, eller vente, til der igen er ro i den internationale økonomi. De underskriver lånetilbuddet på mødet. De bemærker, at de fuldt ud har tillid til den rådgivning, de får af indklagedes rådgiver 1, som er senior rådgiver og har arbejdet i branchen i over 30 år.
Den 14. juni 2016 kontakter rådgiver 1 klager 1 telefonisk:
Rådgiver 1 ringer og oplyser, at provenuet bliver knapt DKK 100.000 højere end først antaget. De udbeder sig en forklaring, og rådgiver 1 forklarer, at der har været kursændringer og renteændringer, siden tilbuddet blev oprettet. De bliver spurgt om, hvorvidt der skal genereres et nyt tilbud med en lavere hovedstol, men får samtidig oplyst, at det vil koste DKK 10.000, og at det formentlig ikke vil kunne nås inden den kritiske afstemning i Storbritannien. De beder om skriftlig dokumentation for, at provenuet nu er knapt DKK 100.000 mere end forventet. I første omgang undrede de sig over det høje beløb, men rådgiver 1’s forklaring lød plausibel, og ”hun er jo trods alt Senior rådgiver, og de er vel ikke ude på at snyde sig selv”.
Samme dag den 14. juni 2016 skriver rådgiver 1 til klager 1:
Rådgiver 1 videresender mail fra indklagedes rådgiver 2 (ansat i indklagedes udbetalingsafdeling) med skærmdumps både fra indklagedes interne afregningsprogram og fra deres pengeinstituts opgørelsessystem. Af skærmdumpet fra indklagedes afregningsprogram fremgår det tydeligt, at provenuet er på DKK 163.811,51, hvilket rådgiver 2 også skriver som overskrift i mailen til rådgiver 1. De bemærker, at alle beløb i mailen stemmer, to medarbejdere fra indklagede har henholdsvis skrevet og læst mailen og alle kopierne (skærm-dumpsene) er fra edb programmer (og kan derfor ikke blot være en tastefejl), hvorfor deres tillid selvfølgelig er høj, og al tvivl om provenuets størrelse bliver fejet af banen.
Samme dag den 14. juni 2016 ringer klager 1 til rådgiver 1:
Klager 1 kontakter efter en samtale med klager 2 rådgiver 1 og fortæller, at de er blevet enige om, at der ikke skal genereres et nyt tilbud, og at de godt vil have det ekstra provenu indsat på en konto i deres pengeinstitut. De glæder sig over, at de har været så heldige, at kurserne og renterne er faldet gunstigt ud for dem.
Den 23. juni 2016 sender indklagede et brev til klagerne:
Indklagede sender følgende dokumenterne ”Udbetaling af lån i ejendommen” … og ”Endeligt provenu for …”. Af disse dokumenter fremgår det, at lånesagen nu er afsluttet, og at det endelige provenu er opgjort til DKK 163.811,51. De bruger lang tid på dokumenterne og kontakter både indklagedes kundecenter og rådgiver 1 for at få afklaret, hvad ”Kursgevinsten er på 73.252,97” betyder. Både kundecentermedarbejderen og senere rådgiver 1 gennemgår dokumenterne og forklarer, at det er nogle penge, de har opnået i forbindelse med salget af de gamle obligationer.
Samme dag den 23. juni 2016 indsætter indklagede DKK 163.811,51 på deres pengeinstitutkonto. Nu begynder de for alvor at indrette deres livsførelse efter, at de har det ekstra provenu.
Den 24. juni 2016 overfører klager 1 til bilkreditfirma:
Klager 2’s billån indfries med nogle af pengene fra provenuet. Beslutningen om at indfri billånet sker udelukkende grundet det ekstra provenu, som snildt kan dække billånet.
Den 25. juni 2016:
De beslutter, at klager 2 skal opsige sin stilling med udgangen af juli og med fratrædelse ultimo august. Klager 2 skal realisere drømmen om at starte som selvstændig pr. 1. september, og med det ekstra provenu er det nu muligt for ham at opsige sin stilling én måned tidligere end planlagt. Beslutningen om, at klager 2 stopper en måned tidligere, bliver udelukkende truffet grundet det ekstra provenu, som kan dække løntab i de næste måneder.
Den 20. juli 2016:
Klager 2 og hans partner underskriver lejekontrakt på et erhvervslokale med start 1. september. Planen er, at klager 2 skal stoppe med udgangen af august og starte som selvstændig pr. 1. september.
Den 26. juli 2016 ringer klager 2 til sin chef:
Klager 2 kontakter sin chef pr. sms med henblik på et telefonmøde vedrørende opsigelsen af hans stilling. Fremgangsmåden skyldes, at chefen er på ferie.
Den samme dag den 26. juli 2016 ringer rådgiver 2 til klager 1:
Rådgiver 2 kontakter klager 1 telefonisk og oplyser, at rådgiver 2 er kommet tilbage fra ferie og har opdaget en mail, hvoraf det fremgår, at rådgiver 2 desværre er kommet til at lave en fejl ved at indfri obligationslånet til over kurs 100, og at de nu skal betale knapt DKK 90.000 tilbage til indklagede. Klager 1 bemærker, at hun er dybt chokeret, og siger flere gange ”Men min mand har sagt op før tid på grund af disse penge”, hvilket rådgiver 2 selvfølgelig er ked af, men fastholder, at de DKK 90.000 skal tilbagebetales.
Samme dag den 26. juli 2016 ringer klager 1 til rådgiver 1:
Klager 1 kontakter rådgiver 1 og forklarer, hvad rådgiver 2 lige har fortalt. Rådgiver 1 siger, at hun lige vil ringe ind og finde ud af, ”hvad der er op og ned”, men at rådgiver 1 aldrig har hørt noget lignende i sit 30-årige virke i realkreditbranchen. Klager 1 fortæller rådgiver 1, at klager 2 har opsagt sin stilling, og at pengene skal bruges til at dække hans løntab.
Samme dag den 26. juli 2016 kontakter rådgiver 1 klager 1:
Rådgiver 1 ringer tilbage og siger, at det desværre er rigtigt, at rådgiver 2 har lavet en fejl, men at det efter rådgiver 1’s opfattelse aldrig kan blive deres ansvar. Rådgiver 1 vil nu tale med sin chef (der pt. er på ferie) og vende tilbage samme dag. De taler om, at indklagede sikkert har en rådgivningsansvarsforsikring, og at hvis der virkelig er en fejl, er det underligt at rådgiver 1 ikke har opdaget det, inden eller i forbindelse med at rådgiver 2 ringede og fortalte om det ekstra uventede provenu, men tværtimod fremkom med forklaringen om kurs og renteændringer.
Den samme dag 26. juli 2016 ringer rådgiver 1 til klager 1:
Rådgiver 1 ringer tilbage efter at have talt med sin chef. Denne vil drøfte sagen med sin chef, og rådgiver 1 lover at vende tilbage snarest. Rådgiver 1 gentager, at hun er dybt rystet, men at hun bestemt ikke mener, at det kan komme til at ligge dem til last, at rådgiver 2 har lavet en fejl. Det forekommer stadig meget underligt, at der ikke er en advarsel i indklagedes dataprogram, når en medarbejder taster forkert, og at der ingen kontrol er inden udbetalingen. Her var oven i købet en ekstra kontrol (rådgiver 1), men hun kunne heller ikke (trods 30 år i branchen og nuværende ansættelse i indklagede) se den påståede fejl.
Senere samme dag sender klager 1 en mail til rådgiver 1:
Klager 1 skriver til rådgiver 1 og henviser til telefonsamtalen tidligere, hvor rådgiver 1 giver udtryk for, at fejlen er rådgiver 2’s og ikke kan belaste dem. Endvidere henvises til en kendelse fra Realkreditankenævnet. Formålet med mailen er blot at hjælpe rådgiver 1, hvis hendes chef i første omgang ikke er enig med rådgiver 1 i, at vi ikke kan lastes for indklagedes fejl.
Den 27. juli 2016 skriver indklagedes jurist til klagerne:
Juristen fra indklagedes juridiske afdeling skriver, at hun har modtaget sagen. Dette sker som videresendelse af ovenstående mail, som der er redigeret i. Afsnittet om at rådgiver 1 var enig i, at fejlen var rådgiver 2’s, er slettet. De undrer sig over, at man kan finde på at redigere i andres korrespondance, men ved ikke, om det er hos rådgiver 1 eller i juridisk afdeling redigeringen har fundet sted.
Samme dag mailer klager 1 til rådgiver 1:
Klager 1 videresender den redigerede mail fra rådgiver 2 og udtrykker sin forundring over, at nogen har manipuleret med mailkorrespondancen. For en god ordens skyld sættes indklagedes jurist cc på mailen.
Senere samme dag ringer rådgiver 1 til klager 1:
Rådgiver 1 ringer og siger, at sagen nu er overgået til juridisk afdeling. Rådgiver 1 siger ikke på noget tidspunkt, at hun ikke er enig i, at fejlen var rådgiver 2’s og ikke kunne/burde komme dem til skade. Tværtimod siger rådgiver 1, at hun synes, at indklagede burde have lukket sagen med det samme – underforestået, at indklagede ikke burde gøre krav gældende hos dem for en fejl, indklagede selv havde lavet og først opdagede så længe efter.
Den 28. juli 2016 ringer rådgiver 1 til klager 1:
Rådgiver 1 ringer og siger, at hun nu har afgivet forklaring på indklagedes hovedkontor, og at hun går på ferie fredag, men at de er velkommen til at kontakte hende både mandag og tirsdag pr. sms, hvis der er noget. De siger, at det er ubehageligt at blive behandlet som en ”forbryder”, når man intet har gjort og hele tiden har handlet i god tro. Rådgiver 1 understreger, at de intet forkert har gjort, og at fejlen også kom bag på hende, eftersom hun havde forholdt sig skeptisk til rådgiver 2’s mail og trods sin tillid til kollegaen havde gennemgået tallene.
Den 2. august 2016 skriver indklagedes jurist til klagerne:
Juristen skriver i en redegørelse på vegne af indklagede, at man fastholder kravet om tilbagebetaling efter en gennemgang af sagen.
Juristen skriver indledningsvis, at indklagede ikke havde kendskab til restgælden bag ejerpantebrevet, der skulle indfries. Det er ikke korrekt. Rådgiver 1 fik 8. april 2016 tilsendt 14 dokumenter, heriblandt opgørelsen af restgælden på ejerpantebrevet. Juristen giver endvidere en anden forklaring på fejlen end den, rådgiver 2 oprindelig gav. Det handlede således ikke længere om nogle obligationer, der var indfriet til over kurs 100, men om noget med mængde og pris, der var blandet sammen.
Indklagede skriver, at ”Det udbetalte provenu er væsentligt større end, hvad I har forventet at modtaget”. Det er ikke korrekt. Efter samtalen med rådgiver 1 den 14. juni 2016, mails fra rådgiver 1/rådgiver 2 den 14. juni 2016, slutafregning den 23. juni 2016, samtalen med kundecentermedarbejderen hos indklagede den 23. juni 2016 og endelig samtale med rådgiver 1 den 24. juni 2016 havde de faktisk en forventning om, at den økonomiske rådgivning, de fik, var korrekt. De havde ikke grund til at tro, at indklagede ikke havde styr på sagerne, og de formodede, at det måtte anses for en kernekompetence hos en finansiel virksomhed.
De undrer sig over flere faktuelle fejl i redegørelsen, eksempelvis at man ikke skulle have kendskab til restgælden, da tilbuddet blev udarbejdet, og at fejlen nu skyldes noget andet end det, de først fik forklaret. Det undrer dem også, at indklagede slet ikke forholder sig til 1) det faktum, at tre medarbejdere fra indklagede har fortalt dem, at beløbet var korrekt, 2) at fejlen ikke på nogen måde var åbenbar – ikke engang en indklagede senior rådgiver med 30 års erfaring kunne efter nærmere gennemgang se, at der skulle være en fejl, og 3) at indklagede først kontaktede dem halvanden måned efter, pengene var udbetalt. Sidstnævnte skyldtes angiveligt rådgiver 2’s ferie, men de forstår ikke, at dette ikke var vigtigt nok til, at en anden fra indklagede, fx deres rådgiver 1, kontaktede dem, inden rådgiver 2 kom tilbage fra ferie.
Redegørelsen forholder sig heller ikke til, at man hos indklagede har kendskab til, at de har indrettet deres livsførelse efter de udbetalte midler, og at de hele vejen igennem har handlet i god tro om, at indklagede selvfølgelig talte sandt, når indklagede mundtligt og skriftligt fortalte, at provenuet var blevet højere. Endelig forholder redegørelsen sig ikke til den fremsendte kendelse fra Realkreditankenævnet, som gav kunden ret i, at realkreditinstituttet ikke kunne kræve penge tilbage i en sag, som på alle måder minder om deres.
Dokumentation for sagsfremstillingens rigtighed er fremlagt i klagesagen. De henleder specielt opmærksomheden på, at indklagede, før de modtog låneafregningen, rettede telefonisk henvendelse til dem og oplyste, at de ville få afregnet et større provenu, end de oprindelig var stillet i udsigt. Indklagede oplyste endvidere, at dette beroede på udviklingen i renten og obligationskursen fra lånetilbudstidspunktet til afregningstidspunktet.
De disponerede i tillid til indklagedes oplysninger ved bl.a. at indfri et billån og ved, at den ene af dem opsagde sin stilling en måned tidligere end planlagt for at overgå til status som selvstændig erhvervsdrivende.
Til indklagedes udtalelse har de følgende bemærkninger:
Det er ret ubehageligt at blive beskyldt for at have handlet i ond tro. De er en familie, der har orden i tingene, og som ikke på nogen måde kunne finde på at handle i ond tro, hverken over for indklagede eller nogen anden.
Indklagede forholder sig fortsat ikke til, at de blev kontaktet af rådgiver 1, der oplyste, at de ville få et forhøjet provenu, og som gav dem en plausibel forklaring herpå. Dette blev skriftligt samme dag dokumenteret i en mail, som både rådgiver 1 og 2 var afsender af. Endvidere modtog de en uge efter en 13 sider lang opgørelse fra indklagede, hvori alle beregningerne er udlagt. Navnlig det sidste dokument burde ikke berettige til, at der var tvivl om beløbets rigtighed.
Det er korrekt, at de modtog oplysning om provenuets størrelse den 14. juni 2016. Da provenuet var større, end de oprindelig var blevet stillet i udsigt, udbad de sig som nævnt dokumentation for, at beregningen var korrekt, hvilket de modtog. Det forhold, at dokumentationen blev fremsendt på grundlag af den samme forkerte beregning, som den oprindelige oplysning var givet på grundlag af, må være dem uvedkommende. Det er indklagede, der burde have foretaget en ny selvstændig beregning, da man modtog deres henvendelse om dokumentation. Hvis ikke indklagede som den professionelle part kan opdage egne fejl, kan det ikke forlanges, at de skal opdage dem.
Indklagede mener, at opsigelsen af billånet skete ”meget hurtigt”. De havde på det tidspunkt i 10 dage vidst, at de ville få udbetalt det forhøjede provenu. Skulle de undgå endnu en måneds renter og administrationsgebyr hos bilforhandleren, skulle det skyldte beløb for lånet overføres senest fredag den 24. juni 2016. Hvilket det derfor blev.
Den 26. juli 2016, hvor de pr. telefon fra rådgiver 1 fik bekræftet, at afregningen var forkert, sendte klager 1 en e-mail, hvori hun blandt andet bekræftede indholdet af telefonsamtalen, herunder følgende indledende bemærkning: ”Tak for snakken tidligere i dag – jeg er glad for, at vi to er enige om, at udbetalingsmedarbejder 2’s fejl aldrig kan blive vores problem”.
Rådgiver 1 reagerede ikke på den pågældende bemærkning. Derimod blev den pågældende e-mail tilsyneladende videresendt i indklagedes system, men redigeret af indklagede, idet den citerede bemærkning blev slettet inden videresendelsen. Når rådgiver 1 ikke reagerede på den citerede bemærkning, måtte klager 1 med rette gå ud fra, at det opståede problem ville blive løst internt i indklagedes regi, og at tilbagebetaling ikke ville blive krævet.
Hvis tanken bag ”det for meget udbetalte provenu ikke kunne komme klagerne til last” blot var, at de ikke skulle betale det fulde beløb tilbage på en gang, kan det undre, at en unavngiven medarbejder hos indklagede valgte at slette denne passage i klager 1’s mail fra den 26. juli 2016. Det ville have været mere naturligt at korrigere misforståelsen.
Det er ikke korrekt, at indklagede rettede henvendelse til dem, så snart fejlen blev konstateret. Fejlberegningen blev første gang meddelt klager 1 pr. telefon den 26. juli 2016. Rådgiver 2 indledte telefonsamtalen den 26. juli 2016 med at fortælle, at hun lige var kommet tilbage fra ferie og havde opdaget en intern mail med oplysning om, at der var fejl i beregningen. Den medarbejder hos indklagede, der sendte rådgiver 2 mailen, har altså ikke reageret, ”så snart fejlen blev konstateret”. Indklagede OPFORDRES til at fremlægge den pågældende interne mail, der med en vis grad af sikkerhed vil kunne afsløre, hvornår fejlen blev opdaget.
Det forekommer dem bemærkelsesværdigt, at klager 1 ikke straks blev kontaktet, da fejlen blev opdaget. I stedet afventede indklagede, at rådgiver 2 kommer tilbage fra ferie.
Indklagede forholder sig heller ikke til de tre forklaringer på det forhøjede provenu, der er givet af tre forskellige medarbejdere hos indklagede. Rådgiver 1 hævder, at der er tale om kursudsving, rådgiver 2 hævder, at hun er kommet til at indfri til over kurs 100, og endelig hævder juristen, at der er tale om en tastefejl. Hvis indklagedes egne medarbejdere ikke engang kan gennemskue, hvad der ligger til grund for det forhøjede provenu, hvordan skal de så med rimelighed kunne opdage fejlen?
Der er enighed om, at de i juni 2016 fik både telefonisk og skriftlig bekræftelse på låneafregningens rigtighed. De har ikke, før fejlen blev opdaget, ”muligvis” fået at vide, at det større provenu skyldtes kursudsving. Kursudsving var den klare og utvetydige begrundelse, de fik, da de spurgte til forholdet. Hvis man hverken kan have tillid til en seniormedarbejders udtalelser, det officielle slutafregningsdokument eller indklagedes edb-programmer, er det svært at vide, hvordan man skal agere som kunde hos indklagede.
Vedrørende god og ond tro:
De fastholder, at de var i god tro. De har på egen foranledning fået verificeret afregningens rigtighed, såvel mundtligt som skriftligt af flere forskellige medarbejdere hos indklagede. De har endog modtaget en plausibel begrundelse for, at afregningsbeløbet blev større end først antaget, idet indklagede forklarede dem, at obligationskurserne havde udviklet sig gunstigt i perioden frem til afregningstidspunktet. Det kan ikke med rimelighed forlanges, at de skal være klogere end indklagede, for så vidt angår låneafregninger.
Vedrørende tidsfølgen:
Det er fortsat udokumenteret, hvornår indklagede opdagede fejlen, men der er på den anden side enighed om, at der gik over 1 måned fra provenuafregningen, til de modtog den første henvendelse, hvor der blev gjort opmærksom på fejlen.
INDKLAGEDES FREMSTILLING:
Indklagede oplyser, at klagerne den 22. juni 2016 har optaget et rentetilpasningslån på 2.600.100 kr. hos indklagede.
Af beregningerne i lånetilbud af 30. maj 2016 fremgår et forventet provenu på 601.302 kr. Herfra skal fratrækkes restgælden på ejerpantebrevet, som ifølge indfrielsestilbuddet udgør 532.234,28 kr. Klagerne kunne således forvente et provenu på 69.067,72 kr.
I forbindelse med udbetalingen af klagernes lån fik indklagede ved en fejl indtastet obligationsmængden på indfrielsen i stedet for prisen/kursværdien for købet af obligationerne. I låneafregningen af 22. juni 2016 var det derfor obligationsmængderne på 1.874.880,42 og 20.953,50 (i alt 1.895.833,92), der var anført. Der skulle rettelig have stået 1.964.067,45 kr. og 21.621,71 kr. (i alt 1.985.689,16 kr.), som er prisen/kursværdien for købet af obligationerne. Det betød, at klagerne fik udbetalt et væsentligt større beløb, end de var berettiget til. Klagerne fik således udbetalt 89.855,24 kr. for meget, hvilket er over dobbelt så meget, som de berettiget kunne forvente.
Af lånetilbuddet fremgår endvidere, at udgiften til indfrielse af realkreditinstitut 2 lånet er anslået til 1.985.598 kr. Til trods for, at det er anslået, afviger dette beløb væsentligt fra det i låneafregningen anførte beløb.
Klagerne modtog oplysning om provenuets størrelse den 14. juni 2016, og klagerne udbad sig i den forbindelse skriftlig dokumentation for det forhøjede provenu. Det fremsendte skriftlige materiale var blot en efterkommelse af klagernes ønske om at få noget på skrift og kan dermed ikke anses for at være en uafhængig bekræftelse af provenuets størrelse. Opgørelserne indeholder oplysninger fra indklagedes systemer. Hvis der er indtastet forkerte beløb i systemerne, vil disse forkerte beløb fremgå af opgørelserne, medmindre fejlen er opdaget og korrigeret, forinden opgørelserne sendes ud.
Indklagede opdagede fejlen i forbindelse med kasseafstemningen, som foretages i slutningen af hver måned. Kasseafstemningen for juni måned og udbetalingen af klagernes lån krydsede hinanden, hvorfor fejlen blev opdaget i forbindelse med kasseafstemningen i juli måned. Herefter rettede indklagede straks henvendelse til klagerne og orienterede dem om fejlen. Der gik kun få dage fra konstateringen af fejlen, til klagerne blev telefonisk orienteret herom.
Fejlen blev således opdaget fredag den 22. juli 2016. Klagerne blev kontaktet af indklagede tirsdag den 26. juli 2016. Det ville ikke have gjort nogen forskel, om indklagede havde kontaktet klagerne den 22. juli 2016, da fejlen blev opdaget, idet klagerne allerede havde disponeret over det fejludbetalte provenu. Hvis Realkreditankenævnet vurderer, at den interne e-mail er nødvendig for sagens behandling, vil indklagede naturligvis fremlægge denne. Fra udbetalingen af provenuet, der skete den 23. juni 2016, til indklagede rettede henvendelse til klagerne den 26. juli 2016, gik der ca. 1 måned.
Klagerne kan umuligt have haft den fornødne gode tro med hensyn til at modtage et beløb, som væsentligt oversteg, hvad klagerne med rette kunne forvente at modtage. Dertil kommer, at klagerne selv har undret sig over, at provenuet var ”knapt 100.000 kr. højere end forventet” og har haft et behov for at få størrelsen bekræftet, herunder har udbedt sig dokumentation på størrelsens rigtighed. Den omstændighed, at klagerne efter egen forespørgsel på grund af undren har fået bekræftet, at det udbetalte provenu var korrekt, bør ikke føre til, at klagerne kan opnå en berigelse på grund af indklagedes fejl.
Klagerne anfører, at ”skærm-dumpsene” var fra EDB programmer, og at der derfor ikke kunne være tale om tastefejl, samt at klagerne handlede i tillid til, at oplysningerne i skærm-dumpsene var korrekte og dermed fejede al tvivl væk. Den omstændighed, at der er tale om oplysninger fra EDB-programmer, kan efter indklagedes opfattelse ikke føre til, at man kan være i god tro, når blot der er tale om EDB-programmer. EDB-programmerne skal have oplysningerne et sted fra. Nogle af indklagedes oplysninger i EDB- systemerne trækkes fra andre systemer, hvor de på et tidspunkt er indtastet manuelt. Andre oplysninger indtaster indklagede selv manuelt. Indklagede kan oplyse, at flere dele af indklagedes udbetalingsprocesser sker ved manuel indtastning, herunder blev f.eks. indfrielsesbeløbene for klagernes lån indtastet manuelt.
Dagen efter at klagerne havde fået udbetalt provenuet, indrettede de deres livsførelse herefter. Dette er meget hurtigt sammenholdt med den omstændighed, at klagerne stillede sig undrende over for det væsentligt større provenu.
Der er i nærværende sag tale om condictio indebiti, hvor den person, der med urette modtager et beløb fra en anden, som udgangspunkt er forpligtet til at betale beløbet tilbage. En person er almindeligvis ikke berettiget til at opnå en gevinst, som følge af en anden persons fejl. Det forhold, at klagerne telefonisk/skriftligt fik at vide, at det udbetalte beløb var større end først beregnet, kan ikke føre til, at tilbagesøgningskravet er bortfaldet. Klagerne opnår en ugrundet berigelse, hvis det pålægges indklagede at frafalde kravet om tilbagesøgning.
Efter det oplyste har klagerne brugt beløbet på 1) nedbringelse af deres billån samt 2) som sikkerhed for nedgang i indtjening på grund af opstart af virksomhed. I forhold til nedbringelse af billånet har klagerne blot omsat kontanter til et andet aktiv (bilen). Bilen kan realiseres, og dermed kan klagerne betale beløbet tilbage. Den omstændighed, at klagerne har omsat et aktiv til et andet aktiv, bør ikke kunne fritage klagerne for at betale beløbet tilbage, idet der her ikke er tale om, at beløbet er ”forbrugt”. Klagerne har ikke sandsynliggjort, at det større provenu har været bestemmende for opsigelse af klager 2’s stilling. Ej heller har klagerne bevist eller sandsynliggjort, at de har lidt et tab ved opsigelse af stillingen én måned tidligere end planlagt.
Det kan ikke udelukkes, at indklagede har sagt til klagerne, at udbetalingen af det for meget udbetalte provenu ikke kunne komme dem til last. Indklagedes tanke har været, at klagerne ikke skulle betale det fulde beløb tilbage på én gang, idet likviditeten efter klagernes udsagn ikke længere var til stede, men at indklagede gerne ville råde bod på fejlen ved at tilbyde klagerne et lån/afdragsordning til tilbagebetaling af beløbet.
Klagerne modtog oplysning om, at indklagede ikke var af samme opfattelse som dem i forhold til indholdet af mailen/telefonsamtalerne den 26. juli 2016, samt at klagerne gerne skulle være blevet kontaktet herom med henblik på afklaring af denne misforståelse. Klagerne kunne ikke med rette gå ud fra, at fejlen ville blive løst internt, og at tilbagebetaling ikke ville blive krævet, når klagerne modtager en e-mail fra indklagede med besked, om, at indklagede ikke var af samme opfattelse som klagerne.
Klagerne har forinden udbetalingen af lånet, og før fejlen blev konstateret, muligvis fået at vide, at forklaringen på det større provenu kunne skyldes kursudsving. Efter at fejlen blev konstateret, har klagerne ikke fået modstridende oplysninger, idet lånet er indfriet til en forkert kurs, da udbetaler har indtastet et forkert indfrielsesbeløb.
Indklagede har beklaget fejlen flere gange over for klagerne. Endvidere har indklagede bedt klagerne om at tilbagebetale 89.855,24 kr., herunder tilbudt klagerne en afdragsordning med en meget fordelagtig rente, hvilket klagerne indtil videre ikke har ønsket at acceptere.
Indklagede mener ikke, at indklagede er afskåret fra at opkræve det for meget udbetalte provenu efter reglerne om condictio indebiti.
Der er efter indklagedes opfattelse enighed mellem indklagede og klagerne om, at der er sket en fejl i forbindelse med udbetaling af provenuet, hvilket har medført, at klagerne har fået udbetalt 89.855,24 kr. for meget.
Anbringender
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende
at klagerne undrede sig over provenuets størrelse,
at klagerne udbad sig dokumentation for, at provenuet var højere end forventet,
at det udbetalte provenu væsentligt oversteg, hvad klagerne havde forventet og kunne forvente,
at klagerne ikke var i god tro om provenuets størrelse,
at klagerne burde have vidst, at det udbetalte provenu var for stort og beroede på en fejl,
at indklagede har reageret straks efter, at fejlen blev opdaget,
at fejlen blev opdaget relativt hurtigt,
at indklagede rettede henvendelse til klagerne om fejlen ca. 1 måned efter udbetalingen,
at indklagede ikke har udvist passivitet,
at klagerne efter reglerne om condictio indebiti ikke er berettiget til at opnå en berigelse som følge af en anden persons fejl,
at klagerne ikke har ”forbrugt” det for meget udbetalte provenu,
at klagerne har omsat hele eller dele af det for meget udbetalte provenu til andre aktiver,
at klagerne ikke har sandsynliggjort, at det for meget udbetalte provenu har været bestemmende for, at den ene af klagerne ville opsige sin stilling, og
at klagerne ikke har bevist eller sandsynliggjort, at de har lidt et tab.
OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:
Klagerne har i sagen henvist til Realkreditankenævnets afgørelse i j.nr. 9609048, som på Nævnets hjemmeside er resumeret som følger:
”Tilbagebetaling af for meget udbetalt provenu.
Instituttet kunne ikke kræve tilbagebetaling af for meget udbetalt låneprovenu. Fejlen var dels instituttets, dels ikke åbenbar, dels først opdaget meget sent, og desuden havde klagerne da indrettet sig på afregningens rigtighed.
I forbindelse med klagernes salg af den omhandlede ejendom afgav det indklagede realkreditinstitut i august 1995 lånetilbud. Lånetilbudet indeholdt et budget, hvoraf der fremgik et anslået beløb på 202.420 kr. til indfrielse af tre indestående lån til realkreditinstituttet. Det overskydende provenu udgjorde 448.225 kr. Realkreditinstituttet fremsendte den 28. september 1995 til klagernes pengeinstitut indfrielsesopgørelser for lån 1 og 3, hvoraf det fremgik, at der til indfrielsen var modtaget henholdsvis 75.973 kr. og 119.629 kr. - i alt 195.602 kr. Dagen efter fremsendte realkreditinstituttet en låneafregning til klagernes pengeinstitut, hvoraf det fremgik, at der til indfrielserne var modregnet 205.369 kr. Det overskydende provenu på 452.975 kr. blev fremsendt i check. Den 19. oktober 1995 fremsendte realkreditinstituttet en indfrielsesopgørelse til klagernes pengeinstitut vedrørende lån 2, hvoraf det fremgik, at der var modtaget 19.532 kr., og at der efter indfrielsen var et overskydende kontantbeløb på 9.766 kr., som vedlagdes. Realkreditinstituttet meddelte i juni 1996 klagerne, at realkreditinstituttet ca. den 30. oktober 1995 ved en beklagelig fejl havde sendt en check på 9.766 kr. til indsætning på klagernes konto i pengeinstituttet. Da det ikke var lykkedes realkreditinstituttet at få pengene returneret, bad realkreditinstituttet klagerne om at sørge for, at beløbet straks blev indsendt. Dette afviste klagerne under henvisning til, at de af de afregninger, som de havde modtaget fra pengeinstituttet, ikke havde kunnet konstatere noget ukorrekt og heller ikke havde fundet anledning til at tro, at der skulle være opstået en fejl. Fejludbetalingen af de 9.766 kr. var sket ca. 1 år tidligere, og beløbet var indgået i deres økonomi og for længst brugt. Efterfølgende betalingsopfordringer fra realkreditinstituttet blev ikke fulgt af klagerne.
Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at realkreditinstituttet var uberettiget til at kræve tilbagebetaling af de 9.766 kr. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.
Nævnet lagde til grund, at der ved en fejl hos instituttet var afregnet 9.766 kr. for meget til klagerne, og fandt efter det oplyste, at hverken klagerne eller pengeinstituttet på afregningstidspunktet var eller burde være opmærksom på fejlen. Nævnet lagde herved navnlig vægt på, at realkreditinstituttets fejl ikke var så åbenbar, at den kunne afdækkes uden en kontrolberegning af låneafregningen og indfrielsesopgørelserne. Under hensyn hertil og til, at instituttet først selv opdagede og gjorde opmærksom på fejlen flere måneder efter afregningen, da klagerne efter det oplyste havde disponeret over beløbet i tillid til afregningens rigtighed, fandt Nævnet, at instituttet var afskåret fra at kræve beløbet tilbagebetalt af klagerne.”
Indklagede har i sagen henvist til afgørelse nr. 1992/2008 fra Pengeinstitutankenævnet, som har følgende præmisser:
”Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet har forstået …(det indklagede pengeinstitut)… således, at …(det med indklagede koncernforbundne realkreditinstituts)… handlinger i forbindelse med sagen skal betragtes som foretaget på bankens vegne.
I forbindelse med ekspeditionen af salget af klagernes fælles ejendom blev der i …(indklagede)… oprettet en boligskiftkonto for såvel klagerne 1a og 1b som klagerne 2a og 2b. Fra begge konti blev der den 16. maj 2006 overført 407.000 kr. til klagernes fælles konto i pengeinstituttet P. Bl.a. under hensyn til at beløbene således blev overført til de to pars fælles konto, finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at begge par var eller burde være bekendt med, at der i …(indklagede)… var oprettet en boligskiftekonto for hvert par, og at der på begge konti var trukket et beløb på 407.000 kr. Begge par var endvidere bekendt med, at ejendomsmægleren havde beregnet nettoprovenuet ved salget af ejendommen til ca. 1.138.000 kr.
Af en proformaopgørelse af 21. august 2006 stilet til klager 1a fremgik, at der på afregningskontoen i …(indklagede)… indestod ca. 1.084.000 kr., og det aftaltes, at gælden til …(indklagede)… skulle indfries heraf før udbetaling. Ved en fejl blev alene klager 1a’s og klager 1b’s boligskiftekonto indfriet, og den 22. august 2006 overførte …(indklagede)… 667.974,11 kr. til klagernes fælles konti i pengeinstitut P.
Efter det foran anførte finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at klagerne vidste eller burde have vidst, at udbetalingen af et beløb af denne størrelse måtte bero på en fejl, dels fordi de vidste eller burde have vidst, at den samlede gæld til …(indklagede)… var på over 800.000 kr., dels fordi de vidste eller burde have vidst, at de allerede have modtaget over 800.000 kr. af det samlede nettoprovenu ved salget, som var beregnet til godt 1,1 mio. kr. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at en medarbejder i …(indklagede)… på forespørgsel fra klager 1b gentagne gange forsikrede, at opgørelsen var korrekt.
Herefter, og da banken ikke har udvist passivitet, kan klagernes påstand ikke tages til følge.
…
Som følge af det anførte
Bestemmes:
Klagen tages ikke til følge.”
Den nævnte ankenævnskendelse blev efterfølgende indbragt for byretten, som gav klagerne medhold. Byrettens afgørelse blev herefter af det koncernforbundne pengeinstitut anket, og Østre Landsret afsagde den 7. december 2010 følgende afgørelse:
”Landsrettens begrundelse og resultat
I ejendomsmæglerens sidste budget af 2. november 2005 var nettoprovenuet ved salget af ejendommen beregnet til 1.131.946 kr. I modsætning til de to første budgetter indeholdt dette budget oplysning om lån, hvorimod de to første budgetter angav, at ejendommen kun var belånt med 250 kr. Ejendomsmæglerens beregning af salgsprovenu af 1. april 2006 viste med en salgspris på 3,8 mio. kr. et rådighedsbeløb på 1.137.711 kr., og omkostningerne ved indfrielse af eksisterende lån anførtes at være på 2.333.620 kr., det vil sige stort set svarende til budgettet af 2. november 2008. De to par var endvidere klar over, at der var oprettet to boligskiftekonti, og må endvidere have været opmærksomme på, at hvert par i maj 2006 havde fået overført 407.000 kr. fra deres respektive boligskiftekonti til den fælles budgetkonto. De har endvidere modtaget proformaopgørelsen fra …(pengeinstituttet)…, som viste et ”nettobeløb til udbetaling” på 1.084.040,66 kr.
…(Indstævnte 2)… har forklaret, at hun fik oplyst, at det beløb, som stod på afregningskontoen som overskud, var på ca. 1 mio. kr., og at hun var opmærksom på, at der herfra skulle fradrages de allerede fra de to boligskiftkonti udbetalte 2 gange 407.000 kr.
Når dette sammenholdes med oplysningerne om det forventede nettoprovenu ved salget i ejendomsmæglerens beregninger af 2. november 2005 og 11. april 2006 samt i …(pengeinstituttets)… proformaopgørelse af august 2006, finder landsretten, at de to par vidste eller burde vide, at udbetalingen af et beløb på 667.974,11 kr. måtte bero på en fejl. At medarbejderen fra …(indklagede)… meddelte, at der var sket korrekt afregning, kan ikke indebære, at de indstævnte herefter kan anses for at have været i god tro om deres ret til det fulde udbetalte beløb.
Banken, som efter at være blevet opmærksom på fejludbetalingen den 23. august 2006, efter …(indstævnte 2)… egen forklaring senest i oktober 2006 har rettet telefonisk henvendelse til de indstævnte, og som den 29. november 2006 skriftligt har krævet beløbet tilbagebetalt, har ikke udvist retsfortabende passivitet. Banken har som følge heraf krav på tilbagebetaling af de for meget udbetalte 416.103,27. kr.
Henset til, at udbetalingen beror på en fejl fra bankens side og til usikkerheden om, hvornår banken telefonisk har anmodet om tilbagebetaling, findes der ikke grundlag for forrentning tidligere end 30 dage fra bankens brev af 29. november 2006, jf. rentelovens § 3, stk. 2.
Under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang skal …(de indstævnte og deres advokater)…, i sagsomkostninger for begge instanser in solidum betale til …(det koncernforbundne pengeinstitut)… 100.560 kr., hvoraf 80.000 kr. er til dækning af salær, inkl. moms, til advokat og 20.560 kr. er til dækning af forholdsmæssig retsafgift i begge instanser.
Thi kendes for ret:
Byrettens dom ændres således, at de indstævnte, …(de indstævnte og deres advokater)… solidarisk skal betale 416.103,27 kr. til appellanten, …(det koncernforbundne pengeinstitut)…, med tillæg af procesrente fra den 29. december 2006…”
ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:
Det er uomtvistet, at indklagede ved en fejl har udbetalt et låneprovenu til klagerne, som var 89.855,24 kr. for stort.
Ud fra principperne om condictio indebiti har Nævnet foretaget en samlet vurdering af, hvorvidt indklagedes tilbagesøgningskrav er berettiget, eller om klagerne kan frigøres herfor.
Nævnet har i vurderingen tillagt det vægt, at det for meget udbetalte provenu var af betydelig størrelse, idet det var mere end 130 pct. større end det i lånetilbuddet beregnede provenu, at klagerne ikke kan have haft en berettiget forventning om at modtage et låneprovenu af en sådan størrelse, og at fejlen blev opdaget inden for relativ kort tid, nemlig ca. 1 måned efter fejludbetalingen og meddelt klagerne et par dage senere.
Nævnet finder på baggrund af denne vurdering, at indklagedes tilbagebetalingskrav er berettiget. Under hensyn til forløbet af låneomlægningen finder Nævnet imidlertid, at indklagede skal fralægge sig ethvert vederlag i forbindelse med låneomlægningen. Nævnet har opgjort dette vederlag til i alt 10.037,88 kr. Derudover skal indklagede tilbyde klagerne efter deres valg enten en 5-årig tilbagebetalingsordning vedrørende forskelsbeløbet på 79.817,36 kr. til en rente på 0,04753 pct. p.a., jf. indklagedes tilbud af 2. august 2016 om en afdragsordning, eller et supplerende lån på 79.817,36 kr. – eventuelt som reservefondslån, såfremt lånegrænsen betinger dette - på tilsvarende vilkår som det udbetalte rentetilpasningslån F3 og uden yderligere omkostninger for klagerne.
Som følge af det anførte
b e s t e m m e s
Indklagede, BRFkredit A/S, frifindes for klagernes påstand om, at indklagede ikke kan kræve det for meget udbetalte provenu tilbagebetalt.
Indklagede, BRFkredit A/S, tilpligtes at fralægge sig vederlag på i alt 10.037,88 kr., og at tilbyde klagerne efter deres valg enten at tilbagebetale et beløb på 79.817,36 kr. over 5 år til en rente på 0,04753 pct. p.a., eller at tilbagebetale 79.817,36 kr. ved, at der udstedes et supplerende lån – eventuelt som reservefondslån - på tilsvarende vilkår som det udbetalte rentetilpasningslån F3 og uden yderligere omkostninger for klagerne.