Spørgsmål om kendelse er opfyldt af indklagede.
| Sagsnummer: | 50 /1999 |
| Dato: | 12-04-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Opfyldelse af afgørelse fra Ankenævnet
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om kendelse er opfyldt af indklagede. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har opfyldt Ankenævnets kendelse af 19. oktober 1998 i sag nr. 65/1998.
Sagens omstændigheder.
Den 23. februar 1998 indbragte klagerne en sag for Ankenævnet vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt indklagede havde pådraget sig ansvar som følge af, at der ved en omprioritering af klagernes ejendom i 1994 blev hjemtaget et for stort lån, og om klagerens forudsætninger for gennemførelsen af omprioriteringen var opfyldt. Der henvises til sagsfremstillingen i kendelsen vedrørende sag nr. 65/1998. Af Ankenævnets kendelse i sagen, der blev afsagt den 19. oktober 1998, fremgår følgende:
"Klagerne forudsatte, at de ved omprioriteringen, der indebar en forlængelse af løbetiden med ca. 7 år, ville opnå en ydelsesbesparelse på minimum 500 kr. månedligt, hvilket indklagede var bekendt med. Det fremgår af indklagedes beregninger, at klagerne ville have opnået en ydelsesbesparelse på 5.109 kr. det første år (40.752 kr. ÷ 35.643 kr.), svarende til 425 kr. månedligt, såfremt omprioriteringen var gennemført med et lån, der ikke var så stort, at der fremkom et provenu. Selv om omprioriteringslånet ikke havde været for stort, ville klagernes forudsætning for omprioriteringen således ikke være blevet opfyldt.
Indklagede har med sit forligstilbud tilbudt at stille klagerne, som om der ved omprioriteringen ikke var blevet hjemtaget et for stort lån. Ankenævnet finder, at indklagede yderligere bør foranledige lånet nedbragt således, at klagerne stilles, som om de ved omprioriteringen havde opnået den forudsatte ydelsesbesparelse på netto 500 kr. månedligt. Herved bemærkes, at indklagede ikke har godtgjort, at klagerne accepterede, at omprioriteringen blev gennemført med en i forhold til udgangspunktet nedsat månedlig ydelsesbesparelse.
Som følge heraf
b e s t e m m e s:
Såfremt klagerne fremsætter begæring herom over for indklagede inden 8 uger fra kendelsens afsigelse, skal indklagede mod klagernes betaling af 39.329 kr. nedskrive klagernes Unikreditlån med et beløb, hvorved klagerne stilles, som om omprioriteringen i maj 1994 var gennemført uden provenu til klagerne, og således at deres ydelsesbesparelse i forhold til BRF-kreditlånet udgjorde månedligt 500 kr. netto i år 1.
Klagegebyret tilbagebetales klagerne."
Ved skrivelse af 22. november 1998 rettede klagerne henvendelse til indklagede om opfyldelse af kendelsen. Klagerne anførte, at dette reelt indebar,
"at nettoydelsen skal nedsættes med kr. 500,- hver måned, udfra skatteforholdene i 1994, hvilket reelt vil være noget i retning af det dobbelte i bruttoydelse,
at vi indbetaler 39.329 til ekstraordinær afdrag på Unikreditlånet,
at det for meget betalte i ydelse siden maj 1994 refunderes til os, udfra år 1. (1994)"
Ved skrivelse af 14. december 1998 til klagerne meddelte indklagede, at man til opfyldelse af kendelsen mod klagernes indbetaling af 39.329 kr. til ekstraordinær nedbringelse af Unikreditlånet ville foranledige lånets ydelser og lånets restgæld tilrettet, som om omprioriteringen i maj 1994 var gennemført uden provenu til klagerne, og således at ydelsesbesparelsen i forhold til BRF-lånet udgjorde månedligt 500 kr. netto i år 1. Indklagede afviste klagernes krav om refusion af for meget betalt i ydelse siden maj 1994.
Parternes påstande.
Den 29. januar 1999 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at opfylde kendelsen af 19. oktober 1998 som anført i skrivelsen af 22. november 1998 til indklagede.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at det følger af Ankenævnets kendelse, at de skal have refunderet de ydelser, de har betalt for meget siden maj 1994. Det strider imod sund fornuft og retfærdighed, såfremt kendelsen kun skal omfatte 25 år af lånets løbetid på 30 år. De har ved flere lejligheder forgæves klaget direkte til indklagede, men der skete først noget, da Ankenævnet blev involveret i sagen. Det er korrekt, at de har kunnet disponere over beløbet på 39.329 kr., men ikke rentefrit, idet de har betalt rente m.v. til Unikredit.
Indklagede har anført, at der i kendelsen ikke er grundlag for klagernes krav om refusion af for meget betalt ydelse siden maj 1994. Såfremt kravet imødekommes, har klagerne reelt disponeret rentefrit over beløbet på 39.329 kr. En kredit af denne størrelse ville have medført en renteudgift for klagerne på i alt 18.608 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved omprioriteringen i 1994 opnåede klagerne dels en månedlig nettobesparelse på ca. 270 kr., dels et utilsigtet provenu på 39.329 kr. Af indklagedes beregninger fremgår, at såfremt omprioriteringen var blevet gennemført uden provenu, ville ydelsesbesparelsen have udgjort 425 kr. Under behandlingen af sag nr. 65/1998 tilbød indklagede bl.a. mod klagernes indbetaling af 39.329 kr. at nedbringe Unikreditlånet, således at restgælden svarede til den restgæld, som klagerne havde haft, såfremt omprioriteringen havde været ren, og der ikke var udbetalt et provenu. Ankenævnet fandt, at indklagede ikke herved kompenserede klagerne for, at omprioriteringen ikke opfyldte klagernes forudsætning om en ydelsesbesparelse på netto mindst 500 kr. månedligt til opvejelse af ulempen ved løbetidsforlængelsen, idet nettobesparelsen i givet fald kun var på 425 kr. Det blev derfor pålagt indklagede at nedbringe Unikreditlånet med et yderligere beløb, således at restgælden kommer til at svare til den restgæld, som klagerne havde haft, såfremt omprioriteringen var gennemført dels uden provenu, dels således at ydelsesbesparelsen i forhold til BRF-kreditlånet udgjorde månedligt 500 kr. netto 1. år. Det fremgår ikke af kendelsen og har ikke været tilsigtet, at indklagede herudover skulle refundere klagerne betalte ydelser, hverken helt eller delvist, ligesom der ikke kan tilkomme klagerne ydelsesnedsættelse ud over, hvad der følger af den foran anførte nedskrivning af Unikreditlånet. Ankenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at klagerne af egen drift kunne have valgt ekstraordinært at indbetale de 39.329 kr. på Unikreditlånet, og at klagerne først den 23. februar 1998 indbragte sagen for Ankenævnet.
Det følger af ovennævnte, at indklagede ved det anførte i skrivelsen af 14. december 1998 opfylder Ankenævnets kendelse af 19. oktober 1998.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.