Modregning i børnefamilieydelse. Overførsel af beløb til indfrielse af samlevers lån. Indsigelse, passivitet.
| Sagsnummer: | 598 /1993 |
| Dato: | 03-06-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Overførsel - øvrige spørgsmål
Udlån - indfrielse Børnefamilieydelse |
| Ledetekst: | Modregning i børnefamilieydelse. Overførsel af beløb til indfrielse af samlevers lån. Indsigelse, passivitet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med salg af klagerens ejendom indledtes i april 1989 en omprioritering, som indklagede forestod. Efter omprioriteringens afslutning afholdtes den 5. juli 1989 et møde i indklagedes Gammel Torv afdeling, Aalborg med klageren. På omprioriteringskontoen indestod da ca. 266.000 kr. Det aftaltes at anvende ca. 97.000 kr. heraf til nedbringelse af klagerens engagement med indklagede. Indklagede har anført, at klageren endvidere anmodede om, at hans daværende samlevers lån med en restgæld på ca. 36.000 kr. blev indfriet; klageren kautionerede for dette lån. Klageren bestrider at have anmodet om, at der overførtes et beløb til indfrielse af samleverens lån.
Den 6. juli 1989 fremsendte indklagede meddelelse til klageren om, at der var overført 36.061,91 kr. til samleverens konto.
I maj 1993 meddelte klageren afdelingen, at han ikke havde givet tilsagn om at ville indfri samleverens lån. Indklagede besvarede henvendelsen med henvisning til, at dette var aftalt på mødet i juli 1989.
Det fremgår af sagen, at samleverens lån ikke var misligholdt på indfrielsestidspunktet.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at man uberettiget har overført det omhandlede beløb til klagerens daværende samlevers lån.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det ikke havde været på tale, at han skulle indfri samleverens lån med overskuddet fra ejendomshandelen. Han blev i foråret 1993 af andre gjort opmærksom på, at det skete ikke er i overensstemmelse med sædvanlig bankkutyme.
Indklagede har anført, at det på mødet hos indklagede den 5. juli 1989, hvor klagerens samlede engagement blev gennemgået, aftaltes, at der skulle overføres et beløb til indfrielse af samleverens gæld, for hvilket klageren kautionerede. Indfrielsen skete den følgende dag, og klageren modtog meddelelse herom, ligesom debiteringen fremgik af et efterfølgende tilsendt kontoudskrift.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren fik ved skrivelse af 6. juli 1989 meddelelse om, at det omhandlede beløb på 36.061,91 kr. var overført til hans daværende samlevers lån, ligesom debiteringen fremgik af kontoudskrift. Klageren har imidlertid først i 1993 rejst indsigelse mod overførslen, og han må som følge af den således udviste passivitet være afskåret fra nu at gøre gældende, at dispositionen ikke var aftalt med eller godkendt af ham. Allerede af denne grund kan klagen ikke tages til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.