Kaution, gyldighed. Debitor under lavværgemål.
| Sagsnummer: | 606 /1992 |
| Dato: | 18-06-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Lavværgemål
Kaution - stiftelse |
| Ledetekst: | Kaution, gyldighed. Debitor under lavværgemål. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved lånedokument af 19. juni 1992 ydede indklagede klagerens søn et lån på 30.717 kr. Til sikkerhed for lånet havde klageren ved påtegning af lånedokumentet af 15. juni 1992 afgivet selvskyldnerkautionserklæring. Lånet forhøjedes den 13. august 1992 med 139.096,68 kr. til ialt 165.000 kr. Til sikkerhed for denne forhøjelse afgav klageren påny ved påtegning af lånedokumentet selvskyldnerkautionserklæring. I lånedokumentets betingelser pkt. 5 var anført:
"........... Pantsætters og kautionists forpligtelse består fuldtud uanset gyldigheden af debitors/kautionists/medkautionists underskrift samt gyldigheden af en eventuel pantsætning. ........."
Af provenuet af forhøjelsen blev 129.095,10 kr. ved skrivelse af 14. august 1992 overført til klagerens pengeinstitut. Heraf anvendtes 26.994,94 kr. til indfrielse af et lån optaget af sønnen, for hvilket klageren kautionerede, og 88.600,16 kr. blev anvendt til indfrielse af et lån, der var optaget af klageren, men hvis provenu var anvendt af sønnen. Det resterende beløb på 13.500 kr. blev krediteret klagerens løbende konto.
Den 19. august 1992 fremsendte en advokat til afdelingen dokumentation for, klagerens søn ved dom afsagt den 9. januar 1990 er sat under lavværgemål, og at advokaten er beskikket som lavværge for sønnen. Under henvisning hertil gjorde advokaten gældende, at den i sagen omhandlede låneaftale var ugyldig, hvorfor heller ikke klageren som selvskyldnerkautionist var forpligtet. Indklagede meddelte den 11. september 1992 klageren, at man som følge af, at debitor var under lavværgemål, var nødsaget til at slette ham som forpligtet, og at man på baggrund heraf anmodede klageren om at rette henvendelse til indklagedes juridiske afdeling med henblik på at opnå en ordning vedrørende afvikling af kautionsforpligtelsen. Klageren meddelte ved skrivelse af 18. september 1992 indklagedes juridiske afdeling, at hun ikke havde været bekendt med, at sønnen var under lavværgemål på tidspunktet for påtagelsen af kautionsforpligtelsen, hvorfor hun bestred at være bundet af sit kautionstilsagn. Hun erkendte dog i samme skrivelse, at hun på et tidligere tidspunkt havde hørt ordet lavværge.
Efter yderligere brevveksling mellem indklagede, klageren og klagerens advokat har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke er bundet af sin kautionsforpligtelse.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren bestrider, at hun var bekendt med, at sønnen var lavværget. Da hovedforpligtelsen er ugyldig, er kautionsforpligtelsen bortfaldet. Klageren har udvist den agtpågivenhed, som var nødvendig i den givne situation. Klageren er ikke bundet af bestemmelsen i pkt. 5 i lånedokumentet, idet denne bestemmelse er et åbenbart urimeligt kontraktsvilkår, som bør tilsidesættes i medfør aftalelovens § 36.
Indklagede har anført, at klageren, der er mor til debitor, må have været bekendt med dennes tilstand. Det fremgår af dommen om lavværgemål, at debitor har været syg siden sit 15. år, og at han siden 1985 har været i psykiatrisk behandling. Klageren har selv oplyst, at hun var bekendt med hans sygdom. Som følge heraf bør klageren, selvom hun måtte have været uvidende om lavværgemålet, udfra et almindeligt agtpågivenhedssynspunkt være afskåret fra at gøre indsigelsen om bortfald af kautionsforpligtelsen gældende. Klageren må endvidere anses for bundet af pkt. 5 i lånedokumentet, da det ikke er et urimeligt kontraktvilkår at lade kautionisten fraskrive sig ugyldighedsindsigelsen. Kautionisten bør især i familieforhold udfra en almindelig bonus pater betragtning vide sig sikker på gyldigheden af debitors underskrift, forinden kautionstilsagnet afgives. Klageren har endvidere opnået en berigelse svarende til det beløb, der blev overført til hendes pengeinstitut til indfrielse af lån m.v., idet der henholdsvis er indfriet et lån, som klageren var debitor på, samt overført godt 13.000 kr. til klagerens konto i hendes pengeinstitut.
Ankenævnets bemærkninger:
Pkt. 5 i lånedokumentets almindelige bestemmelser tilsigter bl. a. generelt at afskære en kautionist fra at kræve sig frigjort som følge af, at debitors forpligtelse er ugyldig. Ankenævnet finder, at indklagede bør være afskåret fra over for klageren at påberåbe sig denne bestemmelse, som ikke er særligt fremhævet og ikke har været drøftet med klageren, jfr. herved aftalelovens § 36.
Af det beløb på 129.095,10 kr., som den 14. august 1992 blev overført til klagerens pengeinstitut, anvendtes 88.600,16 kr. til indfrielse af et lån, for hvilket klageren hæftede som debitor, medens 13.500 kr. blev krediteret klagerens løbende konto. Det resterende beløb på 26.994,94 kr. blev anvendt til indfrielse af et af klagerens søn optaget lån, for hvilket klageren hæftede som kautionist, og Ankenævnet lægger til grund, at der i relation til dette lån var tale om gyldige forpligtelser. Det samlede overførte beløb på 129.095,10 kr. må herefter anses at være kommet klageren til gode, og Ankenævnet finder, at klageren ville opnå en ugrundet berigelse, såfremt hun for så vidt angår dette beløb blev fritaget for sin kautionsforpligtelse over for indklagede. Det bemærkes herved, at det forhold, at klagerens søn ikke blev gyldigt forpligtet over for indklagede i henhold til låneaftalen, ikke udelukker, at klageren kan rejse regreskrav mod sønnen, jfr. herved myndighedslovens § 56, jfr. § 44.
Hvad angår den resterende del af gælden ifølge lånet på 165.000 kr., findes spørgsmålet om, hvorvidt klageren må anses for frigjort, i første række at måtte bero på, hvorvidt klageren, da kautionserklæringen blev afgivet, vidste eller burde vide, at sønnen var sat under lavværgemål. En stillingtagen hertil ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Denne del af sagen afvises derfor i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Klagerens påstand om, at hun ikke er forpligtet af den over for indklagede afgivne kautionserklæring tages for så vidt angår et beløb på 129.095,10 kr. ikke til følge. Ankenævnet kan ikke behandle spørgsmålet om, hvorvidt klageren hæfter for den resterende del af lånebeløbet.