Afgørelse

Morarente ved for sen betaling.

I klagernes ejendom indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Det for lånet udstedte pantebrev indeholdt bestemmelser om sidste rettidige be-talingsdag for terminsydelser og om morarente i tilfælde af for sen betaling. Tilsvarende bestemmelser fremgik af instituttets vedtægter m.v., som klagerne ifølge pantebrevet var underkastet. Ifølge instituttets giroopkrævning til klagerne for december 1996 var sidste rettidige betalingsdag den 31. december 1996. Opkrævningen indeholdt oplysninger om morarente uden angivelse af den aktuelle sats. Klagernes betaling af terminsydelsen blev registreret modtaget hos instituttet den 2. januar 1997 i en kuvert uden afsendelsesdato og uden poststempling. Instituttets terminsopkrævning til klagerne for marts 1997 var påført et morarentebeløb på 590 kr.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet havde været uberettiget til at opkræve morarente, subsidiært at instituttet havde været uberettiget til at opkræve morarente af den aktuelle størrelse. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at betalingen var rettidig. Flertallet fandt, at der var den fornødne hjemmel til at opkræve morarente, og at der ud fra en vurdering af de samlede hensyn bag morarenteopkrævningen ikke var grundlag for at tilsidesætte den anvendte beregningsmåde. Flertallet tillagde det betydning, at beregningsmåden er almindelig på realkreditområdet, og at en lignende beregning anvendes af det offentlige inden for skatte- og afgiftslovningen. Flertallet stemte derfor for at frifinde instituttet. Formanden var enig i, at der var den fornødne hjemmel til at opkræve morarenter, men fandt dog, at den opkrævede morarente bl.a. som følge af den nuværende lave markedsrente væsentligt oversteg morarenten i private skyldforhold, beregnet efter renteloven. Under hensyn til, at det offentlige på visse områder beregner sig morarente på lignende måde, fandt formanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte instituttets morarenteberegning i medfør af aftalelovens § 36. Mindretallet fandt uanset aftalegrundlagets bestemmelser om morarente, at såvel satsen som beregningsmåden var i strid med punkt 7 i Forbrugerombudsmandens retningslinier for etik i realkreditinstitutter, og at den beregnede morarente var åbenbar urimelig, jf. aftalelovens § 36. Det berettigede ifølge mindretallet ikke instituttet til at anvende den aktuelle morarenteberegning og -sats, at der i det offentlige anvendes en tilsvarende fremgangsmåde. Mindretallet fandt endvidere, at morarentesatsen burde fremgå af instituttets giroopkrævninger sammen med de øvrige oplysninger om morarente. Mindretallet stemte derfor for væsentligt at nedsætte den hos klagerne opkrævede morarente. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev frifundet.