Afgørelse

Spørgsmål om størrelsen af den rentegodtgørelse, som klageren var berettiget til som følge af Ankenævnets afgørelse i sagen 160/2010

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører fortolkningen af Ankenævnets afgørelse i sagen 160/2010, hvor Sydbank blev pålagt at stille klageren som om han i juni 2009 havde optaget et realkreditlån med et provenu, der var 130.000 kr. højere end tilfældet var, og havde nedbragt sit boliglån i banken tilsvarende.

Sagens omstændigheder

Klageren der da var kunde i Sydbank, omlagde i sommeren 2009 sine realkreditlån via banken. Klageren rejste efterfølgende krav mod banken, idet han fandt at banken ikke havde rådgivet ham om muligheden for at øge realkreditbelåningen af ejendommen og nedbringe sit banklån i ejendommen tilsvarende.

Den 8. marts 2010 flyttede klageren flyttede sit banklån til et andet pengeinstitut.

Ved Ankenævnets afgørelse af 16. maj 2011 blev Sydbank pålagt at " stille klageren som om han i juni 2009 havde optaget et realkreditlån med et provenu, der var 130.000 kr. højere end tilfældet var, og havde nedbragt boliglånet tilsvarende."

Banken betalte herefter 8.811,03 kr. til klageren. Beløbet fremkom således:

"Lån i Totalkredit udbetalt den 28.07.2009
Rente 3,6555%
Bidrag 0,4896%
I alt 4,15%

Boliglån
6,75% fra 28.07.2009 til 18.09.2009 = 50 dage
6,50% fra 18.09.2009 til 05.02.2010 = 137 dage
6,25% fra 05.02.2010 til 28.07.2010 = 173 dage

Klageren fandt beløbet på 8.811,03 kr. utilstrækkeligt og opgjorde sit krav til 54.447,75 kr.

Beløbet udgjorde renter af 130.000 kr. i 18 år og 10 måneder, svarende til restløbetiden på banklånet med en rentesats på 3,3 % svarende til forskellen i renten på banklånet (7,5 %) og realkreditlånet (4,2 %).

Parternes påstande

Den 26. juni 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale 54.447,75 kr.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke ved at beholde det tilsendte beløb har indgået en aftale om, at beløbet skulle være til fuld og endelig afgørelse af sagen. Beløbet er heller ikke fremsendt under den udtrykkelige forudsætning om, at hvis han ikke var enig, skulle han returnere beløbet.

Han protesterede straks mod opgørelsen.

Banken havde ikke meddelt, at den ikke ville følge Ankenævnets afgørelse, hvorfor den var forpligtet til at sende ham det beløb, som banken mente den skulle betale.

Sagens kerne er, at et realkreditforeningslåns renter altid vil være lavere end renterne på et banklån. Det gælder også for rentetilpasningslån uanset om rentetilpasningen sker hvert år eller hvert femte år.

Sydbanks betragtninger om hans muligheder for fremtiden bygger på den forkerte antagelse, at han optog et 5-årigt realkreditlån. Det er ikke korrekt, han optog et 30-årigt realkreditlån med rentetilpasning hvert 5 år.

Det er klart, at han ikke kan optage et realkreditlån under de vilkår, der var gældende i juni 2009. Det er derfor han fik medhold i klagen. Ellers var der jo ikke noget tab forbundet med bankens fejl.

Tabet skal derfor opgøres ud fra forudsætningerne da det nye realkreditlån blev optaget, og erstatningen må fastsættes til et kapitaliseret beløb. Det forhold, at erstatningen kun kan opgøres skønsmæssigt, betyder ikke, at der ikke skal ske en erstatningsudmåling.

Banken hævder, at der ikke kan opstilles rimelige kriterier for fremtidig renteudvikling og at beregnede erstatningskrav ud over 5 år er baseret på rene hypoteser. Men, bankens egne beregninger bygger jo også på hypoteser.

Et eventuelt mellemværende mellem ham og skattevæsenet er ikke relevant for sagen.

Sydbank har anført, at klageren ved at beholde det fremsendte beløb på 8.811,03 kr. har anerkendt beløbets størrelse.

Ved beregning af godtgørelsen til klageren skal der tages udgangspunkt i den til enhver tid gældende rentesats for banklånet. Banken har været nødsaget til at tage udgangspunkt i bankens egen rentesats, da klageren ikke har villet oplyse, hvilken rente han betaler i sit nuværende pengeinstitut.

Da ingen kender udviklingen fremover i rentesatse, må renten i de følgende år beregnes til den nugældende rente.

Opgørelsen af godtgørelsen er beregnet på en 5 års periode, idet klageren ved omlægningen af realkreditlånet valgte et lån med rentetilpasning hvert 5 år. Et større realkreditlån på daværende tidspunkt ville derfor også have været et lån med rentetilpasning hvert 5 år. Da ingen kender renteniveauet om 5 år og klageren i øvrigt på det tidspunkt muligvis vil kunne optage et realkreditlån til indfrielse af sit banklån, er det en realistisk beregningsmetode. Klageren må selv tage renterisikoen udover 5 år ved kun at have optaget et 5 års realkreditlån.

Rentevilkårene på det oprindelige rentetilpasningslån kendes ikke, når 5 års perioden udløber, hvorfor det ikke er muligt at fastslå, hvorvidt klageren efter udløbet af perioden ville have lidt et tab samt i givet fald i hvilket omfang, ved at have finansieret de 130.000 kr. som sket ved boliglånet.

I alle tilfælde er det ikke – som følge af usikkerhederne omkring den fremtidige renteudvikling samt usikkerhederne omkring mulighederne for en senere lånekonvertering over en 20 års periode – muligt at fastlægge forsvarlige og/eller rimelige kriterier for, hvorledes en erstatning skal opgøres. Opgørelse af erstatningskrav ud over 5 år vil på ingen måde kunne dokumenteres, men vil i givet fald være baseret på rene hypoteser.

Klageren har efterfølgende omlagt sit realkreditlån til et 1-årigt lån, og må selv tage den yderligere risiko herved. Hvis klageren i forbindelse med denne omlægning også har omlagt en del af sit banklån til et realkreditlån, vil klageren i dette omfang efter dette tidspunkt være afskåret fra at kræve yderligere erstatning.

I alle tilfælde vil klageren med stor sandsynlighed på et senere tidspunkt inden det oprindelige boliglåns udløb få mulighed for at konvertere en del af boliglånet til realkreditbelåning.

Ved opgørelsen af godtgørelsen skal der tages højde for skatten, da klageren ved en større renteudgift ville have fået et større skattefradrag, der derfor skal modregnes i beregningen af den godtgørelse, klageren skal modtage.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at klageren ved at beholde det tilsendte beløb på 8.811,03 kr. har accepteret Sydbanks beregning.

I sagen 160/2010 bestemte Ankenævnet, at Sydbank skulle stille klageren som om han i juni 2009 havde optaget et realkreditlån med et provenu, der var 130.000 kr. højere end tilfældet var, og havde nedbragt sit boliglån i banken tilsvarende.

Ankenævnet finder, at dette kunne ske ved, at banken tilbød klageren et lån på 130.000 kr. på samme vilkår som det lån i Totalkredit, som klageren fik udbetalt den 27. juli 2009. Det vil sige et lån med en rente, der følger realkreditlånets rente- og bidragssats, herunder rentetilpasningsterminerne. Løbetid, optagelses- og indfrielsesvilkår skal ligeledes svare til realkreditlånet, herunder optagelses- og indfrielseskurserne.

Derudover finder Ankenævnet, at klageren har krav på godtgørelse af den merrenteudgift han har haft ved ikke at have haft adgang til et sådant lån. Godtgørelsen skal tage udgangspunkt i Sydbanks udregning, dog således, at merrenteudgiften opgøres som den faktiske forskel i renten på et boliglån i Sydbank svarende til det lån klageren havde i banken, og renten og bidraget på Totalkreditlånet i perioden indtil klageren måtte få tilbudt et lån som beskrevet ovenfor.

Godtgørelsen skal tage højde for skattefordelen ved en højere rentebetaling. Ankenævnet finder det sandsynligt, at det beløb Sydbank har betalt til klageren overstiger en sådan godtgørelse, da bankens beregning vedrører en periode på 5 år. Såfremt godtgørelsen overstiger det beløb, som klageren skulle have haft i henhold til det oven for anførte, skal klageren tilbagebetale det overskydende beløb. Det gælder dog kun, hvis klageren vælger at optage lånet på 130.000 kr.

Ankenævnets afgørelse

Såfremt klageren inden otte uger anmoder herom, skal Sydbank inden 30 dage tilbyde klageren et lån som ovenfor bestemt. Med hensyn til godtgørelse skal der ligeledes forholdes som bestemt ovenfor.

Klageren får klagegebyret tilbage.