Efterbetaling af telefonregninger, som fejlagtigt var debiteret tredjemands konto.
| Sagsnummer: | 82 /2005 |
| Dato: | 23-06-2005 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Ole Jørgensen, Sonny Kristoffersen |
| Klageemne: |
Betalingsservice - fejlagtig tilmelding
Tilbagesøgning |
| Ledetekst: | Efterbetaling af telefonregninger, som fejlagtigt var debiteret tredjemands konto. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører et af indklagede rejst krav i forbindelse med, at klagerens telefonregninger gennem en årrække ved en fejl blev betalt via en tredjemands konto.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er kunde hos indklagede, tilmeldte i 1997 sine løbende betalinger, herunder sit telefonabonnement, til BetalingsService. Ved en fejl blev en tredjemands konto hos indklagede tilmeldt som debitorkonto for telefonabonnementet.
Som følge af fejlen blev klagerens telefonregninger i perioden 18. november 1997 - 6. august 2004 betalt ved træk på tredjemands konto. Der var tale om 28 kvartalsregninger på i alt 27.466,88 kr. Størrelsen af de enkelte regningsbeløb var i intervallet 649,72 kr. - 2.108,40 kr.
Klageren modtog løbende fakturaer fra telefonselskabet medio januar, april, juli og oktober måned. Af fakturaerne fremgår, at det fakturerede beløb ville blive opkrævet via PBS. Betalingerne fremgik ikke af de betalingsoversigter, som klageren løbende fik fremsendt den 1. i hver måned. Betalingerne fremgik i stedet af tredjemands betalingsoversigter.
Tredjemand opdagede fejlen i 2004, hvor telefonselskabet begyndte at specificere telefonregningerne på PBS betalingsoversigterne.
I november 2004 rettede tredjemand henvendelse til klageren om fejlen og gjorde et tilbagebetalingskrav gældende.
Indklagede holdt tredjemand skadesløs for de fejlagtige debiteringer og gjorde ved skrivelse af 1. marts 2005 kravet på 27.466,88 kr. gældende over for klageren. Klageren afviste kravet.
Indklagede har under sagen nedsat sit til krav til 18.796,05 kr. med tillæg af renter i henhold til rentelovens § 3, stk. 2, regnet fra fremsættelsen af kravet den 1. marts 2005. De 18.796,05 kr. svarer til regningsbeløbene i perioden 5. maj 2000 - 6. august 2004.
Parternes påstande.
Den 6. april 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal frafalde sit krav.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun efter råd fra indklagede blev tilmeldt PBS for at slippe for besværet med selv at administrere sine løbende betalinger.
Indklagede må bære ansvaret for sine egne fejl. Det er ikke rimeligt, at indklagede rejser et krav mod hende under de foreliggende omstændigheder, hvor årene er gået og en samlet betaling af de beløb, som hun drypvis og umærkeligt har sparet, vil belaste hendes økonomi.
I tillid til at sagen var i de bedste hænder, gennemså hun kun summarisk de løbende betalingsoversigter og bemærkede ikke, at telefonregningerne manglede.
Det kan ikke bebrejdes hende, at hun ikke opdagede, at betalingerne manglede på betalingsoversigterne. Fejlen kunne bedre være blevet opdaget af tredjemand, der modtog betalingsoversigter, hvoraf de fejlagtige betalinger fremgik. Indklagede, der nu er indtrådt i tredjemands krav mod hende, må bære ansvaret for, at tredjemand ikke foretog en bedre kontrol af betalingsoversigterne, end hun gjorde. Der bør i hvert fald ske en fordeling, således at hun kun hæfter for en del af det omstridte beløb.
Indklagede har anført, at man ved at holde tredjemand skadesløs er indtrådt i dennes krav mod klageren.
Klageren er rette debitor for alle de omhandlede regningsbeløb, men hun har ikke betalt disse.
Klageren har ikke foretaget fornøden kontrol af de tilsendte betalingsoversigter. Hun har herved ignoreret, at der rent faktisk ikke skete betaling af de 28 fakturaer, som hun i perioden modtog fra telefonselskabet. Hun burde have opdaget dette og have reageret over for indklagede eller telefonselskabet.
Klageren har opnået en ugrundet berigelse på indklagedes bekostning, som klageren er forpligtet til at afgive i det omfang tilbagebetalingskravet ikke er forældet.
Kravet bør forrentes i henhold til rentelovens § 3, stk. 2, regnet fra fremsættelsen af kravet den 1. marts 2005.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at klageren, som i perioden fra november 1997 til august 2004 løbende modtog fakturaer fra telefonselskabet, burde have opdaget, at fakturabeløbene ikke fremgik af PBS-betalingsoversigterne og ikke blev hævet på hendes konto. På denne baggrund findes klageren, som i modsat fald ville opnå en berigelse, at være forpligtet til at godtgøre indklagede det krævede beløb på 18.796,05 kr., som er nedsat under hensyn til den 5-årige forældelsesfrist efter forældelsesloven af 1908. Dette gælder, selv om den manglende debitering af klagerens konto skyldtes en fejl begået af indklagede. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at den tredjemand, på hvis konto telefonregningerne med urette var blevet hævet, muligvis også burde have opdaget fejlen på et tidligere tidspunkt.
Det bemærkes, at beløbet ikke kan kræves forrentet fra kravets fremsættelse den 1. marts 2005, men først fra 30 dage herefter, jf. rentelovens § 3, stk. 2.
Som følge af det anførteKlagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.