Tilbagesøgning af fejlagtigt indsat beløb i forbindelse med en betalingsoverførsel. Krav om frigivelse af håndpantsat ejerpantebrev.
| Sagsnummer: | 32 /2005 |
| Dato: | 21-11-2005 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Tilbagesøgning
Ejerpantebrev - frigivelse af håndpantsætning |
| Ledetekst: | Tilbagesøgning af fejlagtigt indsat beløb i forbindelse med en betalingsoverførsel. Krav om frigivelse af håndpantsat ejerpantebrev. |
| Indklagede: | Finansbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører indklagedes tilbagesøgning af et beløb, der fejlagtigt blev indsat på klagerens konto i forbindelse med en betalingsoverførsel, samt klagerens krav om frigivelse af et håndpantsat ejerpantebrev.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er bosiddende i England, har igennem en årrække været kunde hos indklagede.
Den 7. januar 1991 underskrev klageren en pantsætningserklæring, hvorefter han til sikkerhed for enhver forpligtelse, som han "ved egen medvirken har eller måtte få" over for indklagede pantsatte de til enhver tid beroende effekter af enhver art i sit sikkerhedsdepot nr. -076 hos indklagede. På pantsætningstidspunktet indeholdt depotet en livsforsikring på 580.000 kr. og et sælgerpantebrev på 106.657,10 kr.
Ved kreditaftale af 14. februar 2000 ydede indklagede en kredit 2.950.000 kr. i tilknytning til klagerens finanskonto nr. -711 mod sikkerhed i de til enhver tid beroende effekter i sikkerhedsdepot nr. -076. Klageren underskrev samme dag et ejerpantebrev på 3 mio. kr. med pant i sin ejendom. Ejerpantebrevet blev indlagt i depot nr. -076.
Engagementet bestod bl.a. af en finanskonto nr. -069 i GBP og en finanskonto nr. -530 i USD.
Ved telefaxskrivelse af 15. april 2002 anmodede klageren indklagede om bl.a. en betalingsoverførsel på 54.000 GBP. Betalingsoverførslen var en licensbetaling til en betalingsmodtager inden for motorsport i Italien. Beløbet skulle efterfølgende refunderes klageren af et selskab, S, som var stiftet af klageren, og i hvilket klageren var hovedaktionær.
Til dækning af overførslen på 54.000 GBP hævede indklagede 656.945,60 kr. på finanskonto -711 med valør 16. april 2002.
Den 17. april 2002 modtog indklagede 53.980 GBP, svarende til det overførte beløb med fradrag af udenlandske omkostninger på 20 GBP, retur fra sin engelske korrespondentbank. Beløbet blev den 22. april 2002 indsat på klagerens GBP konto med valør den 17. april 2002 og med en transaktionstekst bestående af 23 tal og 8 bogstaver.
I forbindelse med en kapitaludvidelse i S senere i 2002 blev klagerens ejerandel i selskabet på 51% nedsat til 18%.
Pr. den 30. december 2003 indestod der henholdsvis 65.085,40 kr., 948,93 USD og 16.341,26 GBP på klagerens konti.
Ved en kapitaludvidelse i S i begyndelsen af 2004 blev klagerens ejerandel i S nedsat til 6%.
Den 2. februar 2004 rettede indklagede telefonisk henvendelse til klageren med en forespørgsel om betalingsoverførslen.
I sommeren 2004 rettede indklagede på ny henvendelse til klageren om overførslen. Ifølge indklagede var beløbet på 54.000 GBP faktisk blevet overført til den pågældende betalingsmodtager i Italien; det beroede derfor på en fejl, at de 53.980 GBP, som indklagede havde modtaget retur fra sin engelske korrespondentbank, var blevet indsat på klagerens GBP konto. Indklagede mente sig derfor nu berettiget til at kræve beløbet tilbage, hvilket klageren bestred.
Med henvisning til kravet afslog indklagede den 11. november 2004 en anmodning fra klageren om at udlevere ejerpantebrevet på 3 mio. kr., der lå i depot -076.
Den 12. november 2004 hævede indklagede 655.138,28 kr. på finanskonto -711. Beløbet svarende til modværdien af 54.000 GBP (573.993 DKK (kurs 1062,95)) med tillæg af renter 6% i 860 dage svarende til 7.633,97 GBP (81.145,28 DKK). Efter hævningen udviste kontoen en negativ saldo på 663.542,24 kr.
Klageren gjorde via sin advokat indsigelse imod hævningen og den manglende udlevering af ejerpantebrevet. Indklagede afviste indsigelserne.
Parternes påstande.
Den 28. januar 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal genindsætte beløbet på 655.138,28 kr. og frigive ejerpantebrevet.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han først ved indklagedes henvendelse i 2004 - ca. to år efter ordren om betalingsoverførslen - blev opmærksom på problemerne i forbindelse hermed.
Efter afgivelsen af ordren blev han ikke af kontaktet af hverken indklagede eller betalingsmodtageren, og han havde derfor ikke anledning til at reagere.
Bogføringen af hans privatøkonomi forestås af en bogholder, som formentlig ikke fandt anledning til at reagere på transaktionerne, fordi der samlet set ikke var foretaget træk på hans DKK og GBP konti vedrørende den påtænkte overførsel i april 2002. Betalingsmodtageren henvendte sig ikke omkring yderligere finansiering, hvilket meget vel kunne skyldes, at finansieringen var sket på anden vis.
Indklagede var bekendt med, at betalingsoverførslen endeligt skulle afholdes af S og ikke af ham personligt. Han har løbende støttet S ved overførsel af midler i 1999-2001 og i 2002 ved midlertidig finansiering (bridge finansiering), som overførslen på 54.000 GBP var udtryk for. Ved kapitaludvidelserne i 2002 og 2004 og de dertil knyttede due diligence undersøgelser blev der ikke taget forbehold for det omhandlede beløb, og han er derfor nu reelt afskåret fra at søge beløbet tilbage fra S.
Som følge af indklagedes sene opfølgning på sagen lider han et reelt tab ved, at indklagede har hævet beløbet på hans konto.
Indklagede er ansvarlig for fejl og langsommelighed hos både sig selv og sine korrespondentbanker.
Der er ikke tale om en condictio indebiti situation, idet han ikke har fået noget beløb to gange. Indklagede har ved en egen fejl foranstaltet et udlæg, som ikke umiddelbart kan kræves tilbagebetalt.
Han har ikke udvist manglende agtpågivenhed. Under hele forløbet har han været i god tro, idet han hverken var eller burde have været klar over en eventuel tilbagebetalingspligt. Han har heller ikke medvirket til det lange sagsforløb.
Indklagedes eksterne revisorer har gennemgået engagementet og efter det oplyste ikke fundet anledning til bemærkninger.
På årsoversigterne anfører indklagede selv en 20-dages frist for eventuelle indsigelser. Indklagede bør også selv acceptere en sådan frist.
Indklagedes krav på renter bestrides.
Indklagede har uberettiget tilbageholdt og taget pant i ejerpantebrevet, som uafhængigt af denne sag beroede hos indklagede.
Det er ikke dokumenteret, at ejerpantebrevet i 2004, hvor han anmodede om at få det udleveret, var omfattet af sikkerhedsdepotet.
Ankenævnet kan behandle sagen, idet der er tale om et privat kundeforhold. Det forhold, at det overførte beløb endeligt skulle refunderes af et erhvervsdrivende selskab, ændrer ikke ved, at overførslen skete for ham som privat kunde. Hverken klagens karakter eller beløbets størrelse adskiller sig fra, hvad der kunne forekomme i et privat kundeforhold. Spørgsmålet om frigivelsen af ejerpantebrevet vedrører i hvert fald alene et privat kundeforhold.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at betalingsoverførslen dækkede over en sponsorbetaling fra det af klageren på daværende tidspunkt kontrollerede selskab, som var involveret i motorsport. Der må derfor statueres identifikation mellem klageren og selskabet i relation til overførslen med den virkning, at klagen skal betragtes som indgivet af en erhvervsdrivende. Sagen bør derfor afvises af Ankenævnet, da den ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at betalingsoverførslen rent faktisk blev gennemført i henhold til klagerens instruks. Det beror på en fejl, at beløbet, der blev modtaget retur fra den engelske korrespondentbank, blev indsat på klagerens GBP konto. Beløbet skulle have været indsat på en intern konto, indtil overførslen kunne komme på plads. Fejlen blev ikke opdaget, fordi en italiensk korrespondentbank først på et meget sent tidspunkt meddelte, at man ikke havde modtaget dækning for overførslen.
Da betalingsoverførslen rent faktisk blev gennemført, opnår klageren en ugrundet berigelse på indklagedes bekostning, såfremt klagen tages til følge.
Det er udokumenteret, at klageren har fortabt sin refusionsadgang hos S. Såfremt S var forpligtet til at yde refusion, bør en sådan forpligtelse ikke blive påvirket af efterfølgende ændringer i ejerstrukturen. Det må endvidere lægges til grund, at klageren samtidig eller i umiddelbar forbindelse med afgivelsen af orden har foranlediget, at refusionsbeløbet blev bogført på en mellemregningskonto i S.
Klageren har indtil indklagedes telefoniske henvendelse i februar 2004 tilsyneladende betragtet bankoverførslen som sket, hvorfor klagerens eventuelle manglende gennemførelse af refusionen fra S må tilskrives klagerens egen skyld.
I de almindelige forretningsbetingelser er der fornøden hjemmel til renteopkrævningen. Rentevilkår og satser fremgår i øvrigt af kontoudtogene.
Indklagedes eksterne revisorers eventuelle gennemgang af klagerens engagement er sagen uvedkommende. Revisionen relaterer sig alene til opfyldelse af indklagedes forpligtelser efter gældende banklovgivning.
Kontoudtog og kontooversigter udskrives automatisk uden manuel gennemgang. Der påføres derfor en 20-dages frist som en opfordring til kunderne til at gennemgå det modtagne og reagere på eventuelle fejl. Fristen finder ikke anvendelse over for indklagede.
Ejerpantebrevet blev indlagt i sikkerhedsdepotet i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen i 2000 og ligger til sikkerhed for ethvert tilgodehavende hos klageren, herunder den negative saldo, der opstod på klagerens konto som følge af debiteringen af overførselsbeløbet inkl. renter. Det var derfor berettiget at afslå anmodningen om frigivelse af ejerpantebrevet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
To medlemmer - Peter Stig Hansen og Ole Jørgensen - udtaler:
Det fremgår af sagen, at den omhandlede overførsel reelt blev foretaget af klagerens selskab og vedrører dettes erhvervsmæssige aktiviteter.
Vi finder derfor, at sagen bør afvises, jf. § 2, stk. 2 i Ankenævnets vedtægter.
Tre medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard og Lotte Aakjær Jensen - udtaler:
Sagen vedrører klagerens private kundeforhold med indklagede, og hverken det omtvistede beløbs størrelse eller det af klageren anførte om forventet refusion fra selskabet kan medføre, at sagen må betragtes som erhvervsmæssig. Vi finder derfor, at sagen ikke bør afvises.
Klagerens ordre om overførsel af 54.000 GBP til betalingsmodtageren i Italien blev rent faktisk gennemført, og det beroede derfor på en fejl, at beløbet med fradrag af udenlandske omkostninger, eller 53.980 GBP, den 22. april 2002 blev indsat på klagerens GBP konto med valør den 17. april 2002. Klageren, der efter afgivelsen af ordren hverken blev kontaktet af indklagede eller betalingsmodtageren, måtte gå ud fra, at betalingsoverførslen var gennemført som forudsat, og burde derfor i hvert fald ved modtagelsen af kontoudskrifterne og årsoversigten pr. den 31. december 2002 have indset, at indsættelsen af de 53.980 GBP beroede på en fejl.
Den omstændighed, at indklagede først efter mere end 2 år rejste krav om tilbagebetaling, findes herefter ikke at kunne føre til, at indklagede er afskåret fra at gøre tilbagesøgningskravet gældende. Indklagedes krav er imidlertid begrænset til 53.980 GBP, eller 573.993 kr. (kurs 1062,95), svarende til det beløb, som fejlagtigt blev indsat på kontoen. Indklagede skal derfor indsætte 212,59 DKK (20 GBP (kurs 1062,95)) på klagerens konto med valør den 12. november 2002.
Det forhold, at klageren som følge af ændringer i selskabets ejerforhold nu mener sig afskåret fra at opnå dækning for beløbet hos selskabet, findes ikke at være en påregnelig følge af fejlen, og der kan derfor ikke pålægges indklagede erstatningsansvar herfor.
Der er således ikke grundlag for at pålægge indklagede at frafalde kravet på 573.780,41 kr. (573.993 kr. - 212,59 kr.), hverken helt eller delvist. (Ankenævnet har ikke herved taget stilling til om klageren er bundet af den valutakurs, som var gældende, da indklagede den 12. november 2004 valgte at omregne kravet fra GBP til DKK.
Selvom klageren måtte have opnået en berigelse ved, at han som følge af indklagedes fejl kunne disponere over beløbet i perioden 17. april 2002 - 11. november 2004, finder vi, at dette ikke kan begrunde en forhøjelse af indklagedes tilbagesøgningskrav.
Indklagede rettede i sommeren 2004 henvendelse til klageren om kravet. Vi finder imidlertid, at en egentlig betalingsanmodning først blev fremsat af indklagede i forbindelse med afslaget på udleveringen af ejerpantebrevet den 11. november 2004. Indklagede var derfor alene berettiget renter af de 573.780,41 kr. 30 dage efter denne dato, jf. rentelovens § 3, stk. 2. Indklagede skal derfor frafalde rentebeløbet på 81.145,28 kr., som blev hævet på klagerens konto den 12. november 2004, og udskyde valideringen af de 573.780,41 kr. til 30 dage efter den 12. november 2004.
Selvom en uudnyttet trækningsret inden for en tilsagt kredit ikke er et aktiv, som kan gøres til genstand for modregning, finder vi i den konkrete sag ikke grundlag for at kritisere, at indklagede med de begrænsninger, der fremgår af ovenstående, bogførte sit tilgodehavende på klagerens konto, hvorved bemærkes, at klageren i forbindelse med sagen ikke særskilt har gjort indsigelse mod dette. Det forudsættes, at debetrentesatsen på kontoen ikke overstiger renten efter renteloven.
Ejerpantebrevet blev i 2000 indlagt i depot -076, som var pantsat til indklagede til sikkerhed for enhver forpligtelse, som klageren "ved egen medvirken har eller måtte få" over for indklagede. Det lægges til grund, at tilbagesøgningskravet var den eneste årsag til, at indklagede i november 2004 afslog at udlevere ejerpantebrevet, og at der således ikke bestod yderligere forpligtelser, som ejerpantebrevet blev holdt til sikkerhed for. Da tilbagesøgningskravet opstod som følge af fejl begået af indklagede, finder vi, at indklagede ikke berettiget kunne afslå at udlevere ejerpantebrevet alene med henvisning til dette. Klagerens påstand om udlevering af ejerpantebrevet tages derfor til følge. Det forhold, at klageren i hvert fald ved årsskiftet 2002/2003 burde have opdaget fejlen, kan ikke medføre et andet resultat.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger indsætte 212,59 kr. og 81.145,28 kr. på klagerens konto med valør den 12. november 2004, ændre valideringen af de resterende 573.780,41 kr. til 30 dage efter den 12. november 2004 og udlevere ejerpantebrevet på 3 mio. kr. til klageren. Klagegebyret tilbagebetales klageren.