Gebyr for tilbageførsel af PBS betaling.
| Sagsnummer: | 248 /1993 |
| Dato: | 29-09-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen |
| Klageemne: |
Gebyr - PBS-aftale
|
| Ledetekst: | Gebyr for tilbageførsel af PBS betaling. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved meddelelse af 1. april 1993 til klageren oplyste indklagedes Ballerup afdeling, at man havde returneret 4 PBS betalinger til et samlet beløb af 59.597,69 kr. som følge af manglende dækning på klagerens konto for betalingerne. Samtidig meddeltes, at indklagede havde debiteret 600 kr. i gebyr for returneringerne.
Af indklagedes prisliste pr. 1. januar 1993 fremgår at:
"Returnering af dækningsløse check, Dankortnota, PBS o.l. kr. 200,00 (pr. check, nota, overførsel)"
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren en del af det debiterede gebyr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har oplyst, at arbejdet i forbindelse med returnering af en PBS betaling består, i at man efter gennemgang af dagens overtræksliste skal identificere de overtræk, som ikke kan godtages. Herefter forsøges kontohaveren kontaktet telefonisk. Returnering af betalingerne foretages ved indkodning af fremfundne data, og meddelelser om returnering udskrives og afsendes til kreditor. Den følgende dag kontrolleres, at korrekt returnering er foretaget.
Klageren har anført, at han ved telefaxmeddelelse af 1. april 1993 oplyste, at han senest mandag den 5. april 1993 ville kunne inddække det midlertidige overtræk. Han finder ikke, at det debiterede gebyr står i et rimeligt forhold til det arbejde, som er udført i forbindelse med returneringerne.
Indklagede har anført, at der hverken på klagerens budgetkonto, hvorfra betalingerne skulle ske, eller på klagerens løbende konto var dækning for de omhandlede betalinger. Da klageren på betalingsoversigten var blevet orienteret om betalingerne, og da klageren var blevet opfordret til selv at melde tilbage til afdelingen ved dækningsproblemer for betalinger, besluttedes det at afvise betalingerne. Indklagede finder gebyret på i alt 600 kr. rimeligt.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det oplyste om det arbejde, der er forbundet med tilbageførsel af PBS-betalinger som følge af overtræk, finder Ankenævnet ikke, at det opkrævede gebyr på i alt 600 kr. kan anses for urimeligt stort.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.