Afgørelse

Lånetilsagn. Retsforfølgning. Morarenter

Ejendommen ejedes oprindelig af en familiefond, hvori klageren og hendes ægtefælle er bestyrelsesmedlemmer. I ejendommen indestod fem lån til det indklagede realkreditinstitut. To af lånene var ydet på basis af inkonverterbare obligationer. Der var den 29. september 1993 berammet tvangsauktion over ejendommen på begæring af instituttet, der senere tilbagekaldte denne. Pr. 1. oktober 1993 købte klageren ejendommen af familiefonden på et betinget skøde. Instituttet afgav den 28. oktober 1993 tilbud på et lån på 675.000 kr. med 1. prioritet. Klageren indleverede den 16. marts 1994 pantebrevet til instituttet med anmodning om omgående udbetaling. Instituttet afgav i april 1994 et nyt tilbud på 515.000 kr. med prioritet efter de inkonverterbare lån. Efter henvendelse fra klageren oplyste indklagede, at udarbejdelsen af det nye tilbud skyldtes, at der i det første tilbud ikke var taget højde for "overkursen" på de to inkonverterbare lån. Indklagede foreslog, at tilbudet på 675.000 kr. blev fastholdt, og at de tre konverterbare lån blev indfriet ved udbetalingen af det nye lån. Overskuddet som følge af, at de inkonverterbare lån ikke blev indfriet, skulle herefter indsættes på en spærret konto til brug for betaling af ydelserne på de inkonverterbare lån i restløbetiden på to år. Klageren accepterede i maj 1994 instituttets løsningforslag og fremsendte den 25. maj 1994 på ny det tinglyste pantebrev. Klageren rykkede i juni 1994 for sagen. Klageren modtog og accepterede herefter deponeringsvilkår i overensstemmelse med instituttets løsningsforslag. Som betingelse for udbetaling bad instituttet i august 1994 klageren om at indbetale et beløb på knap 100.000 kr. til deponeringskontoen. Klageren protesterede over dette krav. Der korresponderedes herefter mellem parterne om betydningen af de afgivne lånetilbud og indholdet af instituttets løsningsforslag, ligesom der forgæves blev forsøgt indgået forlig mellem parterne. På begæring af instituttet blev der i november 1994 berammet tvangsauktion over ejendommen. Klageren lagde i november 1994 ved byretten sag an imod instituttet. Fogedretten udsatte i marts 1995 tvangsauktionssagen på afventning af udfaldet af byretssagen. Byretten afviste i januar 1997 på ny at fremme tvangsauktionssagen. Byretten besluttede i februar 1997 at udsætte byretssagens behandling på ubestemt tid på Realkreditankenævnets behandling af sagen og oversendte sagen til Nævnet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var forpligtet til at udbetale lånet på 675.000 kr. pr. den 16. marts 1994 og fuldt ud at indfri de eksisterende lån med provenuet heraf, at incassoomkostninger m.v., påløbet efter den 16. marts 1994, ikke kunne gøres gældende over for hende, at hun alene havde været pligtig til at betale de terminsydelser, der ville have været forfaldne på lånet på 675.000 kr. fra 16. marts 1994, hvorfor instituttet havde været uberettiget til at begære tvangsauktion over ejendommen, og at instituttet var uberettiget til at opkræve morarenter med 1,5 pct. pr. påbegyndt måned. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at tilbudet konkret tillige var et løfte om en lånestørrelse, der kunne dække såvel indfrielsesbeløb som restancer på de fem indestående lån, bortset fra restancer på 13.933 kr., som var opstået fra tilbudstidspunktet til det forventede udbetalingstidspunkt. Nævnet fandt ikke, at instituttets forpligtelse på nogen måde var bortfaldet, hvorfor instituttet blev tilpligtet at stille klageren, som om lånet på 675.000 kr. var udbetalt den 21. marts 1994 - eventuelt ved etablering af et reservefondslån på tilsvarende vilkår - og til med provenuet heraf at indfri de indestående lån mod klagerens indbetaling af 13.933 kr. Som følge af denne afgørelse var instituttets retsforfølgning vedrørende restancer for de indestående lån sket uberettiget. Nævnet tilpligtede derfor instituttet - med fradrag af et beløb på 13.933 kr. - at tilbagebetale klageren forskellen mellem på den ene side klagerens indbetalinger i perioden fra den 21. marts 1994 til udbetalingen af lånet på 675.000 kr. og på den anden side de terminsydelser, der skulle have været betalt på lånet på 675.000 kr. i samme periode, samt at anvende afdragsdelen af de beregnede terminsydelser på lånet på 675.000 kr. til ekstraordinært afdrag til kurs 100 på obligationsrestgælden på lånet på 675.000 kr. Flertallet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte instituttets morarenteberegning og instituttet blev derfor frifundet vedrørende dette klagepunkt.