Lånetilsagn. Lånetilbud. Ekspeditionstid.
| Sagsnummer: | 20802013 |
| Dato: | 25-06-2008 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Carsten Holdum, Bent Olfusen, Per Englyst og Karen Havers-Andersen |
| Klageemne: |
Lånetilsagn
Ekspedition - tidsforløb |
| Ledetekst: | Lånetilsagn. Lånetilbud. Ekspeditionstid. |
| Indklagede: | BRFkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut 1 fremsendte den 18. december 2007 en e-mail til en ejendomsmægler, som er autoriseret låneformidler for institut 1. Af e-mailen fremgik det, at der ved udgangen af året ville ske et serieskift, og at institut 1 skulle modtage en låneansøgning senest den 21. december 2007, såfremt låntager ønskede et lånetilbud på baggrund af de med årsskiftet udløbende obligationsserier. Ejendomsmægleren fremsendte samme dag på vegne af klageren en ansøgning til institut 1 om et lån med 5 pct. renteloft og oplyste, at der var aftalt tid til foretagelse af en kontrolvurdering den 21. december 2007. Den 8. januar 2008 fremsendte institut 1 et lånetilbud til klageren på et lån i de nye serier med 6 pct. renteloft. Klageren var utilfreds hermed og rettede henvendelse til institut 1, som meddelte klageren, at det grundet sagsmængden ikke havde været muligt for institut 1 at nå at udarbejde et lånetilbud inden den 21. december 2007 i de gamle serier, men at tilbudet var udarbejdet så hurtigt, som det var muligt. Klageren var ikke tilfreds hermed og henviste til institut 1’s e-mail af 18. december 2007, som ifølge klageren indebar, at institut 1 var forpligtet til at yde lån i de gamle serier. Dette afviste institut 1. Det af institut 1 tilbudte lån kom aldrig til udbetaling. I stedet optog klageren et kortrentelån F1 hos institut 2. Lånet blev afregnet den 28. februar 2008.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at institut 1 havde givet tilsagn om, at han kunne få et 5 pct. garantilån i de gamle obligationsserier, og at institut 1 dermed var erstatningsansvarligt for det tab, klageren eventuelt måtte lide på grund af institut 1’s manglende opfyldelse. Institut 1 påstod frifindelse.
Nævnet lagde til grund, at klageren gennem ejendomsmægleren var blevet gjort bekendt med institut 1’s e-mail af 18. december 2007, at låneansøgningen blev fremsendt den 18. december 2007, og at en kontrolvurdering var aftalt foretaget den 21. december 2007. Nævnet fandt på denne baggrund, at institut 1 havde været forpligtet til at afgive et for klageren uforpligtende tilbud i de med årsskiftet udløbende serier. Klageren havde ikke ønsket at benytte sig af institut 1’s lånetilbud af 8. januar 2008, men optog i stedet et F1 lån i et andet institut. Da F1 lånet på daværende tidspunkt billigere end det lån, som institut 1 skulle have givet tilbud på, fandt Nævnet det overvejende betænkeligt at anse det for bevist, at klageren ville have optaget et lån i de med årsskiftet udløbende serier, hvis han havde haft mulighed herfor. Som følge af det anførte blev institut 1 frifundet.