Spørgsmål om gebyr for udarbejdelse af konsekvensberegning.
| Sagsnummer: | 209 /1998 |
| Dato: | 03-11-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Boligberegning
Gebyr - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om gebyr for udarbejdelse af konsekvensberegning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
I forbindelse med klagerens og dennes samlevers påtænkte køb af en fast ejendom udarbejdede indklagede i maj 1998 en konsekvensberegning. Klageren valgte efterfølgende at flytte sit engagement til andet pengeinstitut. Indklagede beregnede sig et gebyr på i alt 1.000 kr. for beregningen og tidsforbruget medgået hertil. Klagen angår dette gebyr.
Sagens omstændigheder.
I forbindelse med klagerens og dennes samlevers overvejelse om køb af en bestemt fast ejendom rettede parret i maj 1998 henvendelse til indklagede med anmodning om udarbejdelse af en konsekvensberegning. På grundlag af parrets oplysninger udfærdigede indklagede den 26. s.m. en konsekvensberegning.
Klageren har oplyst, at hun og samleveren også kontaktede samleverens pengeinstitut om det påtænkte huskøb. Dette pengeinstitut kunne tilbyde en lavere lånerente, og hun overførte derfor sit engagement til dette pengeinstitut. Efter at indklagede havde modtaget overførselsanmodningen, blev hun kontaktet af den medarbejder hos indklagede, der havde udarbejdet konsekvensberegningen. Medarbejderen gav udtryk for utilfredshed, da der var anvendt tid på konsekvensberegningen, og forlangte betaling herfor. Medarbejderen kunne ikke umiddelbart oplyse gebyret.
Den 3. juni 1998 hævede indklagede 1.000 kr. på klagerens konto hos indklagede. Af kvittering for hævningen fremsendt til klageren fremgår, at det hævede beløb vedrørte gebyr for beregning af konsekvenser vedrørende eventuelt huskøb.
Efter modtagelsen af hævemeddelelsen rettede klageren telefonisk henvendelse til indklagedes medarbejder. Ifølge klageren afviste medarbejderen at fremsende en gebyrliste eller udregning for det hævede gebyr.
Den 15. juni 1998 indgav klageren klage til Ankenævnet. Ved skrivelse af 17. samme måned anmodede Ankenævnets sekretariat indklagede om en udtalelse.
Ved skrivelse af 18. juni 1998 fremsendte indklagede til klageren en specifikation af det hævede gebyr. Heraf fremgik, at der var medgået et tidsforbrug til beregningen på 1 time og 50 minutter à 500 kr. pr. time med tillæg af 100 kr. for boligberegning.
Af indklagedes prisliste fremgår, at der for konsekvensberegning beregnes et gebyr på 100 kr. Indklagedes timepris er ikke anført.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 1.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ikke oplyste, at der ville blive beregnet et gebyr for beregningen, såfremt indklagede ikke skulle finansiere huskøbet. Hun undrer sig over, at indklagedes medarbejder ikke straks, da der blev tale om betaling af gebyr, kunne oplyse dets størrelse, men først skulle regne på det. Indklagedes timepris fremgår ikke af indklagedes gebyrliste. Gebyret på 1.000 kr. er urimeligt stort.
Indklagede har anført, at man ikke beregner sig gebyr for en konsekvensberegning, såfremt indklagede efterfølgende skal finansiere en del af købesummen. Da man erfarede, at efterfinansiering ikke skulle ske gennem indklagede, blev klageren kontaktet og orienteret om, at man ville beregne sig et gebyr for arbejdet. Klageren sagde, at det var fuldt forståeligt, og at indklagede kunne hæve det beløb, som tilkom indklagede. Det bestrides, at indklagedes medarbejder efterfølgende nægtede at sende gebyrliste og specificeret udregning. I det konkrete tilfælde forelå der ikke salgsopstilling, idet klageren ønskede at købe et hus af en bekendt. Indklagede måtte derfor beregne alle omkostninger ved handlen, herunder omkostninger til advokat, tinglysning og kreditforening. Indklagedes medarbejder måtte forklare forskellen mellem de enkelte låneformer, kurssikring og rådgive om forhold vedrørende tilstandsrapport og energimærkning m.m.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ubestridt, at klageren ikke forud for udførelsen af konsekvensberegningen var blevet gjort opmærksom på, at indklagede ville kræve betaling for beregningen i tilfælde af, at man ikke efterfølgende skulle medvirke ved finansieringen af ejendommen. Ankenævnet finder heller ikke, at klageren måtte påregne dette. Ankenævnet finder herefter, at indklagede ikke var berettiget til at debitere klageren for det omhandlede gebyr på 1.000 kr.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger til klageren betale 1.000 kr. med rente efter renteloven fra den 3. juni 1998. Klagegebyret tilbagebetales klageren.