Afgørelse

Inkonvertibilitetsvilkår ikke oplyst ved tvangsauktion.

Klageren købte i sommeren 1993 en ejerlejlighed på tvangsauktion. Lejligheden var blandt andet belånt med et inkonvertibelt lån til det indklagede realkreditinstitut. I forbindelse med konvertering af de indestående lån ved videresalg af ejerlejligheden blev klageren opmærksom på, at lånet var inkonvertibelt og skulle indfries til en kurs over pari. I april 1994 protesterede klageren over for instituttets advokat og henviste til, at denne oplysning ikke var fremgået af salgsopstillingen, hvilket han fandt var i strid med retsplejeloven og ansvarspådragende for advokaten henholdsvis instituttet. Advokaten afviste ethvert krav mod ham som rekvirent på tvangsauktionen samt mod instituttet.

Sagen blev indbragt for Ankenævnet med påstand om, at instituttet havde handlet ansvarspådragende ved ikke i forbindelse med tvangsauktionen at oplyse, at det pågældende lån var baseret på inkonvertible obligationer, og at instituttet som følge heraf skulle dække klagerens tab på 35.217 kr. Instituttet påstod principalt sagen afvist, subsidiært frifindelse.

Instituttet afviste at have begået en ansvarspådragende fejl og henviste til, at advokaten som rekvirent på auktionen var ansvarlig for salgsopstillingens udformning og indhold, og at klagen derfor burde have været rettet mod advokaten.

Nævnet fandt, at instituttet måtte bære ansvaret for de oplysninger, der var indeholdt i salgsopstillingen - eventuelt med regres mod advokaten, og kunne derfor ikke tage afvisningspåstanden til følge. Ud fra formålet med reglerne i retsplejeloven om udfærdigelse af salgsopstillinger og låneomlægningspraksis på tvangsauktionstidspunktet fandt flertallet, at instituttet havde handlet ansvarspådragende ved ikke at oplyse om en så væsentlig lånebetingelse som inkonvertibilitet, og at det ikke kunne udelukkes, at en oplysning herom ville have afholdt klageren fra at afgive bud som sket på tvangsauktionen. Flertallet fandt derfor, at instituttet var forpligtet til at erstatte klageren tabet i anledning af, at lånet ikke havde kunnet indfries til pari. Flertallet fandt ikke grundlag for at nedsætte kravet ud fra betragtninger om egen skyld eller tabsbegrænsningssynspunkter. Mindretallet fandt, at klageren havde haft en selvstændig og skærpet undersøgelsesforpligtelse vedrørende lånets indfrielsesvilkår, og at et eventuelt erstatningskrav derfor måtte være bortfaldet som følge af egen skyld hos klageren.

Afgørelsen blev truffet efter efter stemmeflertallet, og realkreditinstituttet blev tilpligtet at betale klageren en erstatning på 35.217 kr.