Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Postcheques, misbrug. Checkblanketter og kort opbevaret sammen.

Sagsnummer: 610 /1992
Dato: 18-06-1993
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen
Klageemne: Postcheques
Ledetekst: Postcheques, misbrug. Checkblanketter og kort opbevaret sammen.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Under et ferieophold i Frankrig blev klageren den 21. juli 1992 ved indbrud i hans bil frastjålet otte postchèques og det tilhørende ID-kort. De stjålne postchèques er senere debiteret klagerens konto med i alt 13.080,96 kr., hvoraf indklagede har godtgjort klageren 8.080,96 kr.

Klageren har oplyst, at han og hans ægtefælle forlod deres bil i ca. fem minutter og efterlod personlige papirer, penge og checks i bilen. Postchèques-blanketterne lå i klagerens håndtaske, medens det tilhørende ID-kort opbevaredes i hans ægtefælles taske. Begge tasker blev stjålet ved indbruddet.

Af sagen fremgår, at klageren den 21. juni 1989 underskrev blanket vedrørende bestilling af postchèques. Af blanketten fremgår bl.a.:

"Jeg er endvidere indforstået med, at jeg har det fulde ansvar for eventuelt misbrug, der f.eks. skyldes manglende omhu ved opbevaring af legitimationskort og postchèques."

Indklagede har oplyst, at der i forbindelse med den første bestilling af postchèques udleveres en brochure. Af den fra 1. september 1991 gældende brochure fremgår bl.a.:

"Da Postchèques er et værdipapir, gøres opmærksom på, at De skal opbevare Postchèques og tilhørende legitimationskort hver for sig for at undgå misbrug ved tab eller tyveri. Efterlad aldrig både Postchèques og legitimationskort eksempelvis i bilen, campingvognen eller i lejlighed/værelse. Bær f.eks. altid legitimationskortet på Dem.

De hæfter selv for de første 5.000 kr. af eventuelt misbrug, der skyldes manglende omhu ved opbevaring af Postchèques og legitimationskort."

Klageren har oplyst, at han muligt har modtaget en tilsvarende brochure i 1989, men at han efterfølgende automatisk har fået tilsendt nye postchèques i forhold til det antal, han forbrugte, og uden at bestille eller at underskrive ny blanket.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for nogen del af tabet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at postchèques med tilhørende identitetskort er omfattet af betalingskortlovens bestemmelser. Da kortet er uden tilhørende PIN-kode, er kortholders hæftelse ved misbrug maksimeret til 8.000 kr. Klageren finder, at han ikke har udvist groft uansvarlig adfærd, hvorfor han ikke bør hæfte for misbruget. Postchèques-blanketterne og kortet blev opbevaret hver for sig i henholdsvis hans og hans ægtefælles taske.

Indklagede har anført, at postchèques med tilhørende identitetskort ikke er omfattet af betalingskortlovens bestemmelser som følge af, at identitetskortet alene anvendes som legitimation, men ikke som hæve- eller betalingskort. Postchèques kan endvidere alene anvendes på posthuset. Klageren har ved sin underskrift på bestillingsformularen til legitimationskort og postchèques-blanketter erklæret sig indforstået med at være ansvarlig for et eventuelt misbrug som følge af manglende omhu ved opbevaring af kort og blanketter. Yderligere fremgår ansvarsreglerne af den udleverede brochure. Klageren har udvist manglende omhu ved opbevaringen af postchèques-blanketterne og identitetskortet ved at opbevare begge dele i en bil, uanset at blanketter og kort blev opbevaret i hver sin taske. Klageren kunne have opbevaret blanketterne og kortet hver for sig, idet han f.eks. kunne have båret kortet på sig.

Indklagede har oplyst, at man i henhold til de internationale aftaler vedrørende postale pengetjenester er forpligtet til at afregne postchèques, som er korrekt udfyldt og af udbetalingsadministrationen påtegnet med nummer fra gyldigt garantikort. Indklagede har fremlagt kopi af girooverenskomstens kapitel 7, som omhandler postchèques.

Ankenævnets bemærkninger:

Det omhandlede legitimationskort kan ikke anvendes som hæve- eller betalingskort. Allerede som følge heraf er postchèques med tilhørende legitimationskort ikke omfattet af betalingskortlovens bestemmelser.

Det må lægges til grund, at indklagede efter de internationale regler, der gælder for postchèques, har været forpligtet til at indløse de postchèques, som blev frastjålet klageren og dennes ægtefælle.

Klageren har ved sin underskrift på bestillingsblanketten vedrørende postchèques erklæret sig indforstået med at have det fulde ansvar for eventuelt misbrug, der skyldes manglende omhu ved opbevaring af legitimationskort og postchèques. Det må endvidere antages, at klageren har modtaget indklagedes brochure, hvoraf det fremgår, at legitimationskort og postchèques skal opbevares hver for sig. Ankenævnet finder, at klageren har udvist manglende omhu ved at have opbevaret såvel postchèques-blanketterne som det tilhørende legitimationskort i en bil, uanset at kort og blanketter var opbevaret i to forskellige tasker.

Klageren er herefter i overenstemmelse med indklagedes regler forpligtet til at bære 5.000 kr. af tabet ved indløsningen af de stjålne postchèques.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.