Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål vedrørende modtagelse af beløb fra udlandet, tilbagekaldelse af checks og dispositioner på Nemkonto.

Sagsnummer: 494 /2009
Dato: 29-03-2010
Ankenævn: Kari Sørensen, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Karin Sønderbæk
Klageemne: Nemkonto
Betalingsoverførsel fra udlandet - øvrige spørgsmål
Check - tilbagekaldelse
Ledetekst: Spørgsmål vedrørende modtagelse af beløb fra udlandet, tilbagekaldelse af checks og dispositioner på Nemkonto.
Indklagede: Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter


Indledning.

Denne sag vedrører medvirken til modtagelse af beløb fra udlandet, tilbagekaldelse af checks og dispositioner på Nemkonto.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Nykredit Bank, hvor han har en konto med tilknyttet dankort og checks.

Ved e-mail af 25. marts 2009 anmodede klageren banken om at stoppe tre checks på henholdsvis 1.000 kr., 5.700 kr. og 315 kr. og to dankortbetalinger på 2.000 kr. og 1.935 kr. Klageren havde betalt beløbene til Post Danmark som agent for Western Union, der skulle videresende dem til betalingsmodtagere i udlandet.

Af en posteringsoversigt for klagerens konto fremgår, at der med valør den 11. marts 2009 blev hævet en dankortkortbetaling på 1.935 kr. Med valør den 12. marts 2009 blev der hævet en checkbetaling på 1.000 kr. Med valør den 19. marts 2009 blev der hævet to checkbetalinger på henholdsvis 5.700 kr. og 315 kr.

Den 23. marts 2009 blev checken på 5.700 kr. returneret på grund af manglende dækning på kontoen. Efter checkreturneringen var saldoen 5.299,25 (negativ).

Den 31. marts 2009 blev klagerens løn/pension indsat på kontoen, der herefter havde et positivt indestående på ca. 4.500 kr.

Ved hævninger i pengeautomater opstod der et nyt overtræk på kontoen. Den 15. april 2009 rykkede banken for inddækning af overtrækket, som udgjorde ca. 5.000 kr. Banken rykkede på ny den 6. maj 2009, hvor overtrækket var stort set uændret.

Klageren har under sagen fremlagt bl.a. et dokument, der omhandler en overførsel den 23. april 2009 af 5,6 mio. USD fra et udenlandsk pengeinstitut til hans konto i Nykredit Bank.

Parternes påstande.

Den 7. maj 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Nykredit Bank skal tilbageføre check- og kortbetalingerne som anført i hans e-mail af 25. marts 2009 og afstå fra at spærre hans konto og kort. Endvidere skal banken medvirke til modtagelse af beløbet på 5,6 mio. USD fra udlandet.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at checkbeløbene på i alt 7.015 kr., to korthævninger på i alt 3.900 kr. og et kontantbeløb på 85 kr. blev overført til betalingsmodtagere i udlandet, der imidlertid aldrig modtog de overførte beløb.

Han havde en mundtlig aftale med Nykredit Bank om lån på henholdsvis 5.000 kr. og 6.000 kr. til dækning af afgifter hos www.fsa.gov.uk og til wire insurance hos Greenwich Lloyds Underwriters Ltd. med henblik på overførslen på 5,6 mio. USD til hans konto i banken. Banken skal holde hans konto åben med henblik på modtagelsen af beløbet. Banken bør betale en erstatning på 200.000 kr. for forsinkelse af overførslen. I perioden fra februar til juni 2009 skete der et fald i kursen på USD.

Ved at lukke hans Nemkonto og spærre kortet forhindrede banken ham i at få penge bl.a. til brug for husleje, varme og vand. Banken er en såkaldt pengeløs bank. En spærring af kortet svarer således reelt til en spærring af kontoen.

Nykredit Bank har anført, at de omhandlede checks og betalinger ikke kunne tilbagekaldes den 25. marts 2009, hvor klageren anmodede herom. Checken på 5.700 kr. var på daværende tidspunkt returneret på grund af manglende dækning, og checkene på 375 kr. og 1.000 kr. blev indløst af Post Danmark A/S.

Den 20. marts 2009, hvor kontoen var i overtræk med ca. 11.000 kr., blev kontoen spærret for at forhindre yderligere overtræk.

Banken har på intet tidspunkt modtaget anmodning om overførsel af 5,6 mio. USD til klagerens konto.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Den 25. marts 2009, hvor klageren anmodede Nykredit Bank om at tilbageføre de omtvistede kort- og checkbetalinger, var checken på 5.700 kr., som var den største betaling, blevet returneret på grund af manglende dækning. Det var ikke muligt at tilbageføre de øvrige betalinger, som var honoreret af banken.

Det kan ikke kritiseres, hvis Nykredit Bank afviser at medvirke til at modtage overførslen på 5,6 mio. USD, der fremgår af det under sagen fremlagte dokument.

Det findes ikke godtgjort, at Nykredit Bank bevilgede klageren et overtræk på sin konto. Da kontoen den 20. marts 2009 var i overtræk med ca. 11.000 kr., var banken berettiget til at forhindre, at der opstod yderligere overtræk. Der er ikke grundlag for at fastslå, at Nykredit Bank i strid med princippet i retsplejelovens § 509 om trangsbeneficiet har afskåret klageren fra at råde over løn eller pension, der var nødvendig til dækning af leveomkostninger for klageren.

Som følge af det anførte, og idet klageren ikke i øvrigt findes at have godtgjort omstændigheder, der kan begrunde, at Nykredit Bank har pådraget sig et ansvar over for klageren, træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.