Berettigelse af udlæg, kaution.
| Sagsnummer: | 681 /1992 |
| Dato: | 25-08-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlæg
|
| Ledetekst: | Berettigelse af udlæg, kaution. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 26. februar 1987 ydede indklagedes Sundbyvester afdeling klagernes datter en forhøjelse af et lån på 89.000 kr., hvorefter lånet udgjorde 100.046,57 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr., første gang den 31. marts 1987. Til sikkerhed for lånet afgav klagerne selvskyldnerkautionserklæring.
I foråret 1988 blev datterens engagement bortset fra kautionslånet opsagt på grund af misligholdelse og overgivet til retslig inkasso.
Den 9. februar 1989 rykkede indklagede klagerne for betaling af en restance på 4.000 kr. på kautionslånet. Under en inkassosag vedrørende det øvrige engagement afgav datteren den 16. februar 1989 insolvenserklæring.
Den 4. juli 1989 forlangte afdelingen med henvisning til, at lånet var misligholdt, dettes restgæld, der da udgjorde 83.705,63 kr., betalt af klagerne. Den 30. august 1989 rettede klagerne henvendelse til indklagedes advokat og tilbød en afviklingsordning på 2.000 kr. pr. måned. Den 21. september 1989 meddelte advokaten, at man var indforstået hermed, dog på betingelse af, at der til sikkerhed håndpantsattes et ejerpantebrev med pant i klagernes ejendom. Klagerne afslog den 27. september 1989 dette. Den 19. oktober 1989 meddelte advokaten indklagede, at klagerne nu havde indvilget i at udstede og håndpantsætte et ejerpantebrev til sikkerhed for kautionsforpligtelsen.
Da klagerne imidlertid fortsat afviste at håndpantsætte et ejerpantebrev, foretoges på indklagedes begæring den 24. april 1990 udlæg i klagernes ejendom for 87.220,64 kr. med tillæg af omkostninger.
Det fremgår af fremlagte kontoudtog, at der i perioden fra juni til december 1989 er betalt 3 ydelser, og at der i perioden fra 1. januar til 31. december 1990 er betalt 12 ydelser.
Efter at klagerne ved deres advokat i 1992 havde protesteret over det foretagne udlæg, meddelte indklagede, at udlægget først ville blive aflyst, når kautionslånet var fuldt indfriet, men at indklagede ikke ville foretage sig yderligere, så længe den indgåede afviklingsaftale blev overholdt.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at lade udlægget i klagernes ejendom aflyse. Subsidiært gøres gældende, at udlægget er foretaget for et for stort beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at lånet, da indklagede rykkede den 9. februar 1989, kun var i restance med én ydelse og ikke som anført af indklagede med to ydelser. Det gældsbrev, indklagedes advokat fremsendte til klagerne den 20. november 1989, lød på 91.973,46 kr. til trods for, at restgælden på lånet på daværende tidspunkt kun udgjorde 82.000 kr. Klagerne bestrider, at de med indklagedes advokat havde indgået aftale om håndpantsætning af et ejerpantebrev. Ved årsskiftet 1989-90 indgik datteren med indklagede en ny afviklingsaftale, der tillige havde virkning for kautionisterne. Lånet var således ikke misligholdt på tidspunktet for foretagelsen af udlægget, hvorfor dette er uberettiget foretaget. Udlægget var på 88.620 kr., uanset at restgælden da udgjorde 69.705,83 kr. samt påløbne renter.
Indklagede har anført, at lånet den 4. juli 1989, da indklagede gjorde kautionsforpligtelsen gældende overfor klagerne, var i restance med to ydelser. Opsigelsen og kravet overfor kautionisterne skete på baggrund af, at datteren i februar 1989 havde afgivet insolvenserklæring. Indklagedes inkassoadvokat har oplyst, at klagerne indvilgede i at udstede et ejerpantebrev i ejendommen i forbindelse med klagernes tilbud om en afviklingsordning på 2.000 kr. om måneden. Baggrunden for at indklagede ønskede sikkerhed var, at afviklingsordningen medførte en meget lang løbetid. Da klagerne alligevel ikke ønskede at underskrive ejerpantebrevet, foretoges i stedet udlæg i ejendommen. I forbindelse med lånets overgivelse til inkasso blev den automatiske tilskrivning af renter stillet i bero. Kontoudtogene giver således ikke et korrekt billede af restgælden. Det beløb, der er gjort udlæg for, indeholder såvel renter som inkassoomkostninger. Indklagede bestrider, at afdelingen skulle have indgået en aftale med den oprindelige debitor i 1989-90, idet afdelingen alene har tilkendegivet, at indklagede ikke vil foretage sig yderligere i forhold til klagerne, så længe den med disse aftalte afviklingsordning bliver overholdt. Det er i denne forbindelse uden betydning, om den månedlige ydelse på 2.000 kr. betales af klagerne eller af den oprindelige debitor.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at indklagede som følge af debitors misligholdelse var berettiget til at forlange lånets restgæld indfriet af klagerne som kautionister, således som det skete ved skrivelsen af 4. juli 1989. Indklagede var ikke forpligtet til at indrømme klagerne en afdragsordning, og indklagedes accept af, at klagernes forpligtelse kunne afvikles ved betaling af en månedlig ydelse på 2.000 kr., var udtrykkelig betinget af, at klagerne stillede pantesikkerhed. Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ved aftale med lånets oprindelige debitor har givet afkald på dette krav. Da der således ikke forelå nogen for indklagede bindende afdragsaftale med klagerne, var indklagede berettiget til som sket at lade foretage udlæg i klagernes ejendom for den fulde restgæld. Det er efter det foreliggende ikke godtgjort, at udlægget blev foretaget for et for stort beløb.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.