Rådgivning. Køb af andelsbolig, rådighedsbeløb.
| Sagsnummer: | 81 /1992 |
| Dato: | 25-09-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Rådgivning - omsætning/opførelse af fast ejendom
Boligberegning |
| Ledetekst: | Rådgivning. Køb af andelsbolig, rådighedsbeløb. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klageren ønskede at erhverve en andelsbolig, rettede hun i sommeren 1988 henvendelse til indklagedes Vesterbro afdeling i Aalborg.
I januar 1989 rettede klageren påny henvendelse til afdelingen og anmodede afdelingen om at udstede garanti for kontantkøb af et andelsboligbevis på 172.500 kr., hvilket indklagede imødekom. Et eksisterende boliglån bevaredes, og lånet forblev sikret ved pant i klagerens obligationsdepot.
Efter at klageren er blevet klar over, at hendes månedlige rådighedsbeløb efter køb af andelsboligen alene udgør 1.300 kr., har hun indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at eftergive hende restgælden ifølge boliglånet, der udgør 67.000 kr., samt yde en ikke nærmere angivet erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun i sommeren 1988 rettede henvendelse til sin bankrådgiver i afdelingen, idet hun ønskede rådgivning om køb af en andelsbolig. Hun afleverede materiale herom til bankrådgiveren, hvorefter de drøftede spørgsmålet, da hun næste gang kom i banken. Klageren var bekendt med, at det var nødvendigt for hende at sælge sin ejerlejlighed, forinden andelsboligen blev købt, og bankrådgiveren meddelte hende, at hun herefter ikke ville blive ringere stillet end hidtil. Klageren gik ud fra, at medarbejderen havde udarbejdet et budget som grundlag for rådgivningen.
Indklagede har anført, at klageren i 1988 henvendte sig i afdelingen medbringende et finansieringsforslag fra en andelsboligforening. Indklagedes medarbejder foretog et løst overslag ud fra det eksisterende materiale, og det blev drøftet, hvilken indvirkning på det månedlige rådighedsbeløb det ville have helt eller delvis at indfri det eksisterede boliglån. Endvidere blev forskellige finansieringsmuligheder gennemgået. Det blev af indklagede fremhævet, at det var nødvendigt, at klagerens ejerlejlighed blev afhændet, således at andelsboligen kunne anskaffes på kontantbasis incl. omkostninger. Klageren forlod afdelingen i den hensigt at tænke over et eventuelt køb og derefter vende tilbage. Klageren vendte ikke tilbage på noget tidspunkt for yderligere rådgivning. Indklagede udstedte garantien i januar 1989 med baggrund i det hidtidige gode kundeforhold, og der blev heller ikke på dette tidspunkt udarbejdet budgetberegninger. Indklagede har, forinden klageren købte andelsboligen, gjort hende opmærksom på, at der ville blive tale om en reduktion af det månedlige rådighedsbeløb. Størrelsen heraf fremgår ikke af sagen, men ændringer i den månedlige overførsel til budgetservicekonto viser ultimo 1989 en stigning fra 4.500 kr. til 5.800 kr. udelukkende begrundet i boligskift. Indklagede bestrider, at man overfor klageren skulle have oplyst, at hun ikke efter køb af andelsboligen ville blive ringere stillet end hidtil. Indklagede har ikke været involveret i beslutningsprocessen og har som følge heraf ikke begået ansvarspådragende fejl ved rådgivningen eller gjort sig skyldig i ansvarspådragende undladelser.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder ved sin rådgivning af klageren har begået ansvarspådragende fejl.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.