Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning om salg af aktier umiddelbart før fremkomsten af overtagelsestilbud.

Sagsnummer: 285 /1999
Dato: 09-11-1999
Ankenævn: Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann
Klageemne: Dørsalgsloven
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Rådgivning om salg af aktier umiddelbart før fremkomsten af overtagelsestilbud.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes rådgivning til klageren om dennes salg af aktier i et selskab, hvori der umiddelbart efter salget fremkom et overtagelsestilbud.

Sagens omstændigheder.

Den 20. maj 1999 om eftermiddagen kontaktede en medarbejder fra indklagedes Nærum afdeling telefonisk klageren vedrørende dennes kapitalpensionsdepot hos indklagede. I depotet beroede bl.a. 325 stk. aktier i selskabet Crisplant Industries, som klageren havde erhvervet til kurs 305 i februar 1998. Indklagedes medarbejder anbefalede klageren et salg. Klageren fulgte rådet.

Den 20. maj 1999 afregnede indklagede salget af Crisplant Industries aktierne til kurs 337.

Den 24. maj 1999 (2. pinsedag) offentliggjorde et engelsk selskab et overtagelsestilbud til aktionærerne i Crisplant Industries; overtagelsestilbuddet lød på køb af aktier til kurs 425.

Klageren rettede straks henvendelse til indklagede og anmodede om oplysning om, på hvilken baggrund indklagedes medarbejder havde tilrådet salg, ligesom klageren ønskede handlen annulleret.

Ved skrivelse af 8. juni 1999 besvarede indklagedes Lyngby område henvendelsen og oplyste, at baggrunden for henvendelsen den 20. maj 1999 var, at den omhandlede aktie var faldet i kurs siden maj 1998 for først i de senere måneder at stige igen. Inden klageren var kontaktet, havde man undersøgt baggrunden for den seneste tids stigning. Indklagedes aktieafdelings melding var, at stigningen kunne forklares med et pænt halvårsresultat samt en generelt spekulativ interesse i mindre selskaber på grund af opkøbstilbud og fusioner. Indklagede afviste at tilbageføre handlen.

Ved skrivelse af 10. juni 1999 til indklagedes direktion anførte klageren, at han ikke kunne tro, at indklagede havde kontaktet ham tilfældigt og anbefalet salg af netop disse aktier, idet der i depotet var andre papirer. Ved skrivelse af 18. s.m. anførte indklagedes direktion, at indklagede ikke havde bistået ved udarbejdelsen af overtagelsestilbuddet i Cristplant Industries. Ved offentliggørelsen af tilbuddet var dette ikke kendt, hverken af indklagede eller i markedet i øvrigt. Indklagedes anbefaling af salg byggede på offentligt tilgængelige oplysninger. Indklagede understregede samtidig, at indklagedes rådgivning skete i kundernes interesse, og at indklagede hverken havde behov for eller ønske om at anbefale kunder køb eller salg af værdipapirer for selv at opnå en kursgevinst på kundernes bekostning.

Ved skrivelse af 19. juni 1999 til indklagedes direktion oplyste klageren, at han gennem Fondsbørsen var blevet bekendt med, at dokumentation for indklagedes handler i aktien kunne opnås ved betaling af 1.200 kr., men at en sådan dokumentation kun kunne rekvireres af indklagede selv. Klageren anmodede indklagede om på hans vegne at bestille dokumentationen. Ved skrivelse af 22. s.m. gav indklagede tilsagn om at være klageren behjælpelig med at indhente dokumentationen, idet indklagede samtidig bad klageren præcisere en række forhold til brug herfor.

Den 26. juni 1999 fremsendte klageren udkast til aftale mellem ham og indklagede, idet klageren anmodede indklagede om at underskrive aftalen, forinden dokumentationen blev indhentet. Klagerens udkast til aftale var således:

"Beregning = tilgang af Crisplant aktier til [indklagedes] beholdning - afgang af Crisplant aktier fra [indklagedes] beholdning. (Med baggrund i handler med Crisplant aktier d. 20. maj og 21. maj 1999).

Såfremt resultatet af beregningen bliver positivt forpligter [indklagede] sig til at annullere den omtalte handel med Crisplant aktier eller yde [klageren] et erstatningsbeløb svarende til kurstabet i forhold til det afgivne Crisplant aktie købstilbud. [Indklagede] afholder omkostningen for indhentning af de relevante oplysninger hos Københavns Fondsbørs.

Såfremt resultatet af beregningen bliver negativt stiller [klageren] sig tilfreds med den omtalte handel med Crisplant aktier. [Klageren] afholder omkostningen for indhentning af de relevante oplysninger hos Københavns Fondsbørs."

Ved skrivelse af 6. juli 1999 meddelte indklagede, at man ikke så nogen grund til at indgå en sådan aftale.

Parternes påstande.

Klageren har den 5. juli 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre aktiehandlen eller betale et erstatningsbeløb svarende til kursforskellen mellem afregningskursen og kurs 425.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede uopfordret ringede til ham og tilrådede salg af aktierne som de eneste ud af 14 andre aktier. Indklagedes rådgivning var katastrofal dårlig, idet aktierne steg voldsomt efterfølgende.

Indklagede har anført, at man tog initiativet til kontakten til klageren den 20. maj 1999 i overensstemmelse med en årelang praksis for betjening af klageren med rådgivning om handel med aktier og andre værdipapirer. De omhandlede aktier lå i klagerens kapitalpensionsdepot. I perioden 2. marts 1994 - 14. juni 1999 har der været en omfattende handel med papirer i depotet, og enkelte papirer er afhændet efter kort tid. Omsætningen i kapitalpensionsdepotet kan i perioden opgøres til ca. 5 mio. kr.; depotets kursværdi pr. 15. juli 1999 var ca. 400.000 kr. Klageren har været i dialog med indklagedes investeringsrådgiver i forbindelse med de gennemførte handler, og man har i perioden løbende kontaktet klageren for at drøfte gunstige købs- og salgsmuligheder. Klageren har ikke tidligere beklaget sig over, at indklagede har taget initiativet til sådanne drøftelser, hvorfor det er indklagedes opfattelse, at klageren efterspurgte drøftelserne. Indklagede havde ikke forud for offentliggørelsen af købstilbudet kendskab til dette. Klageren har ønsket dokumentation for, om indklagede har solgt flere aktier end købt i perioden op til den 24. maj 1999. Forskellen mellem indklagedes salg og køb udgør imidlertid ikke bevis for et bestemt formål ved at rådgive klageren eller andre kunder. Indklagede ydede klageren en redelig, relevant og fuldt lovlig rådgivning, hvorfor man ikke er erstatningsansvarlig som følge af, at klageren gik glip af muligheden for at benytte sig af købstilbudet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede har under sagens forberedelse anført, at den telefoniske henvendelse til klageren den 20. maj 1999 var i overensstemmelse med en årelang praksis for betjening af klageren med rådgivning om handel med aktier og andre værdipapirer. Klageren har ikke imødegået dette. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at anse indklagedes henvendelse til klageren for værende i strid med forbudet i dørsalgslovens § 2 om uanmodet henvendelse.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes erklæring om, at indklagede ved henvendelsen til klageren den 20. maj 1999 - ligesom markedet i øvrigt - ikke var bekendt med det forestående købstilbud til aktionærerne i Cristplant Industries. Der er heller ikke i øvrigt grundlag for at anse indklagedes rådgivning for fejlagtig eller mangelfuld.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.