Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tilbageførsel af overførsel til budgetkonto, tvist om rette kontohaver.

Sagsnummer: 510 /1995
Dato: 29-08-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen
Klageemne: Budgetkonto - tilbageførsel
Tilbageførsel
Ledetekst: Tilbageførsel af overførsel til budgetkonto, tvist om rette kontohaver.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 8. december 1994 rettede klagerens tidligere samlever henvendelse til indklagedes Tornhøj Afdeling og anmodede om tilbageførsel af 5.750 kr., som den 1. s.m. var overført fra dennes lønkonto hos indklagede til klagerens budgetkonto nr. -488 hos indklagede. Indklagede imødekom anmodningen.

Ved skrivelse af 8. december 1994 orienterede afdelingen klageren om, at man på anmodning fra hans samlever havde foretaget tilbageførsel af et beløb på 5.750 kr.

Indklagede har oplyst, at den omhandlede budgetkonto er oprettet af klageren i 1989. Den 14. oktober 1994 blev klagerens daværende samlever oprettet som medkontohaver for kontoen i forbindelse med et budgetmøde, hvor såvel klageren som samleveren deltog. Samleveren blev slettet som medkontohaver i forbindelse med tilbageførslen den 8. december 1994, idet hun oplyste, at hun ikke længere var samboende med klageren.

Ifølge klageren har han været enekontohaver til budgetkontoen. Klageren bestrider, at den tidligere samlever deltog i mødet den 14. oktober 1994.

Ved skrivelse af 25. september 1995 rettede klageren henvendelse til indklagede og krævede de 5.750 kr. genindsat på kontoen. Dette afviste indklagede.

Ved klageskema af 9. oktober 1995 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at genindsætte 5.750 kr. på budgetkontoen.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Klageren har anført, at indklagede bør genindsætte det omstridte beløb, da hans tidligere samlever ikke var medkontohaver til kontoen. Dette bestyrkes af, at kun han er anført som kontohaver på kontoudskrifter, ligesom der ikke er sket indberetning af den tidligere samlever til skattevæsenet vedrørende kontoen.

Indklagede har anført, at den tidligere samlever den 14. oktober 1994 blev medkontohaver på budgetkontoen, hvilket fremgår af fremlagt internt printudskrift vedrørende aftalerelationer for samleveren. Tilbageførslen af det omstridte beløb skete således på medkontohavers begæring og til pågældendes lønkonto. For afgørelsen af den foreliggende tvist er det uden betydning, om indklagede måtte have begået fejl i forbindelse med indberetning til skattemyndighederne. Subsidiært bør Ankenævnet afvise klagen efter vedtægternes § 7, stk. 1, da der er uenighed om de faktiske forhold omkring kontoen.

Ankenævnets bemærkninger:

Ved skrivelse af 8. december 1994 underrettede indklagede klageren om, at der på anmodning fra klagerens daværende samlever var sket tilbageførsel af et beløb på 5.750 kr., der fra hendes lønkonto var indsat på budgetkontonr. -488.

Ankenævnet finder, at klageren ved først den 25. september 1995 at have rettet henvendelse til indklagede om tilbageførselen ved passivitet har mistet adgangen til at gøre gældende, at indklagede havde været uberettiget til at foretage tilbageførselen på anmodning af klagerens daværende samlever, der, som det efter det fremlagte materiale må lægges til grund, på tidspunktet for fremsættelse af anmodningen om tilbageførselen var medkontohaver.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.