Afgørelse

Overbelåning. Frigørelse for gældsansvar.

Det indklagede realkreditinstitut ydede i 1988 et forbedringslån på 320.000 kr. i den omhandlede ejendom, som klagerens samlever erhvervede i 1989. Klagerens samlever meddelte i juli 1992 instituttet, at hun ikke længere kunne klare sine terminsbetalinger og bad instituttet om at sende hende en salgsfuldmagt. Klagerens samlever købte med instituttets accept ejendommen for en nominel pris på 235.000 kr. På grund af ejendommens stand afslog instituttet i juni 1997 at yde omlægnings- og tillægslån. Klageren meddelte i juli 1998 instituttet, at han ikke var i stand til at betale terminsydelserne fremover, og at han var interesseret i at sælge ejendommen, men at lånet og værdien ikke hang sammen, idet lånet oversteg friværdien i ejendommen. Med henvisning til ejendommens forringede stand fremsatte klagerens bror i august 1998 over for instituttet tilbud om køb af ejendommen for 65.000 kr. kontant, hvilket købstilbud instituttet accepterede, bl.a. betinget af, at klageren underskrev frivilligt forlig på instituttets tab. Handlen blev ikke til noget . I november 1998 forespurgte klagerens advokat, om instituttet var indforstået med i forbindelse med en gældssanering at nedskrive pantet til 65.000 kr., hvilket instituttet afviste.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle overtage ejendommen og yde ham en erstatning for det tab, han havde lidt. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at institutternes værdiansættelser sker efter reglerne i realkreditloven og værdiansættelssesbekendtgørelsen, og at de ikke har karakter af en ejendomsmæglervurdering til brug for sælgeren eller køberen af en ejendom, men skal varetage obligationsejernes interesser, således at der stedse er den i realkreditloven anførte sikkerhed for obligationerne. Andre, herunder ejere, købere og øvrige panthavere, kan derfor i almindelighed ikke under henvisning til en fejlagtig værdiansættelse gøre et erstatningsansvar gældende mod et realkreditinstitut. De af realkreditinstitutet i denne sag tilvejebragte oplysninger gav efter Nævnets opfattelse ikke grundlag for at statuere, at instituttet ved at medvirke til eller at give tilsagn om at medvirke til de frivillige handler havde handlet på en sådan måde, at instituttet kunne tilpligtes at overtage ejendommen og yde klageren erstatning. Nævnet frifandt derfor instituttet.