Overførsel af kapitalpensionskonti uden iagttagelse af opsigelsesvarsel. Spørgsmål om dekort.
| Sagsnummer: | 13 /1989 |
| Dato: | 12-04-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jrn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Deponering - Dekort
Dekort Kapitalpensionskonti - overførsel Pensionskonti - overførsel |
| Ledetekst: | Overførsel af kapitalpensionskonti uden iagttagelse af opsigelsesvarsel. Spørgsmål om dekort. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 31. december 1975 indgik klagerne to kapitalpensionsoverenskomster med indklagede som kontoførende pengeinstitut. I 1988 anmodede klagerne om at få overført deres kapitalpensionskonti til en pensionsforsikring i PFA.
I forbindelse med overførsel til PFA beregnede indklagede i opgørelse af 9. november 1988 2% dekort af indeståenderne på de to kapitalpensionskonti, henholdsvis 8.805,19 kr. og 7.288,61 kr.
Efter have brevvekslet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre ovennævnte dekortbeløb til de respektive kapitalpensionskonti, for derefter med tillæg af renter og i henhold til kontienes gældende rentesats fra 9. november 1988 til overførslen sker, at overføre kapitalpensionskontiene til PFA.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klagerne anført, at den nævnte dekortberegning savner hjemmel i de indgåede overenskomster om kapitalpension, samt at det er irrelevant at henholde sig til opsigelsesreglen vedrørende en konto, hvis indestående i henhold til kapitalpensionsoverenskomsten tilligst kan komme til udbetaling ved indehaverens fyldte 60. år.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at det af kontoudskrifterne for kapitalpensionskontiene fremgår, at kontiene er med 12 måneders opsigelse. Da der ikke mellem indklagede og PFA er indgået aftale om overførsel uden sædvanligt opsigelsesvarsel af kapitalpensionsmidler, og da klagerne ikke har overholdt opsigelsvarslet, har indklagede beregnet dekort på 2% i henhold til sin forretningsgang.
Indklagede har endvidere anført, at klagerne gennem den andelskasse, der er deres almindelige pengeinstitutforbindelse, blev gjort opmærksom på, at straksoverførsel ville medføre krav om betaling af dekort. Dette er bestridt af klagerne.
Den pågældende andelskasse har i en skrivelse af 16. november 1988 til indklagede oplyst, at den ikke selv beregner sig dekort ved overførsel af kapitalpensionskonti.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder at måtte lægge til grund, at klagerne ikke forud for overførselen af deres kapitalpensionskonti til PFA er blevet gjort opmærksom på, at overførsel uden iagttagelse af opsigelsesvarselet på 12 måneder ville medføre krav om betaling af dekorter til betydelige beløb. Når endvidere henses til, at spørgsmålet om opsigelsesvarsel ikke er omtalt i kapitalpensionsoverenskomsterne, og at den andelskasse, der har formidlet disse, ikke selv beregner sig dekort ved overførsel af kopitalpensionskonti, findes indklagede ikke at have været berettiget til at beregne sig de omhandlede dekorter. Ankenævnet tager derfor klagernes påstand til følge.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger til klagernes pensionsforsikringer i PFA overføre henholdsvis 8.805,19 kr. og 7.288,61 kr. med tillæg af den rente, der gælder for kapitalpensionskonti hos indklagede, fra den 9. november 1988, til overførslen sker. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.