Afgørelse

Inkonverterbart lån. Rådgiveransvar.

Klageren planlagde en om- og tilbygning af sin ejendom, og det indklagede realkreditinstitut fremsendte i november 1985 to alternative forhåndsudtalelser til klagerens pengeinstitut på henholdsvis et 20-årigt og et 30-årigt inkonverterbart 11 pct. lån. Forhåndsudtalelserne var vedlagt instituttets lånevilkår, hvoraf det fremgik, at instituttet normalt tilbød obligationslån på basis af inkonverterbare obligationer, men at der efter ønske kunne tilbydes obligationslån i konverterbare serier. Senere i november 1985 fremsendte instituttet et forhåndslånetilbud til klagerens pengeinstitut på et 30-årigt inkonverterbart 11 pct. obligationslån. Af såvel serievilkårene som det for lånet udstedte pantebrev fremgik det, at lånet kun kunne indfries med obligationer. Klageren fik i 1986 udbetalt et supplerende forbedringslån i en af instituttets konverterbare serier. Efter anmodning fra klageren fremsendte instituttet i oktober 1993 et tilbud på omlægning af det supplerende forbedringslån samt et privat pantebrev. Klageren bad i november 1993 om i tilslutning til låneomlægningen at få et yderligere lån på 110.000 kr., hvilket instituttet afslog, da der ikke var plads til yderligere lån i ejendommen. I forbindelse med salg af ejendommen indfriede klageren i august 1997 det inkonverterbare lån ved opkøb af obligationer til kurs 141,75. I marts 2000 rejste klageren et erstatningskrav over for instituttet, fordi instituttet havde rådgivet hende til at optage det inkonverterbare lån med de deraf følgende konsekvenser ved indfrielse. Instituttet afviste kravet med henvisning til, at det af såvel pantebrevet som serievilkårene var fremgået, at lånet kun kunne indfries med obligationer.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde hende en erstatning på 60.000 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet i Nævnet fastslog, at klageren senest ved ejendommens salg i 1997 blev bekendt med konsekvenserne af, at det omhandlede lån var inkonverterbart. Klageren rettede imidlertid først i 2000 henvendelse til instituttet, hvilket i 2001 førte til en indbringelse af sagen for Realkreditankenævnet. Flertallet fandt på den baggrund, at klageren havde udvist en sådan passivitet, at klagen ikke kunne tages under realitetsbehandling i Nævnet. Mindretallet fandt, at klagen - uanset det lange tidsrum, der var gået, fra klageren blev klar over konsekvenserne af, at lånet var inkonverterbart, til hun rettede henvendelse til henholdsvis instituttet og Realkreditankenævnet - efter omstændighederne kunne realitetsbehandles. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og klagen blev derfor afvist.