Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om nedskrivning af maksimum. Ændring af NemKonto uden samtykke.

Sagsnummer: 288 /2006
Dato: 29-03-2007
Ankenævn: John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne: Nemkonto
Kassekredit - nedskrivning af maksimum
Ledetekst: Spørgsmål om nedskrivning af maksimum. Ændring af NemKonto uden samtykke.
Indklagede: Basisbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører bortfaldet af en kassekredit tilknyttet klagerens lønkonto hos indklagede samt indklagedes registrering af lønkontoen som klagerens NemKonto.

Sagens omstændigheder.

I juni 2001 oprettede klageren hos indklagede en lønkonto, hvortil blev bevilget en kreditramme med et maksimum på 28.000 kr. (konto -274).

Indklagede har anført, at klageren i maj 2006 foretog en række transaktioner, som medførte et overtræk på ca. 43.800 kr. på lønkontoen svarende til en negativ saldo på ca. 72.000 kr. Det blev aftalt med klageren at omlægge gælden til et lån med afvikling.

Den 16. maj 2006 underskrev klageren gældsbrev vedrørende et forbrugslån på 72.300 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr., første gang 31. maj 2006.

Den 18. maj 2006 overførte indklagede provenuet af forbrugslånet, 71.800 kr., til kassekreditten, hvis saldo herefter var på 41,09 kr. (positiv).

Indklagede har anført, at lønkontoens kreditmaksimum ved en fejl ikke blev fjernet i forbindelse med forbrugslånets etablering.

Den 18. maj 2006 overførte klageren via netbank 28.000 kr. fra lønkontoen hos indklagede til et andet pengeinstitut. Lønkontoens saldo var herefter 27.958,91 kr. (negativ).

Indklagede har anført, at man forgæves gennem tre måneder søgte at få kontakt med klageren med henblik på tilbageførsel af beløbet på 28.000 kr. I oktober 2006 blev indklagede opmærksom på, at lønkontoen ikke længere var registreret som klagerens NemKonto, hvilket man anså for en fejl; man tilmeldte derfor igen klagerens lønkonto som NemKonto.

Den 1. og 3. november 2006 indgik på klagerens lønkonto sociale ydelser med i alt 9.832 kr. Efter at klageren havde rettet henvendelse til indklagede og oplyst, at han nu anvendte et andet pengeinstitut, blev beløbet på 9.832 kr. den 7. samme måned overført til dette pengeinstitut. Saldoen på lønkontoen var herefter 36.623,98 kr. (negativ).

Den 7. november 2006 underskrev klageren og indklagede et frivilligt forlig, hvorefter klageren erkendte at skylde indklagede i alt 104.284 kr., som skulle afvikles over 20 år med 1.000 kr. månedligt. Under "Særlige bestemmelser" er anført, at provenuet af forliget skulle anvendes til indfrielse af klagerens lønkonto og forbrugslån.

Parternes påstande.

Klageren har den 6. december 2006 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at han ønsker fortsat at have en lønkonto med en tilknyttet kassekredit på 28.000 kr., ligesom indklagede skal betale udgifter påført ham som følge af, at indklagede lod lønkontoen registrere som NemKonto.

Indklagede har erklæret at ville dække dokumenterede udgifter, som klageren måtte have haft som følge af, at NemKontoen blev flyttet til indklagede i november 2006. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede medio maj 2006 foreslog ham, at maksimum tilknyttet lønkontoen skulle bortfalde, hvad han ikke var enig i. Indklagede meddelte alligevel, at man ville fjerne kreditmuligheden.

I samme forbindelse oplyste han over for indklagede, at hans bistandshjælp ikke længere ville indgå hos indklagede. Han kan derfor ikke acceptere indklagedes oplysning om, at der var tale om en fejlregistrering af NemKontoen i november 2006.

Umiddelbart efter mødet hos indklagede konstaterede han via netbank, at der ikke var foretaget ændringer af kontiene. Han fik telefonisk bekræftet fra indklagede, at der var en kredit tilknyttet lønkontoen. Han overførte herefter som en prøve 0,01 kr. fra indklagede til sin anden bankforbindelse, hvilket virkede, og herefter overførte han beløbet på 28.000 kr.

Registreringen vedrørende ændringen af NemKontoen medførte, at han måtte betale en række gebyrer og andre udgifter som følge af, at beløbet manglede i hans andet pengeinstitut.

Indklagede har anført, at det i maj måned 2006 blev aftalt med klageren at omlægge den negative saldo på lønkontoen til et lån med afvikling, idet klageren ikke havde mulighed for at inddække kassekreditten straks.

Ved en fejl blev kreditten ikke nedskrevet samtidig, hvorved klageren fik mulighed for at overføre 28.000 kr. til et andet pengeinstitut via sin netbank. Det er indklagedes opfattelse, at klageren var i absolut ond tro i denne forbindelse. Klageren havde selv anmodet om at få omlagt overtrækket og kreditten til et lån med afvikling.

Indklagede havde herefter utilsigtet et engagement med klageren på ca. 100.000 kr. Gennem tre måneder forsøgte man at opnå kontakt med klageren, men uden held. I samme periode overholdt klageren ikke afviklingsaftalen på forbrugslånet.

Etableringen af det frivillige forlig i november 2006 skete i forbindelse med klagerens personlige fremmøde.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af det frivillige forlig underskrevet af klageren og indklagede den 7. november 2006 fremgår under særlige bestemmelser, at provenuet af forliget skulle anvendes til indfrielse af klagerens lønkonto og forbrugslån. Det følger heraf, at lønkontoen skulle ophøre og hermed også den dertil tilknyttede kredit. Klagerens påstand om, at han fortsat hos indklagede skal have en lønkonto med tilknyttet kassekredit på 28.000 kr., kan derfor ikke tages til følge.

For så vidt angår spørgsmålet om indklagedes registrering af klagerens konto som NemKonto i oktober 2006 har indklagede anført, at der var tale om en fejl, og at indklagede derfor vil betale dokumenterede udgifter som klageren måtte være blevet påført som følge heraf. Ankenævnet bemærker i den forbindelse, at registreringen af kontoen som NemKonto ikke burde være sket uden forudgående henvendelse til klageren herom.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.