Afgørelse

Lånetilsagn. Efterstående panthavers afvisning af tilbagerykning.

Klagerne har i deres ejendom dels et lån til det indklagede realkreditinstitut, dels et ejerpantebrev, som er håndpantsat til deres pengeinstitut. Instituttet fremsendte i november 2001 et tilbud til klagerne vedrørende et forbedringslån, hvoraf det fremgik, at lånet skulle have 2. prioritet. Den 14. november 2001 blev der indgået en tinglysningsaftale, hvoraf det fremgik, at en del af låneprovenuet skulle anvendes til indfrielse af gæld til klagernes pengeinstitut, og at ejerpantebrevet skulle rykke for det nye lån. Der blev samtidig underskrevet pantebrev, hvoraf det fremgik, at det nye lån have prioritet efter det indestående lån til instituttet, samt en allonge til ejerpantebrevet, hvorefter dette skulle respektere såvel det indestående lån som det nye lån til instituttet. Klagernes pengeinstitut afviste efterfølgende at rykke, medmindre hele provenuet af det nye lån blev anvendt til nedbringelse af pengeinstituttets engagement med klagerne. Klagernes advokat henvendte sig i december 2001 til instituttet, idet han mente, at instituttet var bundet af sit lånetilsagn, som klagerne havde indrettet sig i tillid til, dels fordi klagerne ved indgåelsen af låneaftalen af instituttet var blevet oplyst om, at rykningen af ejerpantebrevet blot var en ”ren” formalitet - desuagtet at instituttet på det tidspunkt slet ikke havde været i kontakt med pengeinstituttet - dels fordi instituttet havde meddelt klagerne, at de blot kunne bestille materialer til forbedringen af ejendommen, hvilket klagerne herefter havde gjort. Instituttet henviste til, at betingelserne i lånetilbudet ikke var opfyldt, og at lånet derfor ikke kunne udbetales. Instituttet afviste at have sagt, at rykningen var en ren formalitet. Instituttet erklærede sig villig til at afslutte lånesagen uden omkostninger for klagerne.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde dem det tilbudte lån. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at det af lånetilbud og tinglysningsaftale fremgik, at det var en forudsætning, at ejerpantebrevet rykkede for det nye lån. Nævnet fandt det mod instituttets benægtelse ikke godtgjort, at instituttet skulle have givet udtryk for, at tilbagerykningen var en ren formalitet, og fandt ej heller, at instituttet på anden måde havde forpligtet sig til at udbetale lånet med respekt af ejerpantebrevet. Et institut, som gennemfører låneudbetaling uden at sikre sig, at efterstående panthavere vil rykke, er efter Nævnets praksis afskåret fra at kræve omkostninger for lånets etablering og efterfølgende indfrielse. De omkostninger havde instituttet allerede frafaldet over for klagerne, og Nævnet frifandt derfor instituttet.