Indsigelse mod hævning til berigtigelse af fejloverførsel.
| Sagsnummer: | 101 /2006 |
| Dato: | 04-07-2006 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Tilbagesøgning
Indlån - ægtefæller |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hævning til berigtigelse af fejloverførsel. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede var berettiget til at foretage en hævning på klagerens konto med henblik på at berigtige en fejloverførsel.
Sagens omstændigheder.
Klageren og dennes nu tidligere ægtefælle, H, var begge kunder hos indklagede, hvor de bl.a. havde en fælles konto nummer -223.
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt blev klageren og H skilt, og H overførte sit engagement til et andet pengeinstitut. Fælleskontoen -223 blev ikke ophævet og henstod uændret efter skilsmissen og overførslen af H's engagement.
Indklagede har oplyst, at man tirsdag den 14. februar 2006 fra Topdanmark modtog 71.680 kr. til indsættelse på H's konto nummer -215. Da denne konto var ophævet, indgik beløbet på en fejlkonto. Den 15. februar 2006 overførte man af egen drift beløbet til konto -223.
Via indklagedes netbank overførte klageren samme dag, den 15. februar 2006, de 71.680 kr. fra konto -223 til sin gevinstopsparingskonto hos indklagede.
På baggrund af en henvendelse fra H hævede indklagede mandag den 20. februar 2006 71.680 kr. på klagerens gevinstopsparingskonto og overførte beløbet til H's konto i et andet pengeinstitut. Klageren blev underrettet om transaktionen ved en skrivelse fra indklagede af samme dato.
Klageren gjorde indsigelse mod hævningen.
Parternes påstande.
Den 5. april 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede eller Topdanmark skal oplyse skadesårsag og skadedato eller betale 35.840 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ikke uden hans samtykke var berettiget til at hæve beløbet på hans gevinstopsparingskonto.
Det er usikkert, om beløbet helt eller delvist tilhører ham. Indklagede bør oplyse skadedato og skadens art, således at han har mulighed for at vurdere, om beløbet skal indgå i bodelingen mellem ham og H.
Han har et tilgodehavende hos H for hendes dispositioner på en fælles kassekreditkonto hos indklagede, som indklagede ikke ville lukke.
Da konto -223 er en fælles konto, var hans samtykke nødvendigt for udbetalinger fra denne.
Indklagede bør i hvert fald betale 35.840 kr. svarende til halvdelen af beløbet.
Indklagede har anført, at fælleskontoen -223 burde have været ophævet i forbindelse med skilsmissen. De 71.680 kr. blev fejlagtigt indsat på kontoen, som havde været inaktiv og uden indestående siden 1995. Klageren disponerede straks over hele beløbet - og ikke blot halvdelen, som klageren alternativt har nedlagt påstand om. Det må utvivlsomt have stået klageren klart, at beløbet ikke tilkom ham.
H rettede henvendelse, idet hun ikke kunne forstå, at hun ikke havde modtaget det omhandlede beløb. Overførslen til H skete mod klar dokumentation for, at beløbet skulle have været overført til hende. Straks da dokumentationen fra H blev modtaget, blev fejlen rettet, og klageren fik meddelelse herom.
Indklagede kan ikke uden H's samtykke oplyse om skadesårsag og skadedato.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det lægges til grund, at beløbet på 71.680 kr. som anført af indklagede vedrørte en udbetaling fra Topdanmark til H, og at beløbet således tilkom H. Dette er heller ikke bestridt af klageren, som med overførslen af beløbet til sin gevinstopsparingskonto alene ønskede sikkerhed for et eventuelt krav mod H i forbindelse med parrets bodeling.
Indklagede godtgjorde H beløbet og indtrådte herved i H's krav mod klageren. Da indklagede således havde et forfaldent tilgodehavende hos klageren var indklagede berettiget til at modregne som sket den 20. februar 2006.
Ankenævnet finder ikke, at det forhold, at klageren mener at kunne gøre et modkrav gældende over for H kan føre til et andet resultat. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens adgang til at søge sig fyldestgjort for sine mulige krav i beløbet på 71.680 kr. alene opstod på grund af, at indklagede ved en fejl overførte beløbet til fælleskontoen -223.
Indklagede er hverken berettiget eller forpligtet til at oplyse om baggrunden for Topdanmarks udbetaling af det omhandlede beløb til H.
Som følge herafKlagen tages ikke til følge.