Spørgsmål om udlæg i fast ejendom blev opnået på grundlag af sparekasses kendskab til ejendommen fra andet kundeforhold.
| Sagsnummer: | 8 /2009 |
| Dato: | 08-10-2009 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Udlæg
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om udlæg i fast ejendom blev opnået på grundlag af sparekasses kendskab til ejendommen fra andet kundeforhold. |
| Indklagede: | Fruering-Vitved Sparekasse |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse vedrørende et udlæg i fast ejendom, som klageren var medejer af.
Sagens omstændigheder.
Klageren erhvervede i 2006 sammen med sin daværende samlever, S, en fast ejendom. I forbindelse med købet indskød klageren 625.000 kr., der var klagerens særejemidler.
Klageren og S var begge kunder i Fruering-Vitved Sparekasse, der formidlede etableringen af et lån i Totalkredit.
Sparekassen har anført, at Totalkredits lånetilbud var betinget af, at S blev slettet i RKI. Som en samlet løsning blev S tilbudt et lån på 100.000 kr. til omlægning af tidligere stiftet gæld, og der blev udarbejdet et budget for parret, hvor ydelserne på lånet indgik med 30.000 kr. årligt. Klageren har anført, at hun var uvidende om S’ særskilte lån.
I februar 2008 ophævede klageren og S samlivet. S accepterede, at parrets ejendom blev solgt, og at opgørelsen fandt sted i overensstemmelse med en indgået samejeoverenskomst.
Fruering-Vitved Sparekasse har anført, at lånet på grund af S’ misligholdelse blev overgivet til retslig inkasso den 8. april 2008.
Sparekassen opnåede efterfølgende udlæg i klagerens og S’ fælles ejendom for et beløb på 81.390,87 kr.
Klageren har anført, at salget af ejendommen skete med underskud. Udlægget måtte indfries med beløbet på 81.390,87 kr. til skade for hende.
Ved brev af 11. september 2008 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til sparekassen. Advokaten anså det for uberettiget, at sparekassen havde opnået udlæg i ejendommen på baggrund af, at sparekassen via sit kundeforhold med klageren var bekendt med den fælles ejendom. Advokaten, der berigtigede ejendomshandelen, krævede, at hvis sparekassen opretholdt sit udlæg, ville klageren fremsætte et erstatningskrav over for sparekassen.
Ved brev af 24. september 2008 meddelte sparekassen, at inkassosagen vedrørende S var ekspederet på sædvanlig vis, og at et eventuelt salg af klagerens og S’ ejendom ikke havde sammenhæng hermed. S havde anvist ejendommen i fogedretten.
Parternes påstande.
Klageren har den 22. januar 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fruering-Vitved Sparekasse skal betale 81.390,87 kr.
Fruering-Vitved Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at der i forbindelse med klagerens og S’ køb af ejendommen blev oprettet en samejeoverenskomst med henblik på at sikre klagerens særejemidler. Der verserer nu klagesag vedrørende den advokat, som medvirkede ved samejeoverenskomstens udfærdigelse.
Hun havde da ikke kendskab til S’ tidligere stiftede gæld. Sparekassen har på utilbørlig måde udnyttet sin viden om, at S var i færd med at sælge den fælles ejendom, og sikrede herved sit tilgodehavende ved udlæg i S’ andel af ejendommen.
Sparekassen bør derfor betale erstatning svarende til indfrielsesbeløbet 81.390,87 kr.
Sparekassen har ikke på nogen måde forsøgt at opnå udlæg i andre aktiver tilhørende S.
Fruering-Vitved Sparekasse har anført, at der blev afholdt møde med klageren og S i forbindelse med parrets køb af den omhandlede ejendom.
Finansieringen af købet skete bl.a. ved optagelse af lån via Totalkredit. Lånetilbud herfra var betinget af, at S blev slettet af RKI. Som led i en samlet løsning tilbød man S et lån til omlægning af noget ældre gæld, og der blev udarbejdet et samlet budget for parterne, hvor ydelserne på lånet indgik. Klageren var derfor bekendt med lånet.
Man rådgav om tegning af krydslivsforsikring og henviste til advokat for en eventuel samejeoverenskomst.
Opsigelsen af engagementet med S var udelukkende begrundet i manglende betaling af ydelser og havde ikke sammenhæng med parrets indbyrdes relationer.
Sagen overgik til inkasso efter sædvanlig procedure for misligholdte engagementer. I fogedretten blev der foretaget udlæg i S’ ideelle anpart af ejendommen. Udlægget skete efter S’ anvisning.
Ved misligholdelse anser sparekassen sig for berettiget til at foretage almindelig sikring af sit tilgodehavende. Der er ikke anvendt usædvanlige skridt eller ikke almen tilgængelig viden til sikring heraf.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet lægger til grund, at opsigelse af S’ lån skete på grund af misligholdelse, og at Fruering-Vitved Sparekasse herefter den 8. april 2008 overgav kravet mod S til retslig inkasso.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Fruering-Vitved Sparekasse har handlet ansvarspådragende og dermed er erstatningsansvarlig for det tab, som klageren led, ved at hun måtte indfri udlægget i forbindelse med ejendommens salg. Ankenævnet bemærker, at S var medejer af ejendommen, og at en skyldner under en udlægsforretning i medfør af retsplejelovens § 497, stk. 1, har pligt til at give oplysning om sine økonomiske forhold.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.