Afgørelse

Klage fra privatskiftende arvinger over lånefinansieret livrente tegnet af 76-årig.

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et ansvar i forbindelse med tegning af en livrente i 2000.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er de privatskiftende arvinger efter A, der var kunde i indklagedes Kjellerup afdeling. A var født i juni 1923 og døde i juli 2003. A sad i uskiftet bo efter sin ægtefælle, der døde i februar 1983.

Den 4. januar 2000 blev der afholdt et møde mellem indklagede og A om tegning af en lånefinansieret livrente. Indklagede har anført, at mødet kom i stand i forbindelse med en kasseekspedition, hvor A spurgte til mulighederne for at udnytte friværdien i sin ejendom med henblik på at få et større rådighedsbeløb i sin daglige økonomi. Klagerne har anført, at A har fortalt, at "han en dag, han var i banken blev kontaktet af en af de ansatte, som spurgte ham, om han ikke kunne bruge flere penge til sig selv i dagligdagen?".

Til brug for drøftelserne på mødet havde indklagede indhentet et tilbud på en livrente med et kapitalindskud på 200.000 kr. og en garantiperiode på fire år i et forsikringsselskab, der er koncernforbundet med indklagede. Ifølge tilbuddet ville der "så længe forsikrede lever", dog mindst i fire år, blive udbetalt 20.219 kr. årligt plus bonus. Af tilbuddet fremgår bl.a.:

"Kapitalindskuddet fradrages over 10 år med 1/10 hvert år.

Er det samlede årlige fradrag for alle ordninger, hvor "tiendedels"-fradraget benyttes, mindre end 34.000 kr. (1999), kan man vælge at fylde op til dette beløb og dermed opnå en kortere fradragsperiode."

Ved skrivelse af 4. januar 2000 bekræftede indklagede, at det på mødet var aftalt at indhente størst muligt lånetilbud vedrørende A's ejendom, og at provenuet bl.a. skulle anvendes til et indskud på 200.000 kr. på en livsvarig livrente med garanti. Vedrørende livrenten er anført:

"Der vil komme udbetalinger fra en sådan livrente så længe du lever og i alle tilfælde i en periode på 4 år. Penge indskudt på en livrente er bundet og vil ikke kunne tilbageføres."

Den 25. januar 2000 underskrev A begæring om tegning af den omhandlede livrente, hvorpå udbetalingerne skulle påbegyndes den 1. marts 2000.

Under sagen er der fremlagt en kopi af A's forskudsregistrering for 2000 med indklagedes håndskrevne notater.

Indklagede har oplyst, at indskuddet på livrenten blev finansieret ved en omprioritering og tillægsbelåning af A's ejendom. I den forbindelse blev der også indfriet et lån hos et naturgasselskab, ligesom A fik udbetalt et kontantprovenu på ca. 20.000 kr.

Den 9. juli 2003 døde A.

Ved skrivelse af 13. oktober 2003 meddelte skattemyndighederne en ændring af A's skatteansættelse for 2000, 2001 og 2002. A havde selvangivet et fradrag vedrørende indskud på livrente på 200.000 kr. i 2000. Dette blev nedsat til 35.200 kr. I 2001 og 2002 blev A's fradrag vedrørende indskud på livrente forhøjet fra 0 kr. til henholdsvis 36.500 kr. og 37.600 kr.

Parternes påstande.

Den 28. oktober 2003 har boet indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på ca. 80.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Boet har anført, at indklagedes anbefaling af en livrente til A var dårlig rådgivning, idet indklagede undlod at tage hensyn til, hvad der var bedst for A. Navnlig på grund af A's alder ville han have været bedre tjent med at indsætte de 200.000 kr. på en højt forrentet konto eller en anden form for konto uden risiko.

A, der havde dårlig hørelse, har ikke forstået, hvad der blev talt om under møderne med indklagede, hvilket ændringen af skatteansættelsen er et tydeligt tegn på.

Der blev ikke taget hensyn til, at A hensad i uskiftet bo, hvor det betragtes som misbrug at tegne en uforholdsmæssig høj livrente.

Der bør være en maksimumalder på f.eks. 70 år for tegning af livrente. Statistikker om middellevetid er uanvendelige i denne sammenhæng.

Det bestrides, at der var en skattefordel ved tegningen af livrenten.

Indklagede har anført, at A's oplæg til drøftelserne var, at han boede i en ejendom med en værdi på ca. 550.000 kr. Gælden i ejendommen var ca. 155.000 kr. A ønskede at bruge friværdien med henblik på at opnå et større rådighedsbeløb. Risikoen skulle være minimal, og han ønskede så vidt muligt månedlige udbetalinger. Tegningen af livrenten, som blev finansieret ved delvis udnyttelse af friværdien i A's ejendom, opfyldte de krav han stillede til sin fremtidige økonomi.

A blev opfordret til at medbringe en bisidder, eventuelt fra familien, til mødet, hvilket A afslog. På mødet blev tilbuddet om livrente gennemgået, ligesom man drøftede finansieringen af denne ved optagelse af realkreditlån. På mødet drøftedes også konsekvenserne for arvingerne, herunder det teoretiske "tab" for hver arving, såfremt A skulle afgå ved døden kort tid efter tegningen af livrenten. A var indforstået med, at der var risiko for, at dele af investeringen ikke ville komme arvingerne til gode. A fik materiale med hjem med henblik på at overveje den drøftede løsning, ligesom der blev fremsendt et mødereferat, hvoraf de overordnede drøftelser fremgik.

Medarbejderne, der deltog i mødet, opfattede A som absolut mentalt habil. Der var ikke tale om envejskommunikation, men om egentlige drøftelser af den foreslåede løsning.

Dokumenterne til gennemførelsen af forslaget blev underskrevet under et nyt møde den 25. januar 2000. Dokumenterne blev gennemgået før underskrivelsen, og ved notater på A's forskudsopgørelse blev det demonstreret, hvilke omregistreringer A skulle foretage for at optimere effekten af arrangementet.

A har tilsyneladende misforstået, med hvilken hastighed indskuddet kunne fradrages skattemæssigt. Det er ikke usædvanligt, at detaljer i skattesystemets indretning af fradragsregler misforstås, selv om der er rådgivet om det.

Der var ikke tale om tegning af en uforholdsmæssig høj livrente, der var et misbrug af formuen i det uskiftede bo, jf. arvelovens § 20.

Indskud på en indlånskonto som foreslået af boet ville langt fra have givet det samme afkast og ville heller ikke have udløst et skattefradrag. Indskuddet på livrenten var fuldt fradragsberettiget, men udnyttelsen af det fulde skattefradrag forudsatte, at A levede længere, end det viste sig i tilfældet. A opnåede desuden skattemæssigt fradrag for renterne på det lån, som finansierede livrenteindskuddet.

Det kunne på tegningstidspunktet ikke forudses, at A ville dø knap fire år efter. Ifølge Danmarks Statistik var den statistiske middellevetid i år 2000 for en 76-årig mand yderligere 8,54 år.

Med tegningen af livrenten sikrede A sig en livsvarig ydelse til supplering af sin øvrige indkomst, som han selv anså for at være for lille. Risikoen ved ikke at overleve det antal år, som krævedes for dels at udnytte skattefradraget, dels at få indskuddet tilbagebetalt fuldt ud, skal afvejes heroverfor.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at indklagedes medarbejdere har givet A fyldestgørende rådgivning om de retsvirkninger, der var forbundet med oprettelsen af livrenten, herunder om, at investeringen ikke eller kun i begrænset omfang ville komme hans arvinger til gode, og det er ikke sandsynliggjort, at A ikke i alt væsentligt forstod de oplysninger, han fik. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at A tilsyneladende har misforstået, i hvilken takt indskuddet kunne fradrages skattemæssigt.

Den omstændighed, at A på tegningstidspunktet var fyldt 76 år, giver ikke i sig selv grundlag for at kritisere indklagedes rådgivning. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at A's tegning af livrenten kan anses for et misbrug af rådigheden over det uskiftede bo, jf. arveloven § 20, endsige, at indklagedes medarbejdere burde have indset dette.

Klagen tages ikke til følge.