Spørgsmål om, hvorvidt indklagede var berettiget til at tilbageføre fejlagtigt krediteret beløb på klagerens konto.
| Sagsnummer: | 616 /1995 |
| Dato: | 04-07-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Tilbageførsel
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om, hvorvidt indklagede var berettiget til at tilbageføre fejlagtigt krediteret beløb på klagerens konto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I perioden fra den 20. oktober 1992 til den 26. april 1993 havde klageren og dennes daværende ægtefælle hos indklagede en fælles konto, som fungerede bl.a. som afkastkonto for et depot tilhørende ægtefællen.
I forbindelse med klagerens og ægtefællens skilsmisse blev kontoen ændret til alene at lyde i klagerens navn.
Med valør den 9. juli og 11. oktober 1993 samt den 11. januar, 13. april og 11. juli 1994 blev klagerens konto fejlagtigt krediteret fem pantebrevsydelser af 571,61 kr. fra ægtefællens depot, idet indklagede ikke havde været opmærksom på, at kontoen fungerede som afkastkonto for ægtefællens depot.
I juli 1994 gjorde ægtefællen indklagede opmærksom på, at afkastet fra depotet fejlagtigt indgik på klagerens konto. Indklagede rettede forholdet, således at fremtidige afkast blev overført til ægtefællens nye afkastkonto.
I november 1995 anmodede ægtefællen indklagede om at foretage regulering af de fejlagtigt overførte beløb til klagerens konto.
Den 12. december 1995 overførte indklagede 2.858,05 kr. svarende til de fem pantebrevsydelser fra klagerens konto til den tidligere ægtefælles afkastkonto. Ved skrivelse af s.d. orienteredes klageren herom. Klageren gjorde indsigelse over for tilbageførslen.
Ved skrivelse af 21. december 1995 til klageren redegjorde indklagede for baggrunden for tilbageførslen.
Klageren har ved klageskema af 21. december 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere hans konto med 2.858,05 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det skyldes indklagedes fejl, at beløbene er blevet indsat på hans konto. Han får ofte anvist beløb på 3-800 kr., hvorfor han var i god tro.
Indklagede har anført, at klageren ved at bibeholde en eksisterende konto, der havde været anvendt som ægtefællernes fælleskonto, måtte være klar over muligheden for fejlindbetalinger til den tidligere ægtefælle. Det fremgår med tilstrækkelig tydelighed af kontoudskrifterne, at det er pantebrevsydelser, som er indgået på klagerens konto. Klageren har ved normal gennemgang af kontoudtogene haft mulighed for at opdage de fejlagtige overførsler. Klageren bør ikke kunne berige sig som følge af indklagedes manglende ændring af afkastkonto for pantebrevsydelserne.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ubestridt, at overførslerne af de fem pantebrevsydelser til klagerens konto beroede på en fejl, og at det samlede beløb på 2.858,05 kr. således ikke tilkom klageren. Ankenævnet finder, at klageren ved en normal gennemgang af de modtagne kontoudskrifter burde være blevet klar over, at der var tale om fejlagtige krediteringer. Under disse omstændigheder findes klageren - uanset den tid, der var forløbet - at have været forpligtet til at tilbagebetale de med urette modtagne beløb, ligesom indklagede findes at have være berettiget til at tilbageføre krediteringerne som sket.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.