Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod opgørelse af gæld m.v.

Sagsnummer: 125 /2018
Dato: 18-10-2018
Ankenævn: Eva Hammerum, Michael Reved, Karin Sønderbæk, Troels Hauer Holmberg, Anna Marie Schou Ringive
Klageemne: Inkasso - hæftelse
Opfyldelse af afgørelse fra Ankenævnet
Udlån - hæftelse
Ledetekst: Indsigelse mod opgørelse af gæld m.v.
Indklagede: SEB Kort Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod bankens opgørelse af hans gæld til banken m.v.

Sagens omstændigheder

Den 10. juli 2014 indgav klageren en klage over opgørelsen af hans gæld til SEB Kort Bank Danmark til Ankenævnet (sag nr. 241/2014).

Ved afgørelsen af 7. oktober 2016 i sag nr. 241/2014 udtalte Ankenævnet blandt andet:

”Den 2. marts 2006 opnåede banken dom over klageren for betaling af et beløb på 49.730,68 kr. med rente på 13,92 % af 46.203,69 kr. fra 27. januar 2006 samt sagsomkostninger på 500 kr.

Sagen har efterfølgende flere gange været opgjort i fogedretten, senest den 19. november 2013 til kr. 28.698,07 kr.

Banken har den 28. oktober 2014, det vil sige under sagens behandling i Ankenævnet, opgjort gælden til 32.075,96 kr. og har beklaget, at den ved fejl havde opgjort gælden forkert efter, at sagen havde været i fogedretten den 19. november 2013.

Banken har endvidere under sagen fremlagt en redegørelse for afviklingsaftalerne med klageren og for hvilke beløb, som klageren har indbetalt til banken.

På baggrund af de fremlagte oplysninger, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte bankens opgørelse af gælden af 28. oktober 2014. Det bemærkes i den forbindelse, at forældelsen af fordringen senest blev afbrudt ved fogedrettens opgørelse den 19. november 2013, og at senere forfaldne renter forældes efter 3 år …

…”

Ankenævnet påtager sig ikke at foretage en revisionsmæssig gennemgang af bankens opgørelse.”

Banken har oplyst, at den i marts 2018 sendte klageren et brev, hvor den tilbød klageren at indfri saldoen til fuld og endelig afgørelse mod betaling af 33.757 kr. Klageren accepterede ikke tilbuddet.

Den 6. april 2018 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Under sagens forberedelse i Ankenævnet har banken tilbudt klageren at indfri saldoen til fuld og endelig afgørelse mod betaling af 28.698,07 kr. svarende til restgælden som opgjort i fogedretten den 19. november 2013.

Banken har oplyst, at tilbuddet er betinget af, at klageren skriftligt accepterer det senest 30 dage fra Ankenævnets afgørelse af sagen er sendt til parterne. Inden for samme tidsfrist skal klageren indgå en afviklingsaftale med banken med en månedlig minimumsydelse på 479 kr. svarende til en afvikling over 60 måneder.

Banken har oplyst, at tilbuddet endvidere er betinget af, at klageren overholder den oven for anførte afviklingsaftale. Dersom aftalen ikke overholdes, er banken berettiget til at se bort fra tilbuddet og beregne renter og gebyrer i overensstemmelse med det til enhver tid gældende prisblad.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at SEB Kort Bank Danmark skal nedsætte kravet og opkræve renter og gebyrer efter gældende regler.

SEB Kort Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at baseret på historikken af sagen og da det samme mønster genopstår, ønsker han, at sagen bliver genbehandlet, så det kan bevises, at banken stadig opkræver uberettigede renter og gebyrer og laver fejl i opgørelser til egen fordel.

Bankens nuværende krav skal helt afvises.

SEB Kort Bank Danmark har anført, at kravet mod klageren skal opgøres til det i fogedretten den 19. november 2013 opgjorte beløb med tillæg af tre års forfaldne renter til en rentesats på 13,92 %.

På baggrund af sagens karakter og langvarige forløb, har banken imidlertid tilbudt klageren at betale 28.698,07 kr. til fuld og endelig afgørelse svarende til restgælden som opgjort i fogedretten den 19. november 2013 på nogle nærmere angivne betingelser.  

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder, at banken er berettiget til at opgøre sit tilgodehavende hos klageren til det i fogedretten den 19. november 2013 opgjorte beløb med tillæg af tre års forfaldne renter til en rentesats på 13,92 %, jf. Ankenævnets tidligere afgørelse i sag nr. 241/2014.

Banken har under sagen anført, at kravet mod klageren skal opgøres som anført i Ankenævnets tidligere afgørelse.

Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at det er godtgjort, at banken har begået fejl i forbindelse med opgørelsen af gælden til klageren efter afsigelsen af Ankenævnets afgørelse i sag nr. 241/2014.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.    

Banken har under sagens forberedelse i Ankenævnet fremsat et tilbud til klageren om at betale 28.698,07 kr. til fuld og endelig afgørelse svarende til restgælden som opgjort i fogedretten den 19. november 2013 på nogle nærmere angivne betingelser. Det er op til klageren, om han ønsker at acceptere bankens tilbud inden fristens udløb, og han må i så fald selv indgå aftale med banken herom. Ankenævnet foretager sig ikke yderligere i sagen i anledning af det fremsatte tilbud.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.