Indsigelse mod hævning fra klagerens konto foretaget af ægtefælle ved kassen i pengeinstitut
| Sagsnummer: | 164 /2017 |
| Dato: | 20-11-2017 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Anita Nedergaard, Karin Sønderbæk, Morten Bruun Pedersen og Lani Bannach |
| Klageemne: |
Konto - dispositionsforhold
Tilbageførsel |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hævning fra klagerens konto foretaget af ægtefælle ved kassen i pengeinstitut |
| Indklagede: | Alm. Brand Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod hævning fra klagerens konto foretaget af ægtefælle ved kassen i pengeinstitut.
Sagens omstændigheder
Klageren og hendes ægtefælle, M, var kunder i Alm. Brand Bank, hvor de havde en fælles konto, der samtidig var M’s nemkonto samt hver en separat konto.
Banken har oplyst, at M oprettede sin separate konto i januar 2017, hvor han henvendte sig i bankens afdeling og oplyste, at han snart ville få udbetalt en pension. M traf samtidig aftale om en tid hos en af bankens pensionsrådgivere.
Den 6. februar 2017 blev M’s pension på 197.218,43 kr. indsat på parrets fælles konto. Den 7. februar 2017 blev beløbet på 197.218,43 kr. som en del af et større beløb på 223.000 kr. overført til klagerens konto via netbank ved anvendelse af M’s NemId. Klageren har oplyst, at hun og M overførte beløbet i fællesskab, og at hun ikke har adgang til M’s pc, bankkonto eller NemId. Klageren har endvidere oplyst, at M er ludoman, og at han derfor ikke har dankort.
Samme dag mødte M personligt i banken og meddelte, at han ikke havde overført beløbet til klagerens konto. Banken har oplyst, at M anmodede om, at pensonsbeløbet på 197.218,43 kr. straks blev overført til hans separate konto. Banken efterkom anmodningen. M brugte herefter en del af indeståendet på sin separate konto til pensionsindbetalinger samt 13.000 kr. på spil.
Den 3. april 2017 blev et restindestående på 130.718 kr. på M’s konto overført via netbank til parrets fælles konto, hvorfra det som en del af et større beløb blev overført til klagerens separate konto via netbank. Klageren rejste herefter indsigelse over for banken mod overførslen af 197.218,43 kr. fra hendes til M’s konto. I e-mail af 7. april 2017 anførte banken:
”… Jeg beklager, at der den 7.2.2017 i kassen er hævet penge fra din personlige konto til [M’s] konto. Vi er opmærksomme på at der ikke eksisterer et fuldmagtsforhold mellem jeres konti og det kommer ikke til at ske igen! …”
I et brev til klageren af 15. maj 2017 anførte banken, at den formelt burde have kontaktet klageren. Banken afviste samtidig et af klagerens fremsat erstatningskrav på 13.000 kr.
Parternes påstande
Den 19. maj 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Alm. Brand Bank skal godtgøre 13.000 kr.
Alm. Brand Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun og M af bitter erfaring som følge af M’s ludomani gennem 40 år har indrettet sig og taget forholdsregler, så hun er administrator af deres økonomi. Deres tidligere rådgiver i banken kan bekræfte dette. Hun havde indrettet sig og placeret sine konti i banken i tiltro til, at banken formidlede midlerne med omhu. Hun har aldrig haft overtræk, og har ikke misligholdt sine aftaler med banken eller på anden vis forsømt sin del af kundeforholdet. M havde ikke noget dankort og benyttede sig af kontanthævninger ved kassen, som hun kunne følge. M’s pension skulle ikke være tilgængelig for ham og blev derfor indsat på deres fælles konto.
Banken lod sig manipulere af M til at overføre beløbet fra hendes til M’s konto. Overførslen var uberettiget. Der var tale om et ubemyndiget indgreb på hendes konto.
Banken har erkendt, at den har begået en fejl, og at den burde have kontaktet hende og have indhentet fuldmagt. Banken har uberettiget afvist hendes krav. Bankens fejl muliggjorde, at M kunne spille 13.000 kr. op. Det var udelukkende hendes indgriben, der begrænsede tabet til 13.000 kr.
Banken har anført, at pensionsudbetalingen var M’s penge, og at hun ikke har lidt et tab. Hun har ad to omgange fået udbetalt arveforskud og arv, som blev brugt til betaling af M’s gæld til fagforening, til en privat kreditor samt gæld i M’s konkursramte virksomhed. Dette viser, at M ”skylder” hende pensionsudbetalingen. Bankens synspunkt er i øvrigt irrelevant for sagen, der vedrører bankens ansvar for en uberettiget overførsel fra hendes konto i en situation, hvor hun som altid havde taget sine forholdsregler for at holde deres økonomi under kontrol.
Alm. Brand Bank har anført, at klageren ikke har lidt et økonomisk tab. Banken kunne i forbindelse med overførslen af beløbet på 197.218,43 kr. fra klagerens konto have bedt om en fuldmagt eller have indhentet klagerens samtykke. Undladelsen heraf medfører ikke i sig selv et erstatningsansvar for banken, da klageren ikke har lidt økonomisk tab.
M brugte alene sine egne penge. Pensionsudbetalingen på 197.218,43 kr. skete til M, og pengene tilhørte derfor M. Det forhold, at pengene efterfølgende blev overført fra en fælles konto til en konto tilhørende klageren alene, ændrede ikke herpå, da klageren ikke har dokumenteret, at beløbet herefter skulle tilhøre hende.
Klageren har oplyst, at M er ludoman, og at pensionen derfor ikke skulle stå på en for M tilgængelig konto, hvorfor beløbet blev placeret på hendes konto. Klageren bekræftede derved, at beløbet tilhørte M, og at beløbet blot var placeret på hendes konto. Beløbet tilhørte således M, uanset hvordan klageren og M i øvrigt havde indrettet deres økonomi.
M havde flere gange forud for oprettelsen af sin separate konto oplyst om den kommende pensionsudbetaling. M’s oplysninger forud for og i forbindelse med oprettelsen af hans separate konto i januar 2017 understøtter, at beløbet tilhørte M, uanset hvilken konto beløbet var placeret på.
Banken var hverken vidende om M’s ludomani eller evt. aftalte begrænsninger i rådigheden over midler på M’s konto.
Ankenævnets bemærkninger
Efter anmodning fra klagerens ægtefælle, M, overførte Alm. Brand Bank 197.218,43 kr. fra klagerens konto til M’s konto den 7. februar 2017. Ankenævnet finder, at banken begik en fejl ved at foretage overførslen uden klagerens samtykke. Banken er derfor som udgangspunkt forpligtet til at tilbageføre beløbet.
Klageren har begrænset sit krav til 13.000 kr.
Ankenævnet finder, at banken som konsekvens af fejlen skal indsætte 13.000 kr. på klagerens konto med valør den 7. februar 2017.
Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, hvorvidt banken herefter kan gøre et berigelseskrav gældende mod klageren og/eller M.
Ankenævnets afgørelse
Alm. Brand Bank skal inden 30 dage indsætte 13.000 kr. på klagerens konto med valør den 7. februar 2017.
Klageren får klagebyret tilbage.