Afgørelse

Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med finansiering af køb af andelsbolig ved optagelse af valutalån samt pengeinstituttets opkrævning af gebyr og rentefastsættelse

Medhold klager

Indledning

Denne sag omhandler, hvorvidt Finansbanken (nu: Sparekassen Lolland) har handlet ansvarspådragende i forbindelse med klagerens optagelse af valutalån til brug for finansiering af en andelsbolig. Desuden vedrører sagen, om Finansbanken havde ret til at opkræve gebyr.

Sagens omstændigheder

Klagerens forældre blev ifølge det oplyste kunder i banken i 2002. Klageren selv var ikke tidligere kunde i banken, da han sammen med sin far i april 2007 henvendte sig i banken med henblik på finansiering af en nyanskaffet andelslejlighed.

Klageren var på daværende tidspunkt studerende og manglede ca. 1 år af sin uddannelse, før han blev færdig som cand. merc. int.

Af et såkaldt åbningsbrev fra banken til klageren udskrevet den 23. april 2007 fremgår blandt andet følgende:

"…

For kundeforholdet gælder Finansbanken A/S’ "Almindelige forretningsbetingelser", med mindre andet udtrykkeligt fremgår af særskilt aftale, f.eks. indlånsaftale, udlånsaftale (kreditaftale), check- og dankortregler. Ved Deres underskrift bekræfter De at have modtaget bankens "Almindelige forretningsbetingelser".

…"

Af bankens almindelige forretningsbetingelser fremgår blandt andet:

"…

4. Rentevilkår

Renten for de enkelte indlåns- og udlånskonti er variabel, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

At renten er variabel betyder, at Finansbanken A/S kan ændre rentesatsen.

Finansbanken A/S kan […] forhøje variable rentesatser på udlån uden varsel, hvis

1. Ind- og udenlandske ændringer i penge- eller kreditpolitik har betydning for Finansbanken A/S, fordi det almindelige renteniveau påvirkes, eller

2. anden udvikling i det almindelige renteniveau, eksempelvis på penge- og obligationsmarkederne, er af betydning for Finansbanken A/S […]

…

Finansbanken AS/ kan […] forhøje variable rentesatser på udlån med én måneds varsel, hvis

1. markedsmæssige forhold begrunder en ændring for én eller flere kontotyper.
   
2. de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelse af kundens rentevilkår, ændrer sig, eller
   
3. Finansbanken A/S ændrer sin generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, uden at det har sammenhæng med udviklingen i det generelle renteniveau. Forretningsmæssige grunde kan bl.a. være at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af Finansbanken A/S’s ressourcer eller kapacitet eller at øge indtjeningen.

…

6. Gebyrer

Finansbanken A/S kan beregne sig gebyrer for serviceydelser for kunden […].

…"

Den 27. april 2007 underskrev klageren en rammeaftale for valutalån, hvoraf det blandt andet fremgår:

"…

Ramme

DKK 1.500.000 …

Eller modværdien i anden valuta efter godkendelse af banken.

…

Rentevilkår

Cost of Funds med tillæg af 2,00 % p.a., der beregnes og betales bagud for hvert kvartal, f.g. 30.06.2007.

…

Løbetid

...

Rammen/lånet er gældende indtil videre. Genforhandles næste gang den 01.07.2009, i hvilken forbindelse fremtidig afvikling tages op til drøftelse. […]

…

Omkostninger

Stiftelsesprovision 2.000

Dokumentgebyr 0,00

I alt 2.000

Dette er alle omkostninger i forbindelse med etablering af kreditten.

…

Øvrige

Såfremt modværdien af valutalånet overstiger DKK 1.575.000,00 kan banken straks kræve omlægning til DKK via terminsforretning.

Handel med finansielle instrumenter, herunder investering for lånte midler, kan være forbundet med tabsrisiko. Beslutning om indgåelse eller undladelse af valutaforretninger træffes alene af kunden og for kundens regning og risiko – dette gælder også efter rådgivning fra banken. Kunden er forpligtet til at holde banken skadesløs som følge af ethvert tab på de indgående forretninger.

…

Jeg/vi accepterer ovenstående bestemmelser. Jeg/vi har derudover modtaget og gjort mig/os bekendt med en genpart af dette dokument, kopi af kreditoplysninger (såfremt disse kræves i henhold til Kreditaftaleloven) samt et eksemplar af FINANSBANKEN A/S’s almindelige forretningsbestemmelser, som også gælder for lånet/kreditten.

[underskrevet af klageren]

…."

Klagerens far stillede tidsbegrænset kaution på 60 måneder for det ene af de to valutalån. Det blev endvidere aftalt, at klagerens far skulle betale den månedlige ydelse på 5.000 kr. det første år, til klageren var færdiguddannet og havde fået job.

Den 30. april 2007 overførte banken 1.321.312 kr. til en andelsboligforening som klagerens betaling for andelslejligheden.

Den 2. maj 2007 blev rammen ifølge det oplyste udnyttet ved optagelse af to valutalån på 697.999 i CHF og 700.000 i CZK.

Banken har oplyst, at banken den 23. januar 2009 anbefalede kunder med lån i CZK at omlægge disse, da kunderne grundet kursstigninger i CZK i lang tid havde haft stigende gæld. Banken har oplyst, at kursen på CZK på daværende tidspunkt var kommet ned, så omlægning kunne foretages uden større kurstab for kunderne.

Ifølge det oplyste omlagde klageren på den baggrund sit lån i CZK svarende til 744.236 kr. til CHF. Banken har oplyst, at det eksisterende og det nye CZK lån på grund af farens kaution ikke kunne sammenlægges.

Ved e-mail af 16. marts 2009 henvendte klageren sig til banken, da han gerne ville høre, hvordan han kunne udnytte den seneste tids rentefald til at få en så stabil og lav rente som muligt.

Ved e-mailkorrespondance den 18. marts 2009 mellem klageren og bankens medarbejder anbefalede bankens medarbejder, at klageren forlængede lånene i CHF grundet renten og en potentielt lavere kurs på CHF. På den baggrund blev klagerens valutalån den 19. marts 2009 forlænget.

Den 26. marts 2009 var klageren til møde i banken vedrørende hans økonomiske situation. Der blev i den forbindelse udarbejdet en risikoprofil for klageren, der viste, at hans risikovillighed var mellem (svarende til 6 på en skala fra 1-10). Af mødereferatet fremgår, at klagerens økonomiske situation var presset, da han havde mistet sit job. Endvidere fremgår det, at der indtil da ikke var sket afvikling på klagerens lån, men at dette skulle iværksættes, når klageren fik nyt job. De to valutalån skulle i samme forbindelse sammenlægges til ét lån.

Klageren har oplyst, at han ved e-mail af 23. december 2010 fra banken blev anmodet om at stille yderligere sikkerhed for sine lån, da kursudviklingen på CHF havde forøget hans restgæld med mere end 300.000 kr.

Ved brev af 17. februar 2011 meddelte banken klageren, at banken havde sat en stop-loss for klagerens to valutalån på kurs 605,00.

Ved brev af 18. marts 2011 informerede banken klageren om, at kursen på CHF var steget betragteligt med fare for at stige til over kurs 601,00.

Parternes påstande

Klageren har den 30. december 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, atSparekassen Lolland skal erstatte hans tab.

Sparekassen Lolland har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han på tidspunktet for lånoptagelsen modtog SU og ikke havde nogen form for opsparing eller formue.

Banken foretog ved lånoptagelsen ingen vurdering af hans økonomiske formåen, angiveligt fordi hans far kautionerede for halvdelen af lånet. Banken har således alene vurderet bankens egen risiko ved at lade ham optage lånet.

Han blev rådgivet til at optage et valutalån, men modtog ingen form for information om risikoen ved denne låntype. Han blev kun oplyst om fordelene ved valutalån, herunder særligt renten.

Han har gennem hele forløbet sat sin lid til, at banken vidste, hvad der var bedst for ham og hans økonomiske situation.

Set i bakspejlet burde lånet aldrig have været bevilliget henset til hans økonomiske formåen. Valutalån burde være forbeholdt risikovillige folk med formue.

Lånebevillingen er direkte sammenlignelig med valutaspekulation for lånte midler. Banken har aktivt medvirket til at pådrage ham en både høj og unødig risiko, uden på noget tidspunkt at informere ham om denne. Valutalån er et avanceret produkt, og fuld forståelse heraf forudsætter uddannelse inden for den finansielle sektor eller tidligere erfaring med optagelse af lån.

Først to år efter låneoptagelsen blev der udarbejdet en risikoprofil, der ikke overraskende viste, at han hverken er villig eller i stand til at påtage sig en risiko, da han ingen formue har at trække på i tilfælde af dårlige investeringer.

Havde banken udarbejdet en risikoprofil for ham ved låneoptagelsen, havde han indset risikoen ved at optage lån i anden valuta og havde dermed aldrig godkendt lånet.

Det er højst kritisabelt, at banken først bevilligede lånet for derefter at fraskrive sig et hvert ansvar i en rammeaftale.

Bankens anbefaling om at omlægge CZK-lånet til CHF strider mod princippet om risikospredning, idet hele lånet nu er optaget i én valuta. Ved omlægningen blev han ikke informeret om den øgede risiko, der på daværende tidspunkt var forbundet med valutalån i kraft af den finansielle krise, som havde medført meget store udsving på finans- og valutamarkederne.

Banken har kun henvendt sig til ham vedrørende rentetilskrivninger. Først da det var alt for sent, begyndte banken at informere ham om, hvor dårligt det gik med kursen på CHF. Banken burde have skredet ind langt før og rådgivet ham til at omlægge lånene, før det var for sent.

Lånerammen har flere gange i valutalånets løbetid været overskredet, uden at dette har afstedkommet en stop-loss eller anden form for meddelelse eller reaktion fra banken. Først efter indgivelse af klagen til Ankenævnet har Sparekassen Lolland A/S fremsendt den første stop-loss-meddelelse.

Banken har heller aldrig informeret ham om rentestigninger, således at han havde mulighed for at planlægge sin økonomi herefter. Banken hævede renten fra 4,65 % i oktober 2010 til 5,4 % i november 2010.

Herudover opkræver banken hver måned et administrationsgebyr på 2 x 300 kr. for de to lån. Det må betragtes som et meget højt administrationsgebyr for to stykker papir om måneden. Han har flere gange beklaget sig til banken herover, men har alene fået det svar, at gebyret kun kan undgås ved at omlægge lånene til DKK, hvilket den høje kurs på CHF har umuliggjort.

Endelig har banken først i november 2010 fremsendt ham en Netbank-adgang, så han løbende kan følge med og få overblik over sine konti.

Bankens rådgivning har påført ham et tab, der i april 2009 kunne opgøres til 390.000 kr. Det svarer til en forøgelse af hans gæld på 22 % set over engagementets løbetid på 4 år. Gældsforøgelsen er udelukkende udtryk for de underliggende lånevalutaers kursudvikling i perioden, da rentebetalingerne er foretaget separat og månedsvis i hele lånets løbetid.

Sparekassen Lolland har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en afgørelse af klagen vil kræve en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer til afdækning af, hvorvidt rådgivningen i forbindelse med indgåelse af rammeaftalen og etableringen af de to valutalån gav klageren fyldestgørende information om risikoen ved valutalån. Sagen bør derfor afvises i henhold til Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Sparekassen Lolland anført, at den kundeansvarlige ifølge bankens forretningsgange i 2007 skulle sikre, at kunden havde den fornødne forståelse af risikoen ved lånte midler, samt at den kundeansvarlige under hensyntagen til "god skik" ved etableringen af nye kundeforhold skulle være opmærksom på at drøfte kundens formueforhold, erfaring, risikoopfattelse og afkastmålsætninger.

Klageren og hans far henvendte sig til banken med ønske om optagelse af valutalån til finansiering af en nyanskaffet andelslejlighed.

Det fremgår af bankens "kreditindstilling", at klagerens økonomiske situation ved indgåelse af rammeaftalen var afdækket ved klagerens egne oplysninger om fortsat studie i ét år, modtagelse af SU, skriftlig årsopgørelse/indkomst- og formueopgørelse samt farens mundtlige tilsagn om, at han stod for betaling af den månedlige ydelse, indtil klageren kom i arbejde.

Det må antages, at klageren ved køb af en andelslejlighed i studietiden til 1,3 millioner kr. må have foretaget grundige overvejelser sammen med sin far omkring, hvorvidt han kunne bære omkostningerne ved lånefinansieringen af andelen. I modsat fald ville faren risikere at skulle indfri sin kautionsforpligtelse.

Klagerens optagelse af valutalån var begrundet i at opnå mindst mulige renteomkostninger ved lånefinansieringen af andelen. Låneoptagelse i DKK blev således fravalgt af klageren.

Bankens medarbejder var bekendt med, at klageren ville være færdiguddannet som cand. merc. Int. i løbet af et år. Uddannelsen skulle sætte klageren i stand til at analysere erhvervsøkonomiske problemstillinger. På den baggrund kunne bankens medarbejder berettiget forudsætte, at klageren havde fuldt kendskab til, at der ved anden valuta end DKK er en risiko for, at kursen på den valgte valuta udvikler sig ugunstigt. Det må desuden være almen viden, at valutakurser svinger op og ned. Klageren var således fuldt bevidst om, at lånets restgæld kunne være forøget på indfrielsestidspunktet, eller at han i gunstige tilfælde kunne opnå en kursgevinst. Desuden havde klagerens far erfaring med valutalån siden 2002.

Optagelse af lån i fremmed valuta er ikke omfattet af reglerne i bekendtgørelsen om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, da optagelse af valutalån ikke er et værdipapir. Reglerne trådte endvidere først i kraft efter klagerens indgåelse af rammeaftalen og etableringen af valutalånene. Desuden viser klagerens risikoprofil fra 2009, at han har en risikovillighed over middel.

Rammeaftalen indeholder ingen juridisk forpligtelse for banken til at holde klageren orienteret om kursudviklingen på de valgte valutaer eller fremkomme med uanmodede anbefalinger om muligheder for omlægning af valutalånene.

Det fremgår tydeligt af rammeaftalen, at lån i valuta foretages for kundens regning og risiko – uanset bankens rådgivning. Banken fraskriver sig således udtrykkeligt ansvar i forbindelse med rådgivning om valutalån.

Klageren måtte i øvrigt indse, at bankens forventninger til valutamarkedet var udtryk for bankens skøn, som kunne vise sig ikke at holde stik.

Banken har således ikke handlet ansvarspådragende over for klageren, idet banken ikke har begået ansvarspådragende fejl eller tilsidesat sine forpligtelser efter de med klageren indgåede aftaler.

Efter de almindelige forretningsbetingelser er udgangspunktet, at renten og tillægget er variabelt, når der ikke udtrykkeligt er aftalt noget andet.

I valutalånets samlede låneperiode er tillægget på 2 % blevet forhøjet til henholdsvis 2,5 %, 3 % og 3,25 % i overensstemmelse med bestemmelserne om rentevilkår i "Almindelige forretningsbetingelser". Forhøjelserne er varslet pr. brev.

Administrationsgebyret på 300 kr. er opkrævet i forbindelse med valutalånets rulning ved udløb af en låne- og renteperiode. Da klageren har to valutalån er der opkrævet to gebyrer. Hvis klageren vælger en 3 mdr. periode forfalder beløbet på 300 kr. ved udløbet af denne 3 måneders periode. Der er ikke tale om en månedlig omkostning, men et gebyr i forbindelse med rulning/forlængelse af hvert valutalån.

Gebyret har fremgået af gebyrlisten i banken.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Finansbanken (nu: Sparekassen Lolland) har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens optagelse af valutalån.

Ankenævnet bemærker herved, at det måtte stå klageren klart, at der ved optagelse af et lån i en anden valuta end danske kroner er en risiko for, at kursen på den anden valuta udvikler sig ugunstigt, således at lånets restgæld i danske kroner stiger.

Det findes endvidere ikke godtgjort, at banken påtog sig en forpligtelse til at orientere klageren om valutakursudviklingen med henblik på, at klageren kunne overveje en omlægning.

Ankenævnet finder endvidere, at klageren ikke har bevist, at banken har begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med omlægning af CZK-lånet til et lån i CHF.

Klageren har anført, at han er blevet opkrævet en række administrationsgebyrer på hver 300 kr. I rammeaftalen er omkostningerne ved valutalånene alene angivet som en stiftelsesprovision på 2.000 kr.

Ankenævnet lægger til grund, at administrationsgebyret er opkrævet i hele lånets løbetid.

Af den dagældende kreditaftalelovs (herefter kreditaftaleloven) § 9, nr. 3, fremgår, at der ved indgåelse af en kreditaftale med fast lånebeløb skal gives forbrugeren oplysning om kreditomkostningerne angivet som et beløb opgjort i overensstemmelse med § 13. Efter § 13, stk. 1, omfatter kreditomkostningerne "alle omkostninger, herunder stiftelsesomkostninger, renter, løbende provisioner og alle andre omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten". Efter § 13, stk. 2, ses der dog bort fra en række nærmere angivne omkostninger. Et administrationsgebyr er ikke omfattet af opregningen i stk. 2, og Ankenævnet finder, at disse gebyrer derfor skulle være medtaget ved opgørelsen af kreditomkostningerne, jf. stk. 1.

Kreditomkostningerne var herefter ikke angivet i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 9, nr. 3, jf. § 13, idet administrationsgebyret ikke var medtaget. Det følger herefter af kreditaftalelovens § 23, stk. 2, at banken ikke er berettiget til at kræve disse gebyrer. Banken skal derfor godtgøre klageren disse gebyrer, idet Ankenævnet ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at bringe bestemmelsen i § 23, stk. 3, i anvendelse.

Banken skal herefter godtgøre klageren de anførte administrationsgebyrer opkrævet i lånets løbetid.

I rammeaftalen for klagerens valutalån er angivet følgende rentevilkår: "Cost of Funds med tillæg af 2 % p.a." Det er ikke udtrykkelig angivet, at tillægget på 2 % p.a. er variabelt. I mangel af udtrykkelig bestemmelse herom finder Ankenævnet, at rentebestemmelsen må fortolkes således, at den er sammensat af en variabel del "Cost of Funds" og en fast del "2 % p.a.". Angivelsen i sparekassens almindelige forretningsbetingelse, som er en del af rammeaftalen, om at renten er variabel med mindre andet er aftale, er således fraveget i det foreliggende tilfælde.

På denne baggrund finder Ankenævnet, at sparekassen ikke var berettiget til at hæve det aftalte tillæg i lånenes løbetid.

Ankenævnets afgørelse