Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Betaling af restgæld på et pantebrev, der ved en fejl blev fremsendt til debitor i kvitteret stand.

Sagsnummer: 331 /1995
Dato: 22-01-1996
Ankenævn: Niels Waage, Niels Bolt Jørgensen, Mette Reissmann, Jens Ole Stahl
Klageemne: Tilbagesøgning
Pantebreve - administreret af pengeinstitut
Ledetekst: Betaling af restgæld på et pantebrev, der ved en fejl blev fremsendt til debitor i kvitteret stand.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klagerne i denne sag er debitorer i henhold til et pantebrev på oprindelig 42.000 kr., som indklagede administrerer på kreditors vegne.

Den 2. februar 1995 fremsendte indklagede pantebrevet i kvitteret stand til klagerne, som den 13. s.m. kvitterede for modtagelsen.

Kvitteringen af pantebrevet beroede på en fejl hos indklagede, der havde forvekslet det af klagerne udstedte pantebrev med et andet pantebrev, der blev ordinært indfriet ved decemberterminen 1994.

Af indklagedes årsopgørelse for pantebreve fremsendt til klagerne den 30. december 1994 fremgår, at restgælden på pantebrevet udgjorde 7.401,37 kr.

Ved skrivelse af 3. maj 1995 til indklagede meddelte klagerne følgende:

"Vi har med tak modtaget følgende pantebrev ..... kvitteret til aflysning og udslettelse af tingbogen, underskrevet 2. februar 1995 af tidligere ejer ..... Efter vores udregning skyldes endnu et beløb på ca. 7.000 kr., hvis vi ikke straks hører andet fra jer, må vi lægge til grund, at det er os, der har regnet forkert"

Ved skrivelse af 4. maj 1995 beklagede indklagede overfor klagerne den nu konstaterede fejl, og anmodede samtidig klagerne om returnering af pantebrevet.

Klagerne tilbød betaling af halvdelen af restgælden til endelig afslutning af sagen, hvilket blev afslået af indklagede.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at de ikke skylder noget beløb i henhold til pantebrevet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har anført, at kreditor ved kvittering af pantebrevet har fraskrevet sig retten til at modtage yderligere ydelser. Et eventuelt tab for kreditor som følge af indklagedes fejl er dem uvedkommende. De havde forventet, at det pågældende pantebrev snart måtte udløbe, og disponerede i tillid til, at indklagedes meddelelse om indfrielse var korrekt.

Indklagede har anført, at det på baggrund af årsopgørelsen af 30. december 1994 og klagernes brev af 3. maj 1995 må antages, at klagerne ved modtagelsen af det kvitterede pantebrev var bekendt med, at der fortsat skyldtes 7.401,37 kr. Det forhold, at pantebrevet ved en fejl blev kvitteret til aflysning, berører ikke klagernes hæftelse for restgælden. Indklagede har efterfølgende holdt pantebrevskreditor skadesløs i anledning af manglende betaling af junitermin 1995. Klagerne er forpligtet til fortsat at afdrage pantebrevet, og indklagede er indtrådt i kreditors ret til ydelsen for juniterminen 1995.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at klagerne ved modtagelsen af det kvitterede pantebrev burde have indset, at indfrielsen beroede på en fejl, hvorved særligt bemærkes, at klagerne ca. en måned forinden havde modtaget en årsopgørelse fra indklagede, hvoraf fremgik, at restgælden efter betaling af decembertemin 1994 udgjorde 7.401,37 kr.

Indklagede er herefter ikke afskåret fra at kræve de ydelser, som indklagede er forpligtet til at betale til pantebrevskreditor, inddrevet hos klagerne.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.